Hans musik er så vild, at du ikke rigtigt kan danse til den – du er nødt til at gå amok

Lil Texas er hardcore-producernes svar på The Joker og gør for klubmusikken, hvad hyperpop har gjort for popmusik. En kendt musikformidler har sagt, at musikken føles som at »proppe samtlige stoffer op i næsen samtidig«. Gør dig klar til at blive slynget rundt.
Hans musik er så vild, at du ikke rigtigt kan danse til den – du er nødt til at gå amok
Lil Texas. (Foto: PR)

ALT ER HYPER. I 2019 begyndte begrebet ‘hyperpop’ at være noget, enhver nørd ud i aktuel popmusik havde i deres ordforråd. Begrebet henviste til kunstnere som Sophie, 100 Gecs og Hannah Diamond, der med maksimalistisk over-the-top-mentalitet skubbede tendenser i aktuel popmusik ud mod ekstremerne.

Autotune skulle ikke blot lyde let robotagtigt, det skulle lyde skingert og langt fra enhver opfattelse af menneskelige lyde.

Trommemaskiner skulle ikke bare afholde sig fra at lyde som et trommesæt, de skulle helst have så meget digital distortion, at man begyndte at blive svimmel over at forestille sig, hvor mange lag af effekter, der var blevet brugt.

Og tekstuniverserne var tit enten så sukkersøde, at det nærmede sig parodi – eller også var de svøbet ind i humor og satire over popmusikkens normer.

Det var som tegnefilmsudgaven af popmusik. Som den karikerede overdrivelse, din rockglade onkel fyrer af, når han bander og svovler om, hvordan popmusik lyder nu til dags.

Det har selvfølgelig kun været et spørgsmål om tid, hvornår andre genrer ville få denne hyper-behandling. Man kan endda argumentere for, at populariteten af en slags hyper-hiphop har været en forløber for hyperpoppen med normbrydende navne som Death Grips, Jpegmafia og Mike som fortropper.

Det er næppe tilfældigt, at hyperpop-producere som Sophie og Arca assisterede hiphopstjerner som Vince Staples og Kanye West, da de på album som ‘Big Fish Theory’ og ‘Yeezus’ bevægede sig hen mod denne eksperimenterende, industrielle undergenre.

Inden for klubmusikken er en lignende tendens i gang. Sideløbende med, at både hyperpop og den moderne eksperimentalhiphop blomstrede, har man den seneste håndfuld år set en genre ved navn uptempo hardcore bryde frem fra den elektroniske undergrund.

Det er en hæsblæsende afart af genren, der – som navnet antyder – ofte kører omkring de 200 bpm, og hvor tyngden og de skærende toner søger at give dig den mest hæsblæsende hovedpine, du kan tænke dig.

Det er en genre, der er som skræddersyet til hyperpop-mentaliteten. Og netop sådan en mentalitet besidder scenens hidtil største stjerne, den californiske producer Lil Texas, der i april udgav debutalbummet ‘Faster’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lil Texas laver klubmusik, der går så hårdt til den, at du rent faktisk ikke kan danse til det i traditionel forstand. Du er nødsaget til bare at gå amok.

Drops føles som vedvarende attentater med maskingeværer. Og bedst som man tror, at man har fået overblikket over de støjende lyde, han sender lytterens vej med raketfart, kommer der noget endnu mere smadret og angriber dine trommehinder uden nåde.

Det kan nok bedst opsummeres gennem albummets sjette nummer, ‘Every Drug at Once’, der bygger over en række samples af YouTube-musikkritikeren Anthony Fantano.

Et af disse samples er fra Fantano, der reagerer på en tidligere Lil Texas-single og beskriver den således: »Feels like … I don’t know, snorting every drug up your nose at once«.

Det er så bindegalt og overstimulerende et sonisk univers, at det næppe kan indkapsles bedre.

Det er dog ikke fordi, Lil Texas er den eneste i hardcore-scenen, der på den måde skubber lyden til yderpunkterne – og hvis det var hans eneste kvalitet, ville det ikke være svært at gøre ham kunsten efter. Men han har et stort talent for at gøre sin musik engagerende og underholdende på andre parametre.

Blandt andet er han god til at gøre sine individuelle tracks mindeværdige. Der er ofte solide hooks, melodiske fragmenter eller gimmicks, som giver hvert nummer sin egen identitet og gør det til mere end blot bragende toner i højt tempo.

Såsom på ‘Need You’ og ‘Reason to Live’, hvor vokalpræstationer gør, at man kan nynne med på sangene i de sektioner, der ikke er allermest aggressive.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men den måske vigtigste ingrediens, der skiller Lil Texas ud fra andre hardcore-producere, er hans humor. Der er nærmest altid et glimt i øjet på hans produktioner.

Det kan være de kække Fantano-samples på ‘Every Drug at Once’ eller nummeret ‘Voicemail’, hvor de støjende lyde bliver sat i ramme som voldsomme beskeder i en voicemail. Eller afslutningsnummeret ‘What Up Texas’, der kun varer ét minut, men lynhurtigt bliver så tromlende og skærende i ørerne, at man ikke rigtig kan feste til det, men bare er nødt til at grine over, at han vover at afslutte albummet sådan.

Denne humoristiske tilgang er nok især det, der har gjort, at han har fået en fod inden for i hyperpop-cirkler. Hyperpop-produceren Danny L Harle gæster Lil Texas’ album, og genrens muligvis mest konceptuelle kunstner, Dorian Electra, havde besøg fra ham på sit seneste album, ‘My Agenda’.

Lidt nærmere mainstreamen har Lil Texas også fået opmærksomhed. Han optræder i videoen til ‘Read My Mind’ af Rebecca Black og Slayyyter. Han har remixet ‘Interlocked’, Danny L Harles samarbejde med den opsigtsvækkende russiske protestgruppe Pussy Riot. Og da Lady Gaga hyrede en række af hyperpoppens mest spændende navne til remix-albummet ‘Dawn of Chromatica’, var Lil Texas blandt remixerne på ‘Sine from Above’, Gagas samarbejde med Elton John.

I et nyligt interview med Anthony Fantano sammenligner Lil Texas sig selv med The Joker – en skikkelse, der famøst skaber kaos, fordi det underholder ham. Lil Texas siger også, at han drømmer om, at det er ham, der ender med at løfte hardcore-genren til et niveau, hvor han kan spille lige så store scener som Tiësto.

Umiddelbart er det svært at forestille sig så aparte musik nogensinde nå det niveau af folkelighed. Men omvendt er det så underholdende, at det er let at forstå, hvorfor der er konstant fremgang i Lil Texas’ karriere. Med opbakning fra selveste Lady Gaga er hans lyd allerede kommet ud til et bredere publikum, end jeg nogensinde havde gættet mig til.

Så lad dig selv blive slynget rundt af ‘Faster’ – det er nok den sjoveste, mest vanvittige lytteoplevelse, du kommer til at opleve i noget tid.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af