Fællessang og klokkeklar vokal: Sigrid skabte euforisk stemning på Roskilde Festival

Der var nærmest dømt hjemmebanestemning, da Sigrid trådte ind på Arena. Det stod i hvert fald hurtigt klart, at såvel danskerne som de mange nordmænd, der var mødt op for at støtte landsfællen, tog hende til sig uden tøven. Her var simpelthen tale om en fælles skandinavisk stolthed.

Der er ingen tvivl om, at det særligt var de store hits fra Sigrids debutplade ’Suckerpunch’, der gav anledning til mest fællessang, hop og taktfast klappen. Særligt på ’Don’t Kill My Vibe’ og ’Strangers’ var der euforisk stemning i det varme telt.

Flere numre fra det seneste album ’How to Let Go’, blev dog også leveret med stort overskud fra en bundcharmerende og energisk Sigrid. Særligt på åbningsnummeret ’It Gets Dark’ og senere ’Risk of Getting Hurt’ fik nordmandens klokkeklare vokal mulighed for at boltre sig over det storladne rockomkvæd.  

Desværre druknede Sigrids ellers så rene stemme ofte i et bastungt og mudret lydbillede. Det lød simpelthen, som om hendes vokal var længere væk i mixet end hendes band.

Det fik hun dog rodet bod på, da hun satte sig ved klaveret alene og lod sit instrument få velfortjent plads på ’Home To You’ og ’Dynamite’.

Her beviste hun, at ballader ikke behøver være indadvendte – de kan også leveres med et smil på læben som i den senere ’Bad Life’, hvor linjen »It’s not a bad life, just a bad day« cementerede nordmandens ukuelige optimisme.

Koncerten var generelt en smule balladetung, ikke mindst da den ellers smukke ’Grow’ blev indskudt efter kæmpehittet ’Strangers’, og inden slutspurten blev sat ind med ’I Don’t Feel Like Crying’. Det var dog hurtigt glemt, og da selvkærlighedshymnen ’Mirror’ afsluttede koncerten, var det tydeligt, at kærligheden mellem publikum og Sigrid var gensidig.