Kelelas postmoderne urbanmusik er et kærkomment alternativ til tidens mainstream-r’n’b
Kelela har nærmest skabt sin egen genre af postmoderne urbanmusik. På den ene side vækker hendes vokalfigurer minder om 90’ernes excessive r’n’b, mens de futuristiske produktioner fra nogle af tidens mest progressive producere peger mod fremtiden. Ofte er det netop diskrepansen mellem hendes silkesopran og de metalliske klangbunde, der skaber harmonien i hendes musik.
Det beviste hun på sit debut-mixtape, ’Cut 4 Me’, hvor hun agerede stifinder i betonjunglen af postapokalyptiske beats, og hun har siden foldet sig ud i en række samarbejder med navne som Future Brown og Kindness.
Til forskel fra mixtapet er ’Hallucinogen’-ep’en dog kendetegnet ved at have udvidet det sædvanlige hold af Fade to Mind/Night Slugs-producere til også at omfatte avantgardisten Arca, som blandt kendes fra sit arbejde med FKA Twigs og Kanye West, samt hiphop-produceren DJ Dahi og techno-dittoen Gifted & Blessed.
Samtidig fornemmer man, hvordan produktionerne nu i højere grad er tilegnet og tilpasset perfektionisten Kelela, som oven i købet udskød udgivelsen med fire måneder for at give ep’en den sidste finesse. Selv om det givetvis har devalueret nyhedsværdien, idet halvdelen af numrene allerede har kunnet høres andetsteds, har det også givet de enkelte produktioner en plasticitet, der stemmer godt overens med ep’ens sekventielle dramaturgi af scener fra et desillusioneret parforhold, der sigende nok finder sit klimaks på ’The High’.
Singleudspillet ’Rewind’ om en uligevægtig kærlighedsrelation, der med sit uptempo-beat ikke blot har nogle af de samme kvaliteter som hendes hidtil største hit, ’Bank Head’. Nummeret udfolder også videre associationerne til sen-90’ernes Southern Bass fra Atlanta-baserede navne som Lisa ’Left Eye’ Lopes, KP & Envyi og Ghost Town DJ’s og tilbyder indirekte et kærkomment alternativ til den DJ Mustard-dominerede r’n’bass-besættelse, der præger mainstream-urbanmusik i disse år.
Derfor kan man også tilgive albummets enlige afviger, det fortænkte titelnummer, hvor Kelelas stemmeføring muterer til et instrument i sig selv, netop som havde man taget bevidsthedsudvidende stoffer og fået hallucinationer. Selv om ideen er god, opnår man som lytter aldrig det efterstræbte kick, fordi det fortrinsvist instrumentale nummer har mere aftryk af Arca end Kelela, hvis vokale kvaliteter ikke udnyttes.
Kort sagt:
Kelela fortsætter sin imponerende udgivelsesrække og styrker yderligere sin integritet som artist med denne ep. Hvor hun på debut-mixtapet agerede stifinder i betonjunglen af postapokalyptiske beats, overtager og afsøger hun grænserne for sit eget udtryk på ’Hallucinogen’ med tekster om parforholdets eskatologi, og det er således også på de vokalbaserede numre, at hun står stærkest.
Læs også: Disse 13 album skal du høre i oktober