Tiden er over os. Roskilde-tiden. I år er der alt fra Kendrick Lamar til Rosalía på plakaten.
Men hvilke plakater har egentlig været bedst gennem tiden? Vi har dykket ned i alle programmerne siden årtusindskiftet for at finde de bedste i nyere tid. Dog uden at medregne årets plakat.
Vi har dømt efter to primære parametre.
Først hvor stærke headlinerne var – især med henblik på, hvor stærkt kunstnerne stod i deres karriere i årene omkring deres optræden på festivalen.
Dernæst hvor fremadsynede programmerne var – om Roskilde bookede nogle acts før deres helt store gennembrud.
Vi vil dog understrege, at der er én ting, vi ikke dømmer ud fra: Nemlig hvor gode koncerterne endte med at være. Hvis vi eksempelvis skulle dømme 2022-plakaten, ville vi ikke regne The Strokes’ Orange-koncert som det katastrofale makværk, det endte med at være, men som et af de sidste 20 års bedste rockbands booket i kølvandet på et stærkt comeback-album.
Den dårlige koncert er her bandets skyld, ikke bookingteamets – og det er bookingteamets indsatser, denne liste går ud på at hylde.
Med alt dette in mente har vi undersøgt samtlige Roskilde-programmer fra 2001 og frem og vurderet, at disse fem plakater repræsenterer det bedste, Roskilde Festival har præsteret.
I rangeret rækkefølge starter vi med…
5. 2014
Headlinerne:
Roskilde har længe yndet at booke nogle bredt appellerende, let genkendelige veteraner, og mange af dem er i fast rotation: The Cure, Neil Young, Bob Dylan, Nick Cave. 2014-plakaten udmærker sig ved, at legenderne ikke er de vanlige gentagelser.
The Rolling Stones var forbi for første gang i 38 år, og bookinger af navne som Outkast og Stevie Wonder viste, at legende-pladserne i toppen af plakaten ikke længere behøvede at være rocknavne.
I 2014 sigtede Roskilde også i stigende grad efter hitlistepoppen, efter Rihanna havde været der i 2013. Der blev derfor gjort plads til en gigantisk dansefest fra Major Lazer og en opsigtsvækkende booking af Drake.
Sidstnævnte endte dog med at aflyse og blev erstattet af Jack White. Han viste sammen med Arctic Monkeys (direkte efter succesen ‘AM’), at rock i headliner-format stadig levede i bedste velgående. På den elektroniske front diskede Trentemøller op med en natkoncert på Orange.
Største headliner-scoop: Vi ville nok sige Drake, hvis han ikke havde aflyst. I stedet giver vi den til Stevie Wonder – en legendarisk kunstner, der aldrig havde været på Roskilde før.
Fremsynethed:
Avalon-teltet bød på en lang række navne, der i dag ville være placeret på Arena eller endda Orange: Earl Sweatshirt, Warpaint, Pusha T, Future Islands og Chance the Rapper, der dog endte med at aflyse i sidste øjeblik.
Julia Holter fik den lille Gloria-lade – sidenhen har hun udgivet mesterværkerne ‘Have You In My Wilderness’ og ‘Aviary’. Haim og Mø var ganske vist allerede i 2014 store nok til Arena, men de blev endnu mere populære de efterfølgende år.
Selv opvarmningsdagene bød på adskillige vækstlagsnavne, der stadig fylder meget i dag: The Minds of 99, Blaue Blume, Karl William og Sivas, bare for at nævne de største.
Mest fremsynede booking: Det bliver ikke vildere end klub-r’n’b-vidunderet Kelela, der spillede på Pavillion kun med ét mixtape ude. Tre år skulle der gå, før hun albumdebuterede med nyklassikeren ‘Take Me Apart’.
4. 2003
Headlinerne:
I årene efter ulykken i år 2000 var der ikke mange store, tidssvarende stjerner på toppen af plakaten. I 2001 hed det oldies som Nick Cave, Bob Dylan, Neil Young og en amputeret udgave af Guns N’ Roses, og i 2002 var toppen af plakaten decideret tynd med Manu Chao, Garbage og Travis blandt headlinerne.
I 2003 var Roskilde dog tilbage på toppen. Coldplay kom på Orange Scene med det storhittende ‘A Rush of Blood to the Head’ under armen, og ved deres side var et af tidens stærkeste nye rockbands, Queens of the Stone Age.
Blur og Massive Attack var stadig i (slutningen af) deres storhedstid, og hvis man var mere nostalgisk anlagt, var to af 80’ernes bedste metalgrupper også at finde på plakaten, nemlig Iron Maiden og Metallica.
Læg dertil Depeche Mode-frontmand Dave Gahan, der i 2003 indledte en solokarriere, og Smashing Pumpkins-maestro Billy Corgan, der gæstede med sin kortlivede supergruppe Zwan.
