Så kom norske Sigrid og gav os lige det, vi manglede på Smukfest
Sigrid Solbakk Raabe har ofte fortalt historien om, hvordan hun som 16-årig nægtede at spille andet end Adele-covers, indtil storebroren til sidst måtte nedlægge et decideret forbud mod den britiske balladedronning.
Slægtskabet med Adele skinner sjældent igennem i den norske popstjernes egen musik. Men særligt ét sted under hendes eftermiddagskoncert på Smukfest var inspirationen til at tage og føle på.
Øjeblikket indtraf under sangen ‘Dynamite’ – afslutningsnummeret og højdepunktet på debutalbummet ‘Sucker Punch’ – hvor det ellers så eklatante backingband pludselig forsvandt ud af syne.
Alene på Bøgescenen satte Sigrid sig ved klaveret. Det høje humør blev til lavmælt melankoli. Og så fulgte de mest rørende fire minutter på hele årets festival.
Nogle gange skal der ikke mere til end en simpel sjæler og en stor stemme for at skabe sand magi. Det har Adele forstået, og det har hendes norske superfan åbenbart også.
Resten af koncerten kørte i et helt andet gear. Sigrid spænede som en olympisk styrtløber fra den ene ende af scenen til den anden, mens hun begejstret adresserede publikum på sit syngende modersmål.
»Jeg håber, I forstår, hvis jeg snakker norsk«, bemærkede hun på et tidspunkt, men pointen var trængt igennem, om så hun havde snakket kinesisk: Hun var glad for at være her. Det var tydeligt.
Personligt var jeg også glad for, at hun kom, for unge, internationale navne som Sigrid har været i restordre på årets Smukfest. Det føltes som et friskt vindpust mellem træerne i Bøgeskoven.
I øvrigt var der sjældent en finger at sætte på hverken hendes brølende vokal eller bandets bombastiske synthpop, der i en live-setting viste sig at være langtfra lige så harmløs som i studieudgaverne.
‘Mine Right Now’ dunkede, som var det soundtracket til en Nicholas Winding Refn-film. Den tonstunge synthbas i ‘Strangers’ kørte publikum over som en snescooter. Det var Chvrches på lykkepiller.
Desværre var det ikke alle bandets satsninger, der lykkedes. Eksempelvis kammede ‘Never Mine’ fuldstændig over med en overgjort Van Halen-solo, der var for meget at bære for den ellers charmerende wakeup-call-ballade.
Desuden blev det i løbet af koncerten også ærgerligt tydeligt, at Sigrids største hits langt hen ad vejen også er hendes bedste sange.
Nordmanden genopfinder ikke ligefrem poppen, og det gør såmænd ingenting, så længe man kan skrive fængende omkvæd a la ‘Bad Life’ og gennembruddet ‘Don’t Kill My Vibe’. Det kan Sigrid bare ikke hver gang.
Ikke desto mindre strålede disse hits i Bøgeskoven, og det samme gjorde Sigrid selv. Akkurat som kun en spirrende popstjerne kan gøre det.
Det var lige det, årets Smukfest stod og manglede.
Kort sagt:
Sigrids energiske popfejring faldt på et tørt sted på årets Smukfest, der ellers ikke ligefrem har væltet sig i unge, internationale stjerner.