Oneohtrix Point Nevers karriere peaker på banebrydende elektronisk album

Oneohtrix Point Nevers karriere peaker på banebrydende elektronisk album
Oneohtrix Point Never (Daniel Lopatin til venstre). (Foto: Blake Wood art direction)

Det er aldrig til at lure på forhånd, hvilke abstrakte figurer, den amerikanske musiker og producer David Lopatin har tænkt sig at skitse op på blokken til sine album. Under aliasset Oneohtrix Point Never leverer han som regel uforudsigelige eksperimenter fulde af banebrydende, elektronisk potentiale, og på hans nye album peaker karrieren.

Med ’Age Of’ er Oneohtrix Point Never umiddelbart ovre i et sammensurium af symfoniske cembalostykker, whiskers og vintagefund i glas og porcelæn, der kun er købt for at blive smadret. Sådan en musikalsk ravage kan måske virke svær at finde decideret nydelse i, men til gengæld er det befriende nemt bare at lade sig rive med.

På det åbnende titelnummer slår Lopatin hoveddøren op til en knagende konstruktion af nye og gamle byggematerialer, og umiddelbart lader det til at være en bygning, der stadig er under opførelse. Albummet fremstår nærmest som et hemmeligt anlægsprojekt, han har fået smuglet lytteren med ind på. I hvert fald er der hen imod slutningen af numrene både tydeligt selvmodsigende rytmer og boremaskiner, der kører i tomgang.

Sådan bliver man som lytter taget med på urban exploration i dette klassiske koncertrum, som Lopatin er gået i gang med systematisk at rive ned. Men man kan også finde ly for hans ihærdigt arbejdende værktøj inde bag resterne af den tunge, bløde velour, som stadig hænger fast i flere af de popsange, værket også rummer. På ’Babylon’ er det en helt anden indbydende glød, der fænger, mens ’The Station’ er bygget op omkring en mindst lige så venligt stemt spansk guitar. De bratte sceneskift og flyvende murbrokker er dog stadig en konsekvens af samtlige numre, både de allermest dekonstruerede og de næsten iørefaldende.

Fortsat inspireret af filmmusikkens romantik når ’Age Of’ også at kaste storladne sekvenser af sig. Man beruses på det kraftigste af albummets højtidelighed, især på dets dramatiske højdepunkt ’Toys 2’. Desuden er det en fornøjelse at høre, hvordan Lopatins tidligere, succesfulde samarbejder med vokalister som Iggy Pop og FKA Twigs lader til at have givet ham smag for at videreudvikle sit eget stemmemateriale. Til det eksperiment står autotunen som den forfinende kontrast til hans hakkende, krypterede beats, hvilket leverer en slags lettelse.

Det er evigt fascinerende at følge med i, hvor meget der rent faktisk sker på de omkring 42 minutter, albummet varer. Cembalo-tangenterne er i konstant oprør, mens albummets blottede, rå mekanik blinker og knitrer som en gammel Blaupunkt-radio, der på én eller anden måde er blevet levende. Og derfra er det utrolig svært ikke at elske denne muterede skabning af et elektronisk eksperimentalværk, der går lige i hjertet med sine blanke, våde robothundeøjne.


Kort sagt:
Oneohtrix Point Never kaster et elektronisk mesterværk på scenen ved hjælp af abstrakte dansetrin og rørende, harmoniske rekvisitter. Frem for alt virker hans musikalske optræden herligt upåvirket af den grundangst, som alle vi andre må bakse med: Angsten for ‘bare at være for meget’.

Oneohtrix Point Never. 'Age Of'. Album. Warp/Friendly.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af