På hiphopfronten var der stærke navne i form af De La Soul og Nas (der dog måtte aflyse) samt Malk De Koijn i deres storhedstid.
Største headliner-scoop: Björk tager klart førstepladsen her. Hun var dengang aktuel med karrierens muligvis største mesterværk, nemlig ‘Vespertine’.
Fremsynethed:
Det lille Pavilion-telt blev indviet af en spæd newyorker-trio ved navn Interpol, og de næste par dage blev den håndteret af blandt andre Suspekt, Little Brother og The Kills.
Metropol blev blandt andet indtaget af den nye engelske hiphopsensation The Streets, og på Arena kunne man opleve kollektivet The Polyphonic Spree, der netop havde fået en ung St. Vincent som medlem.
Mest fremsynede booking: El-P er svær at overgå her. Dengang var han et spirende navn med en unik lyd, og i dag spiller han for kæmpemæssige crowds som den ene halvdel af Run The Jewels.
3. 2015
Headlinerne:
Lad os lige få de sure miner ud af verden først: Muse anno makværket ‘Drones’ er virkelig ikke noget at råbe hurra for. Men derudover er 2015-plakaten dog spækket med guf.
Disclosure var klar med kæmpemæssig dansefest, mens Florence and the Machine stod for den store indiepop-opvisning.
Pharrell Williams havde hatten fyldt med hits, og selvom Nicki Minaj af uransalige årsager ikke stod med headliner-skrift, kan vi ikke udelade hende her. Post-Rihanna-revolutionen kunne mærkes på det flersidige program.
Hvis Rolling Stones i 2014 ikke var stort nok, så kom selveste Sir Paul McCartney i 2015 som det helt store generationssamlende trækplaster.
Største headliner-scoop: Det er altid fedt at have Kendrick Lamar på plakaten, men det er ekstra fedt, når han lige har udgivet karrierens største mesterværk, ‘To Pimp a Butterfly’.
Fremsynethed:
Allerede fra opvarmningsdagene var der bookinger, der sidenhen er blevet meget større: Lord Siva, Molo, Kwamie Liv, Benal og Erika De Casiers daværende band, Saint Cava.
Men hoveddagene er mindst lige så fremadsynede. The Minds of 99 som velvalgt Orange-åbner. Father John Misty og Jungle i relativt intime rammer på Avalon. To fremadstormene queer singer/songwriters i form af Ezra Furman på Gloria og Perfume Genius på Pavilion. The War On Drugs og Run The Jewels, som kun er blevet større.
Navne som Young Fathers, Kae Tempest, Kaytranada og Jamie xx satte ild til den elektronisk orienterede Apollo-scene. Sidstnævnte ville nok kunne skabe årets Orange-fest, hvis han blev inviteret tilbage.
Mest fremsynede booking: De færreste havde nok forudset, hvilken force King Gizzard and the Lizard Wizard ville blive i årene efter deres Pavilion-koncert. De australske syrehoveder er velsagtens blevet generationens definerende kultband.
2. 2009
Headlinerne:
Vi har nogle gamle kendinge i toppen – Nick Cave and the Bad Seeds, Pet Shop Boys og Slipknot var efterhånden hyppige Roskilde-gæster, der alle har for vane for at give kanongode shows.
Oasis, Coldplay og Faith No More fuldendte den tunge top af plakaten.
Til gengæld havde Trentemøller stadig kun ét album ude, men han blev betroet en Orange-nattefest på åbningsdagen efter at have opbygget sig et omdømme som en af elektronisk musiks største liveoplevelser.
Roskilde sørgede også for at give danskerne mulighed for at opleve mørkemesteren Trent Reznor og Nine Inch Nails.
Lil Wayne var booket i en tid, da han stadig med god grund kaldte sig for the best rapper alive – en perfekt timet booking, der desværre endte med en aflysning.
Til gengæld kom en af tidens andre definerende rappere til Roskilde.
Største headliner-scoop: Kanye West havde i 2006 givet en af festivalens mest roste hiphop-koncerter, og i 2008 udgav han det epokegørende album ‘808s and Heartbreak’. Han var på det tidspunkt en af verdens bedste og vigtigste kunstnere, så han var intet mindre end en perfekt booking.
Fremsynethed:
Cosmopol blev gæstet af de spirende dj-navne Major Lazer og Deadmau5 – begge ville senere få Orange. På Odeon var unge udgaver af rockgrupperne White Lies, Gojira og The Gaslight Anthem klar.
Selv blandt Arena-navnene var der acts, der stadig ville få endnu mere popularitet de efterfølgende år. Fleet Foxes og Fever Ray er nok topscorerne i dette felt.
