Aphex Twin sked på folks forventninger på Syd for Solen – det var mesterligt

Ingen ‘Windowlicker’? Ingen ‘Come to Daddy’? Ingen ‘Alberto Balsalm’? Ingen ‘Avril 14th’?

Hvis du kun var kommet for at høre alle de velkendte kulthits, så gik du formentlig skuffet fra Aphex Twins koncert på Syd for Solen, der i øvrigt var den elektroniske pioners første livejob i knap fire år.

Hvis du intet kendte til Aphex Twin, men bare var kommet for at danse til elektroniske toner fra en anerkendt musiker, var det næppe heller en koncert for dig. (Peggy Gou sørgede tidligere på aftenen for en masterclass i den slags elektroniske koncerter, hvor alle er inviteret med til festen – Aphex Twin leverede det stikmodsatte.)

Hans første danske optræden siden 2011 var ikke en koncert dedikeret til at tilegne sig nye fans, ej heller til at lefle for 90’er-nostalgikerne. Richard D. James satte dagsordenen, og hvis du ikke var med på den, kunne du skride.

Aphex Twin var interesseret i at drille. Og i at skabe soundscapes, der ikke nødvendigvis lagde op til dans, men som gav et sus i maven, hvis blot man overgav sig til visionerne for koncerten.

De første toner vi fik var således dissonant støj akkompagneret af skrattende trommer. Efter kort tid udviklede det sig til en stabil, men også tætpakket trommerytme, der kørte spartansk afsted til lyden af et svagt »Woo! Yeah!« som på Rob Base & DJ E-Z Rock-klassikeren ‘It Takes Two’. Dernæst gjaldt det ambiente synths – dog stadig med et særdeles højt aktivitetsniveau fra trommerne.

Det var smukt. Musikken tog adskillige hurtige drejninger, hvor jeg måtte vende mig om til mine venner, så vi anerkendende kunne se hinanden i øjnene med et ansigtsudtryk, der sagde: »What, gjorde han lige det?«.

Så meget havde jeg dog forventet af en Aphex Twin-koncert. Men Richard D. James skider på folks forventninger.

Eksempelvis fik vi sent i koncerten et helt brostep-klingende drop. Forstå mig ret: Når Aphex Twin kaster sig ud i hyperaktive, aggressive wubwub-drops, lyder det langt mindre kommercielt, end når eksempelvis Nero eller Skrillex gør det. Men slægtskabet var unægteligt. Det var som at mærke 10’ernes mest udskældte klubmusik blive flået fra hinanden og sammensat igen til et larmende og endda lettere ængsteligt Frankenstein-monster.

Da Aphex Twin brød igennem i begyndelsen af 90’erne, blev han – sammen med blandt andre Autechre og Boards of Canada – stemplet med den nye genrebetegnelse Intelligent Dance Music, også kendt som IDM.

Richard D. James var famøst modstander af begrebet. Han lod sig trods alt inspirere af meget af den musik, der jo per implikation var mindre intelligent. Og det gør han efter alt at dømme stadig.

Cirka halvvejs gennem koncerten blev der også flirtet med den relativt nye, uptempo hardcore-genre, og der blev serveret et drop så beskidt og larmende, at jeg kunne have svoret på, det var provokatør-produceren Lil Texas, jeg lyttede til. Men nej, det var såmænd Aphex Twin – den mest anerkendte elektroniske musiker de seneste 30 år.

Jeg så en del mennesker forlade pladsen i løbet af det hele, og jeg forstår dem skam godt. Det var en kompromisløs oplevelse. Man nåede knap nok at danse til ét groove, før det skiftede til et nyt.

Men man kunne sagtens nå at få det ind under huden. De højlydte klangflader var så mesterligt arrangeret, at det var som at blive slynget rundt i universet. Og netop denne følelse blev underbygget af et kolossalt lysshow, der talte adskillige skærme på tværs af scenen, og som hastigt spruttede lysstråler ud over Søndermarken.

Som skikkelse fyldte Richard D. James ikke det store på scenen, og han gjorde ikke meget væsen af sig. I hvert fald ikke før til allersidst, hvor han kærligt stak to tommelfingre i vejret, som for stilfærdigt at spørge sit publikum, om koncerten mon var ok. Derudover druknede han helst i sin store dj-pult og det spektakulære lysshow.

Men jeg tror heller ikke, at nogen tog til koncerten med håbet i at se manden. Vi var kommet for at mærke de lyde, han kunne kreere. Og hvad det angår, skabte han en sanseoplevelse, hvor man bare skulle give slip og lade sig opsluge af musikken.

På vej hjem sad følelsen af det hele stadig i kroppen. Hverken en hitparade eller en traditionel dansefest ville have skabt så stærk en reaktion i mig. Så fred være med, at et par festivalgængere blev tabt i svinget, når resultatet var så smukt.

---

Kort sagt:
Aphex Twin sked på folks forventninger på Syd for Solen. Han nægtede at spille hits, og han nægtede at gøre sig populær blandt de uindviede, festglade EDM-fans. Til gengæld var det en ufatteligt smuk oplevelse, hvis blot man overgav sig til visionerne for koncerten.