Er The Strokes relevante i 2020? Det er vel lige meget, når de har lavet deres bedste album i lange tider
Det må være svært at være The Strokes anno 2020. Og det er en utaknemmelig opgave at udgive et nyt album, når man har rundet de 40, men stadig skal bedømmes i kontekst af to-tre album, man lavede for 15-20 år siden.
Bevæger man sig for meget væk fra den oprindelige lyd, kræver folk noget, der lyder mere som det gamle. Men prøver man at genskabe ungdommens magi, er der en fare for, at det blot kommer til at lyde som en bleg aftapning af noget, der var engang.
Det er det dilemma, The Strokes har stået i lige siden deres første comebackalbum ‘Angles’ fra 2011, og det er samme problemer og spørgsmål, der rejser sig nu, hvor vi har taget hul på endnu et årti.
Så hvordan løser The Strokes opgaven på ‘The New Abnormal’, der er gruppens første album siden 2013’s ’Comeback Machine’?
‘The Adults Are Talking’ åbner ballet og lyder som 80 procent af en god, klassisk The Strokes-sang, men det er som om, den mangler et eller andet for at komme helt ud over rampen. Præcis som Julian Casablancas’ næsten mumlende vokaler virker selve sangen lidt vag og uforløst. Det er ikke dårligt, men det føles også som en slags tomgang, der ikke rigtig bevæger sig ud af stedet.
‘Brooklyn Bridge to Chorus’ lyder med sit insisterende synthriff på godt og ondt som noget, man kunne have fundet på Julian Casablancas’ soloalbum ‘Phrazes For the Young’ fra 2009, men den vokser, når netop synthen træder i baggrunden mod slutningen.
Den Billy Idol-inspirerede ‘Bad Decisions’, der løfter melodien fra førnævntes klassiker ‘Dancing With Myself’, lyder derimod mere af tidlig The Strokes end noget andet track på albummet. En stærk rocksang, men man kan heller ikke lade være med at tænke, at netop lånet fra idolet virker en smule idéforladt og uinspireret. Samtidig føles sangen også et minut eller to for lang, og det er den ikke alene om på albummet.
Første halvdel af ’The New Abnormal’ er generelt den svageste. De mest markante riff kommer fra Casablancas’ elskede 80’er-synths, og vi slipper heller ikke for den falsetvokal, forsangeren tillagde sig gennem 10’erne. To elementer, som jeg ikke er ubetinget fan af.
I hvert fald ikke, når de træder for meget i forgrunden – som på ‘Eternal Summer’, hvor netop Casablancas’ falset grænser til at skære i ørerne. Netop ‘Eternal Summer’ og dens næsten disco-funkede guitargroove er også den sang, der føles mest malplaceret på ‘The New Abnormal’. I en sådan grad, at den føles som en slags skiller, der brækker albummet over i to halvdele.
Det er albummets anden halvdel, der ender med at gøre ‘The New Abnormal’ til The Strokes’ bedste album siden første bølge. Her rammer newyorkerne nemlig endelig et sted, hvor de hverken forsøger at skrive et nyt ‘Is This It’ eller fuldstændig at genopfinde sig selv.
»I’m still hungry, I’m still hungry / now I’m gettin’ angry / I’m still hungry«, synger Casablancas mod slutningen af ‘Why Are Sundays So Depressing’, og man kan ikke lade være med at føle, at de linjer og hele sangen er en kommentar til netop The Strokes’ rolle i musiklandskabet her to årtier efter debuten.
Som Julian Casablancas synger på ‘Not the Same Anymore’, hvis riff næsten leger med dét fra netop titelnummeret på ‘Is This It’:
»You’re not the same anymore / don’t wanna play that game anymore / you’d make a better window than a door / all the strangers they implore / they get so easy to ignore«.
The Strokes er ikke det samme band, som de var i 2001, og det er okay. I stedet lyder de endelig som et band, der er en naturlig forlængelse af de fem unge mænd, der brød igennem lydmuren med et brag, men som endelig har gjort op med og brudt fri fra alle forventningerne.
Så er The Strokes stadig relevante i 2020? Det kan diskuteres. Har The Strokes udgivet deres bedste album i lange tider? Ja, det har de – og gode album går vel aldrig helt af mode.
Kort sagt:
Efter en vaklende start lyder The Strokes på sidste halvdel af ‘The New Abnormal’ som et band, der endelig har brudt med alle omverdenens forventninger. Det resulterer i bandets bedste album i lange tider.