Mest fremsynede booking: St. Vincent på Astoria – endda samtidig med Kanye West på Orange – må klart få prisen her. Siden dengang har artrock-ekvilibristen gendefineret sig selv med det ene fremragende album efter det andet.
1. 2017
Headlinerne:
De elektroniske sværvægtere brillerede i 2017. Forenende house-fest med Justice! Back-to-back-shows fra den tyske IDM-duo Modeselektor og deres supergruppe Moderat! Danske Trentemøller booket til endnu en headliner-koncert, denne gang på Arena!
Okay, men vi skal også have den store samlende popkoncert og ditto rockbrag. Der smider vi lige The Weeknd og Foo Fighters ind i puljen. På indiefronten var Arcade Fire tilbage.
Hvad med det helt aktuelle Orange-band, der netop har udgivet et mesterligt album? Dreampop-trioen The xx var klar med sangene fra det stærke album ‘I See You’.
Hvis ikke de havde aflyst, havde vi årets nok bedste booking med hiphoplegenderne i A Tribe Called Quest. De ville kunne præstere med både mangt en 90’er-klassiker og med sange fra deres 2016-comeback ‘We got it from Here… Thank You 4 Your Service’. Nå, men Ice Cube var alligevel en velvalgt erstatning, der havde et næsten lige så stærkt bagkatalog.
Der er også nogle vilde Orange/Arena-navne, der ret beset ikke var markeret som headlinere, men hvor vi stadig ikke kan få armene ned.
Lorde lige efter hovedværket ‘Melodrama’! Father John Misty på Orange med Sjællands Symfoniorkester! Og et gigantisk show fra Den Sorte Skole, der ville blande teater, gæsteparade og dj-kundskaber i én koncert!
Største headliner-scoop: Solange gæstede Roskilde med albummet ‘A Seat at the Table’, der stadig syv år senere står som et af neosoul-genrens store mesterværker.
Fremsynethed:
I opvarmningsdagene kunne man opleve navne som Barselona, Artigeardit, DC og Noah Carter – og lørdag blev festivalen endda åbnet med en showcase for Jersey Club-genren, der seks år senere er blevet tidens mest trendy lyd.
Hoveddagene er også vilde. Apollo havde et hiphopprogram med blandt andre Princess Nokia, Noname og Playboi Carti. Sidstnævnte var endda erstatning for åndsfællen Lil Uzi Vert.
På Pavillion var der spændende nye rocknavne som engelske Shame, svenske Viagra Boys og amerikanske Show Me The Body.
Alex Cameron har i årene siden festivalen charmeret sig dybt ind i vores hjerter og kan i dag sælge Store Vega ud. Dengang fik han den lille Gloria-lade. Og hvis hun ikke havde aflyst, havde man kunnet opleve selveste Weyes Blood samme sted.
Mest fremsynede booking: Pavilion-åbnerne Idles må tage førstepladsen. Deres arrige, men også kærlige protest-postpunk har fanget mangt en rocklytters hjerter i årene siden den koncert.
Bonus: 2020
Headlinerne:
Vi følte ikke, vi kunne være det bekendt at medregne en festival, der ikke blev afholdt. Men fuck, den 2020-plakat sender stadig FOMO ned gennem rygraden.
Jovist, vi endte med at få meget af det i 2022: The Strokes, Haim, Thomas Helmig, Kacey Musgraves, Tyler the Creator og Thom Yorke – sidstnævnte dog med The Smile i stedet for en solokoncert.
Men de 2020-headliners, der ikke vendte tilbage, savnede vi meget. Kendrick Lamar som årets store hiphopbooking. FKA Twigs som et r’n’b-navn, der kunne løfte arven fra Solange på Arena.
Største headliner-scoop: Taylor Swift var dog helt klart det, vi savnede mest. Det ville endda have været hendes første koncert i Danmark – noget, vi stadig har til gode.
Fremsynethed:
Opvarmningsprogrammet talte navne som Ganger, Erika De Casier, Joyce, Tessa og Jung. De kan alle samle rimelig store crowds i dag, og flere af dem blev booket til hovedprogrammet i 2022.
Apollos hiphopprogram var også noget for sig: Slowthai, Rico Nasty, Dave, IDK og ikke mindst Doja Cat. Doja ville sikkert koste adskillige gange så meget at booke i dag.
Phoebe Bridgers på Avalon får også point for fremsynethed. I 2020 var hun en indie-darling – i 2022 var hun en sensation. Arena-bookingen Charli XCX har også konsekvent været spændende at følge siden den booking, og hendes indflydelse de seneste tre år har været enorm.
Mest fremsynede booking: Black Country, New Road på Pavilion er så fremsynet en booking, at det næsten gør ondt. Især nu hvor forsanger Isaac Wood forlod bandet kort tid inden deres fremragende 2022-album ‘Ants from Up There’.