»Fuck, jeg har aldrig før været så tæt på døden« EsDeeKid ledte Roskilde Festival til slagmarken

KONCERT. Scenen var udsmykket som en middelalderlig borg med store, farligt udseende gargoiler og et forsvarsværn af tårne med skydeskår.

EsDeeKid danner fortrop i en ny garde af unge, britiske rappere, der lige nu former deres helt egen niche i tidens hiphoplandskab, men når det kommer til sin æstetik, er han lidt af en arkæolog.

»We’re takin’ it all, we’re the Romans« lyder det på dette års ’Omens’. EsDeeKid er tilsyneladende en af de få personer, hvis såkaldte roman empire faktisk er Romerriget.

Mit eget har derimod længe været EsDeeKids Liverpool-dialekt, der indhyller hans stemme som en rustning og spidder hvert et ord som en lanse. »I’m Paul McCartney«, rapper han på ’5 AM’, men selv den tidligere Beatle, Liverpools ukronede konge, må se misundeligt til, når EsDeeKid på samme sang udtaler ordet »movie«.

Jeg forestiller mig, at paniske lingvister river sig i håret i forsøget på at få fonetikken i hans udtale til at passe ind i en vokaltrapez.

EsDeeKid er måske nok konstant maskeret, men stemmen ville til hver en tid afsløre ham. Den er ikke kun særpræget, men også dybt musikalsk. Det bedste ved hans musik er den kølige elegance, som holder til de mest hæsblæsende flows. På plade i hvert fald.

Hvis der var én ting, der ærgrede mig ved hans Roskilde-koncert, var det hans tendens til at give køb på sin tilbagelænede ro til fordel for en noget råbende, aggressiv stemmeføring, der – når den kunne høres gennem backtracket – nærmede sig en Playboi Carti-klingende hæshed.

Den tjente ikke musikken, men var til gengæld ekstremt effektiv, når det kom til at kommandere masserne udi stadig mere ekstatiske energiudladninger.

Ikke at det var nødvendigt. 30 sekunder inde i koncerten havde den første moshpit allerede åbnet sig, mens øl, håndtegn og t-shirts fløj gennem luften. Stille og roligt måtte flere af de unge riddere kapitulere og trække sig ud af det kvælende varme Arena-telt. Nogle med næseblod, en enkelt ligefrem haltende.

Et øjeblik nåede jeg at tænke, at jeg befandt mig i et habitat specifikt tilegnet testosteronfyldte unge mænd – fanget som jeg var i en klynge af svedige fyre i bar overkrop, som udførte en slags ’Fight Club’-lignende ritual – men spejdede jeg rundt, så jeg grupper af veninder, der var mindst lige så begejstrede.

På et tidspunkt kom en unge kvinde iført studenterhue hen til mig og fortalte, at hun havde mistet sine venner i moshpitten. »Og mine sko«, sagde hun glad og pegede ned på sine nøgne tærer, inden hun grinende hoppede ind i krigszonen igen.

Denne energi er det, jeg primært tager med mig fra en koncert, der gjorde større indtryk i kraft af sin voldsomme fysikalitet, end den gjorde musikalsk.

I modsætning til sin eksperimenterende kollega Fakemink har EsDeeKid endnu ikke udviklet en lyd, der er lige så interessant som hans stemme.

Signatursangen ’4Raws’ er en unægtelig banger, ’Mist’ rammer noget særligt med sine tunge staccato-rytmer, og førnævnte ’Omens’ går et nyt sted hen med skingre, horror-klingende synthesizere, men langt hen ad vejen er hans meget korte sange karakteriseret ved ret ordinære trap-produktioner og en lidt ensformig tilgang til flow, melodi og tempo.

En større grad af variation havde klædt koncerten. Det ændrer dog ikke på, at energien i momenter var nærmest magisk at være en del af. »Fuck, jeg har aldrig før været så tæt på døden«, råbte en ung kvinde til sine veninder, da koncerten var slut.

Som de vidste i Romerriget, hvor man byggede store amfiteatre til formålet, kan døden være utroligt dragende at være tæt på. Jeg tror ikke, nogen ville sige nej til endnu en tur i EsDeeKids arena.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.