For nylig gennemgik jeg alle det 21. århundredes Roskilde-lineups. Dette gjorde jeg for at skrive en top fem over de bedste af slagsen.
Alle Roskilde Festivals programmer siden årtusindskiftet sidder derfor mere eller mindre lagret i min bevidsthed, hvilket – hvis jeg selv må sige det – har klædt mig ret godt på til at vurdere årets bookinger.
Så det har jeg kastet mig ud i her!
Da jeg lavede førnævnte rangering over Roskilde-lineups, målte jeg primært ud fra to parametre: Hvor stærke headlinerne var, og hvor fremadsynede programmerne viste sig at være.
De samme parametre gælder for denne artikel, men dog med fokus på hvor tidssvarende programmet er, rettere end hvor fremadsynet det er – jeg tør trods alt ikke skråsikkert erklære, hvilke af de mindre navne, der har den lyseste fremtid.
Lad os springe ud i det.
Hvor stærke er headlinerne?
Kendrick Lamar er den helt store headliner i år. Efter et spektakulært show i Royal Arena, er det en no brainer at erklære, at han er en fænomenal booking.
Lil Nas X og Lizzo er begge virkelig aktuelle kunstnere, der de seneste par år har været med til at definere tendenser i populærmusik, begge ved at operere i krydsfeltet mellem hiphop og mainstreampop.
Især Lil Nas X, der aldrig har spillet i Danmark, får tommel op herfra. Lizzo imponerede ikke så meget til sin nylige Royal Arena-koncert, men hun er afgjort af headliner-format.
Vi bliver også lovet en nattekoncert fra Burna Boy på Orange. Han er skam et gigantisk navn på et globalt plan, og han er afgjort en stærk booking. Men er han populær nok i Danmark til at have headlinerstatus?
Det håber jeg, men jeg er nervøs for, at hans fanskare ikke ligefrem er dem, der har bevirket, at festivalen forventes udsolgt.
Jeg må indrømme, at jeg har samme bekymring omkring indiepop-sangsmeden Christine and the Queens, selv om jeg er stor fan. Igen, utvivlsomt en stærk booking, især i lyset af hans seneste Roskilde-visit, men er han headliner-stof? Er primetime-Orange ikke en lige lovlig stor mundfuld?
Vi har på papiret to rigtig gode veteran-bookinger til at repræsentere rocken i toppen af plakaten.
Damon Albarn og Blur kommer med garanti til at skabe en stor fest på Orange Scene. Og at placere Queens of The Stone Age på den lidt mindre Arena-scene er et rigtig godt valg – det tjener klart deres musik bedre, og de fungerer stadig som trækplaster.
Hvad gælder headlinere på Arena har vi også Rosalía – en fænomenal booking, der næppe kunne være placeret bedre.
Og ved hendes side Latto – en god hiphopbooking, som dog ikke føles som en ægte headliner. Snarere som en tilføjelse til rækken af solide mellemlagsbookinger som J.I.D, Denzel Curry, Busta Rhymes eller Central Cee.
Hovednavnene er altså lidt af en blandet landhandel.
Kvaliteten af de individuelle bookinger er der ikke noget i vejen med – men der er godt nok mange af dem, der føles mere som glorificerede sub-headlinere end som deciderede topnavne.
Er programmet tidssvarende?
Det korte svar er et rungende ja.
Som sagt er der lige to store rocknavne, der bringer anciennitet i toppen af plakaten. Men tiden, hvor rockdinosaurerne definerede Roskilde, er for længst forbi.
Der er nogle få navne med mange år på bagen hist og her. Busta Rhymes kommer forbi som vores alles hyggelige 90’er-hiphop-onkel, og i det tungere segment er pothovederne i Electric Wizard og hardcore-lømlerne i Lock Up også erfarne herrer. Og ørkenrock-kollektivet Tinariwens rødder strækker sig helt tilbage til 1979 – to år før Angelique Kidjos debutalbum.
Men den slags navne er undtagelserne. Stort set uanset hvilken scene, vi zoomer ind på, er der et rigtig godt udpluk af, hvad der rører sig lige nu.
Vi kan starte med hiphoppen. Kendrick er toppen af kransekagen lige nu, og omkring ham er nogle af de navne, der definerer genren allermest for tiden: J.I.D, Yung Lean, Central Cee, GloRilla 070 Shake, Loyle Carner, Ivorian Doll – og fra undergrunden navne som Billy Woods, Armand Hammer, Backxwash, Villano Antillano og Wu-Lu.
Indierocken fylder ikke det store, men de navne, der er der, er dem, der virkelig tegner lydbilledet lige nu: Dry Cleanings deadpan spoken word-skramlen, Sorrys humoristiske depressionssange, Leenalchis koreanske innovation, Indigo De Souzas lo-fi nervesammenbrud og Japanese Breakfasts selvbiografiske melodiunivers.
Den tunge musik står også stærkt: Metal-navnene er innovative. Se på hvordan Soul Glo integrerer hiphop, hvordan Code Orange implementerer pop, hvordan Lorna Shore leger med dynamik, og hvordan Chat Pile voldeligt smadrer dine forestillinger om, hvordan tung musik skal lyde.
På popfronten er Roskilde atter godt med. Rina Sawayama og Caroline Polachek er definerende for en ny type anti-popstjerne, Piri og Jockstrap er eksempler på TikTok-generationens gentænkning af popgenren, og hvis man vil have sin pop i klassisk format, er der navne som Tove Lo og Léon.
Den hastigt voksende afrobeats-genre kunne næppe stå bedre, når Burna Boy står side om side med Rema og Adekunle Gold. To navne er også booket for at sprede den sydafrikanske house-genre amapiano, nemlig TxC og Uncle Waffles.
R’n’b måtte gerne være bedre repræsenteret, når genren er midt i en guldalder, men de få navne vi har, er så også klasseeksempler på tidens opblomstring: Yaya Bey, Sudan Archives, Greentea Peng.
Efter at vi har haft sure miner over opvarmningsprogrammets udbud af elektronisk musik, bugner hovedprogrammet med det – højdepunkter tæller Hudson Mohawke, Two Shell, Perturbator og en hel nat på Apollo dedikeret til kollektivet Fast Forward, der er et København-baseret pladeselskab og bookingbureau.
Hvor stærk er plakaten så i forhold til tidligere år? Hverken helt i top eller helt i bund – fire ud af seks stjerner, hvis man skulle kaste sig ud i en karakter.
Headlinerniveauet er svingende, men der masser af guf i bunden. Hvis man vil vide, hvad der rører sig i forskellige afkroge af musikkens verden lige nu, er Roskilde-plakaten et perfekt sted at lede. Plakaten er ligesom en pladekontrakt: Man skal huske at læse det, der står med småt.
Læs mere af Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.