Når du browser igennem credits for sangskrivning og produktion på The Weeknds nye ‘Dawn FM’, er der to navne, der går igen påfaldende mange gange: Producer OPN og sangskriver Daniel Lopatin.
Daniel Lopatin og OPN er i virkeligheden én og samme person, nemlig den anerkendte musiker Oneohtrix Point Never. Siden slut-00’erne og især op igennem 10’erne har han været en af de mest spændende stemmer i elektronisk musik.
Lopatin har spredt sig på tværs af adskillige genrer. Der er det kolde, mørke og glitchede sample-væv på albummet ‘Replica’; den højtragende progressive synthcollage ‘R Plus Seven’; det genredefinerende vaporwave-sideprojekt ‘Chuck Person’s Eccojams Vol. 1’.
Men aldrig har han været en særlig poppet eller dansabel producer. Sæt Oneohtrix Point Never på til en fest, og du kan føle dig relativt sikker på, at det bliver et yderst stillestående dansegulv.
Lopatin er arketypen på en producer, der simpelthen er for eksperimentel og for vovet til at ramme mainstreamen. Men for nørder udi elektronisk musik findes der ikke meget mere lækkert end en OPN-plade.
Så det kom som lidt af et chok for mig, da Oneohtrix Point Never i efteråret 2020 udgav sit seneste album ‘Magic Oneohtrix Point Never’, der bød på nogle ret nævneværdige gæster.
Caroline Polachek sang på to af numrene, og på deluxe-udgaven kiggede Elizabeth Fraser og Rosalía også forbi. Og bevares, alle disse tre har trods alt en tå plantet i undergrunden – men tracklisten bød også på sangen ‘No Nightmares’, der blev sunget af (og skrevet i samarbejde) med The Weeknd.
The Weeknd stod ikke engang krediteret som gæstekunstner på streamingtjenesterne. Lopatin brugte tydeligvis ikke The Weeknd til at tiltrække hype omkring det nye album. Det var resultatet af gengældt beundring mellem to skidedygtige musikere i hvert sit felt.
Og man kunne absolut mærke en særlig gnist opstå med samarbejdet ‘No Nightmares’. Den er (måske grundet The Weeknds sangskrivningsbidrag) markant mere poppet og melodiøs end noget andet, Lopatin havde rørt indtil da.
Men det er på ingen måde en typisk The Weeknd-sang. Den har med sine spacy synths lidt af den der sci-fi-æstetik, The Weeknd har omfavnet på navnlig ‘Starboy’ og ‘After Hours’, men det er en sløv, atmosfærisk skæring, der udforsker teksturer, mere end den bygger frem mod et klassisk popklimaks.
Undergrunden møder mainstreamen
Men okay, pause: The Weeknd er en gigantisk popstjerne (der ganske vist startede i undergrunden), og Daniel Lopatin er ganske vist en anmelderdarling, men han er stadig milevidt fra allemandseje.
De har jo intet til fælles. Hvordan opstår sådan et samarbejde?
For at forstå det, skal vi jo for det første erkende, at det ikke er ude af karakter for The Weeknd at nørde i den elektroniske musiks kringelkroge.
På ‘My Dear Melancholy’ havde han besøg af den franske producer Gesaffelstein, der på ingen måde er et mainstreamnavn heller. Og hvis The Weeknd ikke satte pris på at have creme de la creme af elektronisk musik, havde han næppe inviteret Daft Punk med på hele to ‘Starboy’-numre.
Daft Punk var jo heller ikke just produktive de år – så det er absolut et blåstempel af The Weeknd som en connaisseur ud i elektronisk musik, at han kunne lokke Daft Punk frem fra skjul.
Og så skal vi også vide, at Oneohtrix Point Never langsomt var begyndt at gøre sine toner lidt mere spiselige på sit 2018-album ‘Age Of’. Og han kom endnu bredere ud, da han i disse år kastede sig over at være filmkomponist. Dette skete i samarbejde med Safdie-brødrene, der først hyrede ham til Robert Pattinson-perlen ‘Good Time’ fra 2017 og sidenhen til det massivt hypede Adam Sandler-pragtværk ‘Uncut Gems’ fra 2019.
De, der har set ‘Uncut Gems’, aner sikkert, hvor historien er på vej hen. For The Weeknd medvirkede i ‘Uncut Gems’ i rollen som sig selv. Safdie-brødrene foreslog, at The Weeknd eventuelt kunne bidrage med en original sang til filmen, og derfor gik Lopatin og popstjernen i studiet sammen – og de fik indspillet hele fem forskellige sange. Ingen af dem blev dog brugt i filmen, og makkerparret besluttede sig for at beholde dem som en tidskapsel.
Men denne studiesession var kun startskuddet til flere frugtbare samarbejder. The Weeknd arbejdede på ‘After Hours’-albummet under ‘Uncut Gems’-indspilningerne, og her var Lopatin over både produktion og komposition på ‘Repeat After Me (Interlude)’ og ‘Until I Bleed Out’, hvor man da også kunne høre hints af noget dejlig OPN-glitchyness i lyden.
Så lå det jo lige til højrebenet, at The Weeknd netop gengældte samarbejdet ved at bidrage til ‘No Nightmares’ nogle måneder senere. Men i højere grad her end på ‘After Hours’ kunne man mærke, at det her var en kombination af visioner, der bar en helt særlig frugt med sig.
Så jeg var ovenud lykkelig, da ‘Dawn FM’ landede, og der stod OPN og Daniel Lopatin over det hele. Jeg var egentlig ikke overrasket over at se hans navn fylde så meget på tracklisten – men jeg blev absolut glad for det.
Og jeg blev endnu mere glad, da jeg hørte det – for som makkerpar fungerer de altså skidegodt. Som enten komponist eller producer (oftest begge) medvirker Lopatin på alle ‘Dawn FM’-sange undtagen singleforløberen ‘Take My Breath’ og det hitparate Max Martin-samarbejde ‘Less Than Zero’. Og rent sonisk er resultatet mageløst.
The Weeknd fortsætter den storladne, krystalliske sci-fi-lyd fra ‘After Hours’, men her svøbt ind i mere mørke, mere alvor og endnu mere fængslende teksturer.
Der er afgjort kommet så meget mere synthpop end r’n’b over lyden, at sangene ville passe bedre ind på en playliste med Duran Duran og Depeche Mode end på en playliste med Chris Brown og Bryson Tiller.
The Weeknd har aldrig lydt bedre. Så selv om jeg havde leet direkte i dit ansigt, hvis du for otte år siden havde foreslået mig, at Oneohtrix Point Never skulle kaste sig over mainstreampop, så må jeg anerkende, at The Weeknd med Daniel Lopatin har fundet en samarbejdspartner, der forstår at bringe hans visioner til live bedre end nogen anden.