KOMMENTAR. Åh, 2003. De gode, gamle dage.
Kan I huske, hvor god musikken var dengang?
Sean Paul lavede singler med Beyoncé og gjorde Jay-Z jaloux. Up and coming-dj’en David Guetta dominerede radiokanalerne med et David Bowie-remix. Christina Aguileras ‘Fighter’ blev et verdenshit.
Og det bedste af det hele var, at britiske Suede endnu ikke var gået i opløsning. I hver fald ikke før sidst på året.
Sikke et år. Sikke en tid. Eller som Drake og Future ville sige det: What a time to be alive!
Det må Smukfest i hvert fald have tænkt.
For med undtagelse af Beyoncé og kæresten udgjorde samtlige af disse 00’er-koryfæer størstedelen af de internationale hovednavne på årets festival. Inklusive de for længst gendannede britrockere i Suede.
’Det er der vel heller ikke noget galt med?’, tænker du måske. Og nej, det er der som sådan ikke.
Men vi snakker altså om festivalen, der i 2016 kunne præsentere Rihanna anno ’Anti’, og som to år senere husede Kendrick Lamars ’Damn’-turné. Sidste år begik festivalen endnu et scoop, da de landede Justin Bieber.
Ikke nogen synderligt vellykket koncert, men stadig et scoop.
Den slags bookinger vidner om en festival, der har fingeren på pulsen. Som ved, hvad der rører sig i kulturen, og som bestræber sig på at give publikum en oplevelse ud over det sædvanlige.
Det gør årets program ikke.
00’er-fest på Bøgescenen
De seneste måneder er kritikken haglet ned over Smukfests program. I Ekstra Bladet, i Politiken og nu altså også her på Soundvenue.
Desuden har flere dagblade bragt et Ritzau-interview med min kollega Kjartan F. Stolberg, der kritiserer festivalen for ikke at booke flere tidstypiske artister.
»Der mangler noget, som virkelig kan vise, at Smukfest ved, hvad der sker i verden lige nu«, lyder det blandt andet.
Der er noget om snakken. De fleste af disse internationale hovednavne havde deres storhedstiden for mindst et årti siden. Inklusive Jason Derulo, der brød igennem i 2009 og peakede året efter.
Selvfølgelig er der undtagelser. Nevada-bandet Imagine Dragons har eksempelvis aldrig været større, end de er nu. Ava Max er også et relativt nyt popnavn.
Men de er jo ikke ligefrem zeitgeist-artister, der taler ind i tiden, som Rihanna eller Kendrick gør det.
Eller som Bieber gør det, for den sags skyld. Gud ved, at han har sine haters, men der er ærligt talt mere zeitgeist over Bieber end alle årets internationale hovednavne tilsammen.
Måske kunne man godt forvente bare lidt mere af landets dyreste festival.
Danske stjerneskud brillerede
I stedet var det op til de upcoming danske navne på de mindre scener at sparke noget aktualitet ind i den nostalgifest, der aften efter aften udspillede sig på Bøgescenen.
Torsdag eftermiddag spillede Afskum en af årets bedste koncerter for et af årets mindste publikum på The Hood, og dagen inden rev søsterduoen Prisma vanen tro det hele i stykker samme tid, samme sted.
Imponerende var også D1mas fredagskoncert i Teltet, der måske aldrig blev den minimalistiske klubrumrejse, han leverede på Roskilde Festival, men som ikke desto mindre fandt en solid balance mellem arthouse og, ja, house.
Bedst var dog begavelsen Eee Gee, der samme aften charmerede teltscenen med disco-amoriner og 70’er-pop lige så sprudlende som de pastelfarver, hun i dagens anledning var klædt i.
De nye danske navne fejlede ingenting. De internationale hovednavne var en anden snak.
Ikke fordi de nødvendigvis var dårlige – bevares, nogle af dem var – men fordi de sjældent formåede at blive mere end bare nostalgi.
Christina Aguilera kom tæt på, da hun formåede at gøre sit to årtier gamle hit ‘Beautiful’ kuldegysende aktuelt ved at drage en parallel til de sociale medier, der er kommet til siden. Men hun var undtagelsen, ikke reglen.
Som et af de eneste unge, internationale navne på Bøgescenen gav norske Sigrid os lørdag eftermiddag den euforiske popfest, vi havde ventet på.
Det var måske ikke ligefrem lyden af fremtiden, som Roskilde Festival i år kunne præsentere den i form af det globale flamenco-fænomen Rosalía. Men i det mindste var det lyden af nutiden.
Vi manglede dog stadig det helt store, folkesamlende festivalhøjdepunkt. Og så er det jo godt, at man altid kan ringe til The Minds of 99.
Deres koncert på Smukfests uofficielle sidstedag var endnu en triumf. Uden sammenligning årets bedste koncert på Bøgescenen, og en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har set dem spille.
Jeg tog mig selv i at tænke, at de reddede årets Smukfest. Men kunne det ikke være skønt, hvis det ikke altid var op til dem?
Smukfest var nemlig langtfra den eneste danske festival, der i år måtte reddes af Niels Brandt og co.
Det gjaldt også Tinderbox, hvor bandet ikke alene måtte erstatte et internationalt topnavn, men også kompensere for et line-up, der med Maroon 5 i spidsen var lige så ufarligt som Smukfest-programmet.
Minds var også at finde på Heartland, der ellers også var i det nostalgiske hjørne i år. Men modsat Smukfests 00’er-fest skruede Egeskov-festivalen tiden yderligere 10-15 år tilbage med navne som Robbie Williams og Sting.
De serverede »musikalske cheeseburgere«, som Soundvenues musikredaktør formulerede det.
NorthSide, før kendt som et feinschmecker-paradis, satsede også på sikre crowdpleasere i år. Mere Lukas Graham og Nik & Jay, mindre Frank Ocean. Festivalen er rykket tættere på folkefester som Grøn og netop Smukfest.
Alle de festivaler var i år væsentlig mindre parate til at udfordre og tage chancer end før.
På med fremtidsbrillerne
Er moralen så, at det kun er Roskilde Festival, der afspejler tiden?
Ikke nødvendigvis. For i år tilbød flere af Københavns nye, post-corona-festivaler også et godt alternativt til de bagudskuende sværvægtere.
Eksempelvis kunne Syd for Solen i sit bare andet år præsentere et af årets mest interessante line-ups i form af tidstypiske genrepionerer som Peggy Guo og Bon Iver.
Desuden bød årets program også på den første danske booking af Aphex Twin siden 2011, og modsat de internationale hovednavne på Smukfest var EDM-legenden på ingen måde ude på lefle for nostalgikerne.
Også den nye festival O Days havde fremtidsbrillerne på.
Jovist, en Underworld-koncert er også et slags nostalgitrip, men på plakaten var også det lovende jungle-talent Nia Archives, der leverede en legesyg koncert på den mudrede pløjemark, der var festivalens hovedscene.
Det er dejligt at se, at disse nye festivaler tør booke så nye stjerner. Og det er endnu dejligere at se, at publikum tager så godt imod dem.
Men samtidig er det jo ikke de her festivaler, der forventes at lande de helt store internationale hovednavne. Det er ikke en nyopstartet festival på Refshaleøen, der lige foreløbigt booker Rihanna, Kendrick eller Bieber.
Det ansvar ligger hos de store festivaler.