»Hvis jeg døde nu, ville jeg tage herfra med et smil«: Bon Iver var en gåsehudsfremkaldende oplevelse på Syd for Solen
»Jeg håber det selvfølgelig ikke, men hvis jeg døde nu, ville jeg tage herfra med et smil. For jeg har lyden af det her i mine ører«.
Disse ord udtalte min sidekvinde halvvejs inde i Bon Ivers koncert på Syd for Solen. En umiddelbar reaktion, der egentligt var meget sigende for den koncertoplevelse, vi både var vidne til og tog aktivt del i.
For den halvanden times seance, som Justin Vernon og co. leverede, var godt nok et livsbekræftende vidnesbyrd om den forbindelse og samhørighed, der kan opstå til en koncert. Og om den magi, der kan opstå, når man med slidstærke sange møder publikum i øjenhøjde.
Jeg tog mig selv i flere gange at reflektere over, hvorvidt Justin Vernon egentlig er ved at træde i karakter som den nye Bruce Springsteen?
Ganske vist opildner han ikke publikum, og koncerten passerede da heller ikke tre timer. Men materialet er enormt stemningsskabende, og det fungerede aldeles virkningsfuldt i billedskønne Søndermarken torsdag aften. Det være sig både ‘Calgary’s sæbeboblende skrøbelighed og de stadionrock-klingende vibes, der karakteriserer ‘Hey, Ma’ og ‘Holocene’.
Associationen til ikonet fra New Jersey kommer sig også af, at Bon Ivers koncert i dén grad connectede med publikum. Foruden min koncertfælles udsagn i indledningen var det mærkbart, hvordan den talstærke og dybt henførte forsamling foran festivalens hovedscene tilkendegav deres begejstring.
Det ene jubelråb afløste det andet, og fællessangen gjaldede løs allerede fra åbningsnummeret ‘Heavenly Father’, som i øvrigt udmærkede sig med en groovy og dynamisk levering af bandet.
Gennem hele koncerten var der symbiose mellem Bon Iver og publikum, men det blev decideret gåsehudsfremkaldende, når stemningen lige blev taget et ekstra nøk op.
‘Flume’ og ‘Skinny Love’ antog nærmest karakter af en duet mellem Vernon og Syd for Solens publikum, og det forplantede sig i mig som et varigt koncertminde.
Som sagt var musikerne særdeles dynamiske. Deres samspil og forståelse for Vernons musikalske diversitet pustede liv og sjæl ind i bagkatalogets mere komplekse produktioner.
Således sænkede Matt McCaughans organiske trommespil sig som en støt stigende puls over den forvredne, bit-crush’ende elektronik i ’10 Deathbreast’, og keyboardspiller/guitarist Jenn Wasner leverede en indlevende vokalpræstation under ‘iMi’.
På samme måde skar den menneskelige nerve klart igennem i Vernons autotunede og harmonizer-glacerede vokal i ‘Jelmore’ og ‘715 Creeks’.
‘Naeem’ foldede det episke antræk helt ud, og sammen med et indlevende sax-moment i ’22 (Over Soon)’ og intimiteten i ‘RABi’ var det en virkningsfuld tretrinsraket, der udgjorde aftenens sidste varme musikalske omfavnelse.
En fuldendt forløsning på en noget nær fuldendt koncert.
Kort sagt:
Med lige dele intime elektroniske øjeblikke og stadionrock-klingende vibes skabte Bon Iver et dybt rørende fællesskab med et henført og begejstret publikum på Syd for Solens første dag.