Den seneste måneds tid har internettet fornøjet sig med at dyrke en konspirationsteori om, at Timothée Chalamet skulle gemme sig bag den maskerede britiske rapper EsDeeKid.
Hollywood-stjernen selv har spillet med på rygtet ved hverken at be- eller afkræfte historien. »Alt vil blive afsløret i rette tid«, sagde han i sidste uge.
Den ‘afsløring’ kommer nu på bedst tænkelige vis. For EsDeeKid og Chalamet har simpelthen lavet en sang sammen, inklusive en musikvideo, hvor de optræder side om side.
Her er tale om et remix af EsDeeKids hit ‘4 Raws’, hvor Chalamet leverer et nyt vers – og gør det solidt!
Undervejs refererer han både til sit rap-alterego fra highschool-dagene (»Timmy Tim ’bout thirty«) og til sin velhavende kæreste Kylie Jenner (»Girl got a billion«).
Han peger selvfølgelig også på nogle af sine film i form af ‘Dune’, ‘The King’ og den kommende ‘Marty Supreme’: »Live on Arrakis, it’s in Mordor / I look like the king with my sword drawn / It’s that Marty Supreme in the four raws«, rapper han.
Dermed føjer Hollywood-stjernen endnu et kapitel til den omfangsrige og geniale promovering af bordtennisfilmen, som Josh Safdie (‘Uncut Gems’) har instrueret.
EsDeeKid spiller sin første danske koncert til sommer, når han lægger vejen forbi Roskilde Festival.
