Selvom man er en af verdens absolut største rappere, kan man godt have det lidt stramt, når ens kæreste (og fremtidige kone) laver en kærlighedssang med en anden artist. Jay-Z gad i hvert fald på ingen måde at have Sean Paul i nærheden af Beyoncé, da de havde lavet sangen ‘Baby Boy’ sammen tilbage i starten af 00’erne.
Det fortæller den jamaicanske sanger ifølge Dancehallmag i en nylig radioudsendelse hos Radio Jamaica.
»Jeg følte mig aldrig tilpas, men jeg brugte diplomati«, fortæller Sean Paul om den tid. »Det var tydeligt for mig (at Jay-Z ikke ville have ham i nærheden af Beyoncé, red.)«.
‘Baby Boy’ var et stort hit i 2003, og markerede et af startskuddene til Beyoncés solokarriere. Dengang var der rygter om en affære mellem Destiny’s Child-medlemmet og Sean Paul. Derudover var der en del spekulation i, om Jay-Z havde en finger med i spillet, da den jamaicanske artist ikke filmede filmede ‘Baby Boy’ sammen med Beyoncé, og heller ikke var en del af hendes optræden til MTV VMA-awards.
Alt det er selvfølgelig ren spekulation – men nu har Sean Paul altså tilsyneladende bekræftet, at Jay-Zs jalousi var reel nok.