KOMMENTAR. Filmen ’The Menu’ handler (meget forsimplet) om en kok, der går amok. Han er ved at kokkerere verdens mest avancerede, konceptuelle middag, Michelin-måltidet to rule them all, da alt går op i kokkehat og briller, og til sidst (spoiler) ender han med at lave en cheeseburger.
Lidt det samme er tilsyneladende sket for Heartland.
For mens alt på overfladen var lige så lækkert som altid på årets festival – og talkprogrammet var stærkt som sjældent før – havde der sneget sig et par musikalske McDonald’s-navne ind øverst på musikprogrammet.
Den fynske festival har været musikbegivenhedernes Michelin-restaurant: Hvis ’Successionen’-familien skulle tage på festival, ville de tage ud til Egeskov Slot, spise Gasolin-burgere og drikke naturvin. Af ægte vinglas, som Andreas Odbjerg målløst bemærkede fra scenen under sin koncert. »Skål i naturvin. Det kunne jeg ikke sige i Skive, for så ville folk kaste øl efter mig«, lød det kækt og kærligt.
Heartland har siden starten markeret sig med ikke kun musik, men også med kunst, talks og kulturoplevelser.
Således også i år: Navne som Nick Cave og Bret Easton Ellis var imponerende bookinger på snakkefronten. Sidstnævnte leverede for alle pengene med en svada mod identitetspolitik, der kunne få ham cancelled op til flere gange, hvis ikke lige den amerikanske forfatter var immun over for den slags.
Men noget var anderledes i 2023. Musikprogrammet havde nemlig forbløffende få navne, der for alvor føltes som fremsynede bookinger.
Sikre kort
I år var der ingen Caroline Polachek, Solange eller Grimes til at udfordre festivalgæsterne. I stedet gik Heartland efter nostalgifaktoren med Robbie Williams, Jack Johnson, Sting og The Cardigans. Navne, der spiller på notalgien hos festivalens mestendels ældre publikum (en Heartland-gæst er gennemsnitligt 38 år gammel).
På samme måde som cheeseburgeren i ’The Menu’ dufter og smager af barndom og tryghed, kildede musikprogrammet ganen med nostalgiens bittersøde smag. Nostalgi er som bekendt sammensat af de græske ord for hjemrejse og smerte. Det er en potent kombi.
Det er samtidig også lidt af en genvej, en snydekode, til at tiltrække og forføre festivalpublikummet. I ’Sopranos’ siger Tony på et tidspunkt, at »Kan du huske dengang…« er den laveste måde at starte en samtale på. Sådan er det også, lidt hårdt sagt, med nostalgibookinger.
De er den nemmeste taktik. Og de er netop det modsatte af de fremsynede, udfordrende bookinger, Heartland oprindelig slog sig op på.
Resultatet var, at Heartland i år føltes lidt som en blanding af Louisianas litteraturfestival og Smukfest. Et spøjst miks af noget ekstremt finkulturelt og noget megafolkeligt. Storpolitik og tidsånd til forret til de tidlige talks, fastfoodmusik med Nik & Jay til hovedret.
Eller, det vil sige, helt så skarpt skåret op var det måske ikke, for med undtagelse af lige netop Nik & Jay var de danske musikbookinger faktisk meget mere i tråd med Heartlands oprindelige profil end de internationale.
Reddet af danskere
De større navne talte stærke livenavne som The Minds of 99 og Mø. Sidstnævnte formåede at skabe noget specielt ved at spille de nye sange fra ’Motordrome’ indhyllet i røg på Highland-scenen. Det føltes næsten lidt som en undergrundskoncert.
Kind Mod Kind, Zar Paulo, Melodi Ghazal, Emma Sehested Høeg og Afskum er alle eksempler på helt nye kunstnere, der er på nippet til noget stort.
Afskum brølede sin smerte ud på den idylliske Diorama-scene. Det var kældermusik midt i en skov i aftensolen. Alligevel var han millimeter fra at få publikum til at moshe. På Heartland.
I sidste ende var det – selv for en person, der savnede nogle flere musikalske delikatesser – svært for alvor at være sur på Heartland.
Det er festivalen for smuk og for lækker til. Der er stort set aldrig kø til noget (minus de ekstremt populære kaffeboder og Gasoline Grill ved 18-tiden).
Glassene er vitterligt af glas. Solen skinnede nonstop. Slottet er flot. Alt smager og dufter bedre. Ingen pisser på hegnet. Alle sorterer skrald. Verden hænger sammen. På Heartland er græsset ikke grønnere på den anden side, Heartland er den anden side.
Og så er det jo ikke, fordi hovednavnene var dårlige bookinger, bare fordi de var uinspirerede.
Robbie Williams leverede en fantastisk underholdende lukkekoncert med masser af selvironi, humor og glimt i øjet. På et tidspunkt sang han den amerikanske nationalsang til et billede af sin egen unge røv. Det var en fest.
En kalkuleret beslutning
Det ligner mest af alt, at Heartland har vurderet, at et par store trækplastre var nødvendige for at sikre et solidt antal gæster. Den kalkule er de ikke alene om: Tinderbox booker ikke længere folk som Lana Del Rey eller Billie Eilish, men går efter sikre hits med Black Eyed Peas og Maroon 5. (Black Eyed Peas har for nylig aflyst.)
NorthSide har også (i hvert fald for nu) droppet tidligere tiders smagsdommer-bookinger, og fokuseret på brede, sikre navne. Det er svært ikke at spekulere i, om det er corona-senfølger der gør, at festivaler prioriterer trækplastre og sikre bookinger fremfor at satse på nye, udfordrende navne.
»Måske vil festivalen faktisk hellere være en folkesamlende lokalfest for Aarhus og omegn, end den vil være en højtbesunget indie-festival, der lokker folk til fra hele landet«, skrev Soundvenues Malthe Hjort for nylig om NorthSide.
Noget lignende kunne man skrive om Heartland.
De kender tydeligvis deres publikum – i år har der været rekordmange besøgende. Men før var det ikke nok blot at kende sit publikum. Før ville Heartland også udfordre dem.
Den del af ligningen er ved at gå lidt tabt på musikfronten. Her serverer Michelin-festivalen musikalske cheeseburgere.