Will Smith var fuldstændig blottet for selvindsigt på Smukfest
KONCERT. Hvis man var i tvivl om, at Will Smith er et stort navn i underholdningsindustrien, skulle den kortfilm af karriere-highlights, der kørte på storskærmen før hans entré, nok minde dig om det.
»$10 billion at the box office«, stod der. Hvad det så havde med denne koncert at gøre, aner jeg ikke.
Men da Smith så trådte ind på scenen med sin entourage af dansere iklædt basketballtøj, manglede energiniveauet intet. Hver en millimeter af scenearealet blev betrådt af Smiths hvide sneakers.
Synkrondans, hoppen, pegen, drejen rundt. Jeg husker ikke én gestikulation, Smith ikke benyttede sig af til at sætte gang i det forventningsfulde publikum til megahits som ’Gettin’ Jiggy Wit It’ og ’Miami’.
Han er altså en entertainer. Det må man give ham.
Der skulle en hyldest – nærmest mindehøjtidelighed – dedikeret til James Avery, manden, der spillede Uncle Phil i ’The Fresh Prince of Bel-Air’, til, før showet for alvor begyndte at smuldre imellem fingrene på Smith.
Det var melankoli på dåse. Til tonerne af en violin – come on – satte Smith gang i en alenlang prædiken om, hvor vigtig en mentor Avery var for ham og om vigtigheden af kærlighed. Det hele blev oversat af en kvinde, hvis modersmål hverken har været dansk eller engelsk, hvilket frembragte flere grin af oversættelserne end sympati for Smiths sag.
Opfordringen til at vende opmærksomheden mod sidemanden og give en kærlighedserklæring var total overflødig. Langt de fleste havde allerede vendt sig for at starte en samtale i stedet for at høre efter.
Det var en selvsmagende og billig måde at introducere ’You Can Make It’. En pladderinspirerende pseudo-gospelskæring fra Smiths nyeste album, der landede fladt hos det publikum, der ikke allerede havde valgt at gå.
Til min store overraskelse italesatte Smith selv elefanten i rummet. Eller, uden sådan rigtig at italesætte, dengang han gav Chris Rock en lussing til Oscar-prisuddelingen, fortalte Smith en historie om, hvordan man nogle gange kan finde sig selv i uheldige situationer.
Jeg husker ikke formuleringen præcist – muligvis fordi det hele igen blev oversat til ‘dansk’ af hans tolk – men han havde i hvert fald taget noget med, han gerne ville vise os i den sammenhæng. Øjensynligt for at råde bod på situationen og sætte sig selv i et mere sympatisk lys. En form for undskyldning? En håndsrækning?
Næ. Fandeme om ikke, det var en Oscar-statuette, han hev op af tasken.
Magen til selvfed dårlig smag skal man lede længe efter. I det øjeblik beviste Smith, at han er blottet selvindsigt. Selvfølgelig til lyden af en violin – igen.
Hele fadæsen fungerede også som en intro til nummeret ‘Work of Art’, hvor Smith ytrede de nærmest tragikomiske ord »I’m a work of art / Now they’re framing me«.
Det værste er næsten, at Smith tager videre til den næste by på turnéplanen og leverer den samme prædiken og mangel på selvransagelse igen. Den tonedøve selviscenesættelse stopper ikke på Smukfest. Desværre.
Kort sagt:
Selvom Will Smith formåede at vinde publikum med megahits som ’Gettin’ Jiggy Wit It’ og ’Miami’, tabte han det hele på jorden i en blanding af egotrip og tonedøv selviscenesættelse.