EsDeeKid var som en sektleder, der dirigerede et dæmonisk ritual i Poolen

KONCERT. Hvis du synes, at Poolens scene er en smule for lavt placeret, var det ikke et problem fredag aften.
For da en af tidens mest hypede britiske rapstjerner gjorde sin entré i den tidligere lagerhal på Refshaleøen, var han ikke i nærheden af scenegulvet. EsDeeKid var oppe under loftet.
Den middelalderlige borgkonstruktion fra hans Roskilde Festival-show i sommer var skiftet ud med et stort, gråt spøgelseshus, som fyldte hele scenen. Omgivet af hidsige blinklys og blege projektioner på facaden trådte hovedpersonen frem på taget til tonerne af ‘Rottweiler’.
Siden det internationale gennembrud sidste år med debutmixtapet ‘Rebel’ har den maskerede Liverpool-rapper dyrket mystikken omkring sin person. Han gjorde klogt i også at fastholde distancen ved koncertens begyndelse, for afstanden gjorde ham bare endnu mere fascinerende.
Under sin sorte hætte lignede han en dyster sektleder, der dirigerede et dæmonisk ritual, og de mange fremstrakte mobilskærme blandt skaren af loyale følgere lyste op som fakler i et optog. Det var et højdramatisk syn, og den intense energi kulminerede ikke overraskende i store moshpits på gulvet.

Den særegne, kantede scouse-dialekt skar igennem fra EsDeeKids første, nærmest gruopvækkende brøl. Dog fremstod hans røst mere hæs og dyb end den skarpe levering, man kender fra de indspillede numre.
Dem kunne man hele tiden høre under live-vokalen. Det er en etableret norm til internationale rapkoncerter af den nye, bastunge skole, at man prioriterer højenergiske udråb over fuldendte bars. Den fælde faldt EsDeeKid også i løbende, særligt når han kom til numrenes anden halvdel.
Til gengæld havde han godt styr på dramaturgien til showet. En håndfuld udvalgte sange blev bygget op med stemningsfulde instrumentalstykker, der gjorde dem længere end de afsindigt korte studieversioner (mange varer under to minutter).
Det gav selvfølgelig de forreste publikummer mulighed for at åbne flere moshpits, men skabte også velkommen plads til at udfolde det atmosfæriske udtryk bag EsDeeKids hårde, distortede trap-beats. Poolens overraskende nuancerige lydsystem var her en vigtig medspiller.


EsDeeKid formåede også at bygge spændingen op gennem scenografien. For langsomt, én etage af gangen, nærmede han sig scenegulvet.
Efter at have fremført otte nyere bangers – herunder hittet ‘4 Raws’ og de seneste singler, ‘Bandit’ og ‘Rockwave’ – bevægede han sig ned til førstesalen. Med benene hængende ud af et vindue spillede han den mere downtempo ‘Prague’ og en håndfuld ældre (det vil sige maks tre år gamle) deepcuts til alle »day ones« blandt publikum.
Da han under ‘Cali Man’ nåede til stueetagen, var han ikke længere alene. For han kom ud af hoveddøren i selskab af den hyppige samarbejdspartner Rico Ace, som stod for sangens andet vers og blev hængende til ‘Phantom’.
Faktisk endte kollegaen med helt at overtage showet for en stund. Mens EsDeeKid forsvandt fra scenen, lånte Rico Ace platformen på hustaget til at spille en håndfuld af sine egne numre, herunder ‘Malibu’, ‘Oh No’ og ‘Gettin’ It In’.

Selvom han fulgte de moshpit-lystne publikummers eksempel og selv smed trøjen, udviste Rico Ace ikke samme sikkerhed på scenen som sin makker – særligt ikke på mikrofonen.
Men gæsteoptrædenen tilføjede alligevel koncerten den rette dynamik, som EsDeeKids relativt enstrengede musik, trods sine åbenlyse kvaliteter, godt kan bruge for at holde showet kørende i en time.
Alligevel nåede EsDeeKid at løbe tør for sange fra bagkataloget. Koncerten blev derfor rundet af med ikke bare én, men tre gengangere i form af ‘Century’, ‘Phantom’ og ‘Bandit’. Med sin herligt skurkagtige karisma havde værten dog ingen problemer med at overtale publikum til genhør.
Kort sagt:
EsDeeKid dyrkede langt hen ad vejen mystikken til sin højdramatiske koncert i Poolen, hvor både en gennemført spøgelseshus-scenografi og en mere gennemsnitlig gæsterapper bidrog til at holde showet tilpas dynamisk.