Med silkesopran og appellerende hooks portrætterer Kelela kvindeligheden i al dens kompleksitet

»An honest vision of how we navigate dissolving ties with each other and yet remain sanguine for the next chance at love«.

Sådan lyder det statement, Kelela har udsendt i forbindelse med udgivelsen af sit reelle debutalbum. Et album, som har ladet vente på sig, men som også er blevet modnet gennem de udgivelser, den 34-årige sangerinde allerede har stående på sin diskografi.

Fra gennembruddet på Kingdoms klubbanger ’Bank Head’ til det efterfølgende mixtape ’Cut 4 Me’ på producerens pladeselskab Fade To Mind, der nærmest kom til at markere en genreinnovation, idet det samtidig introducerede hende som den første vokalist på det progressive undergrundslabel. Hvor mixtapet med alternativ r’n’b også fungerede som showcase for Fade To Mind og det britiske søsterlabel Night Slugs’ producere, er ’Take Me Apart’ dog hendes helt eget og introducerer på samme tid en både mere eksperimenterende, men også mere konventionel Kelela.

Eksperimenterende, fordi albummet forsøger at strække hendes univers til nærliggende genregalakser – som det for eksempel høres på ‘Enough’, der dog aldrig får samme flyvehøjde som Arcas produktioner for forbilledet Björk. Konventionelt, fordi albummet byder på nogle af Kelelas mest mainstream-lydende numre hidtil – tag bare førstesinglen ’LMK’ med dens ørehængerhook og attitudetekst, der indeholder referencer til en række af hitlistemusikkens foretrukne troper (alkohol, biler og natteliv).

Særligt sidstnævnte del lykkedes overordentlig godt, og det er da også den, der slås an på pladens to indledende numre, der begge er produceret af britiske Jam City: Den taktile ’Frontline’, hvis drevne beat passer godt til det Destiny’s Child-agtige double time-flow, og den Janet Jackson-værdige ’Waitin’, hvis dæmpede trommeprogrammering og silke-synths næsten går i ét med Kelelas luftige vokal.

Samtidig illustrerer de to numre også dobbeltheden i den ovenfornævnte udtalelse. For som det gjaldt for forgængeren, ep’en ‘Hallucinogen’, der omhandlede parforholdets eskatalogi, er der også her tænkt over dramaturgien. Hvor ’Frontline’ kridter banen op til et brud (»Cry and talk about it, baby, but it ain’t no use / I ain’t gonna sit here with your blues«), er ’Waitin’ omvendt forventningsfuld i sin behandling af det første mødes fortryllelse og ængsteligheden over om det kan udvikle sig til en forelskelse.

At det netop er Jam City, der, sammen med Arca og en perlerække af den elektroniske musik fremmeste futurister, varetager størstedelen af produktionen på albummet er næppe heller tilfældigt. Udover at de har Kelelas fortrolighed gennem tidligere samarbejder, er de to herrers hidtidige værker også kendetegnet ved at være i øjen- og omgangshøjde med et postmoderne samfund, der vedvarende diskuterer identitetspolitiske agendaer, teknologiernes stadige udgrænsning af det menneskelige og tabet af institutionel handlekraft i forhold til de udfordringer, som verden står over for.

Af samme grund kan deres egne udgivelser også forekomme utilnærmelige, men Kelela formår at demokratisere deres lyd med en sans for at formidle privatsfærens politik gennem indsmigrende silkesopran og appellerende hooks. Et nummer som ’Truth or Dare’ viser for eksempel både nye sider af hende og Jam City og bærer The Neptunes’ millennium-produktioner for 702, Kelis og Vanessa Marquez ind i en ny tidsalder med staccato-synths, stomp-agtige klap og minimal-funket guitar.

Men tag ikke fejl, for selv om Kelelas tekster ikke umiddelbart forekommer politiske, besidder de et bemægtigende potentiale for kvinder i almindelighed og sorte kvinder i særdeleshed alene ved deres insisteren på retten til såvel psykisk sårbarhed som seksuel styrke – som også Solange, SZA og Syd har tematiseret i deres nyligste udgivelser.

Selv nævner Kelela navne som Amel Larrieux, Faith Evans og Tweet som inspirationskilder. En tradition, der således har en lang forhistorie inden for sort urbanmusik, men som aldrig er blevet anerkendt på samme måde som rockismens autenticitetsideal, hvor det ofte var den hvide mand, der stod forrest på scenen og udkrængede sin inderlighed med guitar og skovmandskjorte. Selv om racetematikken ikke nævnes eksplicit på noget tidspunkt, har Kelela selv udtalt, at det er den prisme, hvormed hun anskuer verden, og det bliver således en metapointe i sig selv.

Dette bliver allersmukkest illustreret på albummets to korteste numre, ’Jupiter’ og ’Bluff, der begge udgjorde soundtracket til portrætkortfilmen ’Interlude’ og på formfuldendt vis demonstrerer, hvad man kan sige med antydningens kunst.

På trods af deres komplekse tekst, der for flere linjers vedkommende er udechifrerbar, fremstår budskabet alligevel på én gang stærkt og sårbart, fordi endelserne fremhæves af beatets synkope. For selv om ikke alt er umiddelbart forståeligt, er man aldrig i tvivl om hendes intention. Som hun synger på ’Jupiter’ (der paradoksalt nok var det nummer, som først blev produceret til pladen, men hvis tekst var den sidste, der blev færdiggjort): »There’s a lot going on, let it out«. Og det må man sige, at hun gør på hele albummet.

At hun så som en subtil styrkemarkør oveni leverer en hyldest til Jimmy Jam & Terry Lewis i outroen til samme nummer, der har det samme regnvejrssample, som kan høres i utallige af Janet Jacksons ballader, viser blot, med hvilken perfektion pladen er produceret.

Det er ofte sagt om netop Janet Jackson, at en af hendes store kvaliteter er evnen til alene gennem stemmeføring at portrættere kvindeligheden i al dens kompleksitet – fra det flirtende til det flegmatiske og indfølende. Efter ’Take Me Apart’ kan man sige det samme om Kelela.

---

Kort sagt:
Kelela forsøger på ’Take Me Apart’ at strække sin lyd i nye retninger. Hvor det for de mest eksperimenterende af numrene forekommer en anelse opadsnobbende efter et mere avantgardistisk udtryk, lykkedes det til gengæld til fulde på de numre, hvor hun vedkender sig den urbane tradition, hun skriver og synger sig ind i.