I år kunne Roskilde Festival langt om længe annoncere et navn, rigtig mange gik og håbede på: Kendrick Lamar.
Det markerer ikke bare Compton-rapperens første koncert på Roskilde Festival siden 2015. Det markerer også enden på en tre år lang kamp for at få Lamar tilbage på Orange Scene.
Den amerikanske hiphopstjerne stod som nemlig øverst på plakaten i både 2020 og 2021, før de udgaver af festivalen måtte aflyses. Men i 2022 glimrede Lamar ved sit fravær.
Så hvor var rapperen, da Roskilde Festival sidste år endelig fik lov at afholde festival nummer 50 efter to års pause? Og hvor svært er det egentlig at booke en artist som Kendrick Lamar?
Det snakker vi med Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, om her.
Så lykkedes det endelig at booke Kendrick Lamar! Hvorfor er han så vigtig en artist for Roskilde Festival?
Anders Wahrén: »Vi synes, at Kendrick er en af de vigtigste stemmer fra sin generation – hvis ikke faktisk den vigtigste. Selvfølgelig særligt inden for hiphoppen, men han transcenderer jo på mange måder også genren«.
»Kendrick har noget på hjerte. Både poesi og politik. Og så er det fantastiske jo, at det kun bliver endnu bedre under hans liveshows«.
Hvor længe har I arbejdet på den her booking?
Anders Wahrén: »Det er en booking, der har været i gang i usædvanligt lang tid«.
»Vi havde jo egentlig booket ham i 2020 og 2021, men ikke sidste år. Blandt andet fordi hans planer havde ændret sig i forhold til hans arenashows, og fordi der var lidt skubben frem og tilbage på udgivelserne fra hans side«.
Forsøgte I at booke ham til sidste års program?
Anders Wahrén: »Vi havde dialogen, men det gik ikke op. Det er jo et stort puslespil, når så stor en kunstner som Kendrick skal på turné. Det skal passes ind i deres rejseplaner«.
»Men han har aldrig været ude af billedet, og i år passede det heldigvis rigtig fint ind. Den årvågne havde måske regnet ud, at Kendrick kunne få plads til et Roskilde-show, fordi han allerede var offentliggjort til andre festivaler i nærheden«.
Hvad er den største udfordring ved at booke en kunstner som Kendrick Lamar?
Anders Wahrén: »Med en kunstner som Kendrick er der så mange ting, der skal gå op. Så selvom vi egentlig kan være enige om rammerne for lige præcis vores show, kan der være andre festivaler rundt omkring, der ikke er i mål endnu – og agenterne bekræfter jo ikke noget, før alt er på plads«.
Kendrick Lamar har for vane at medbringe et kæmpe sceneshow til sine arenakoncerter. Det så vi også i Royal Arena sidste år. Hvordan oversætter man den slags teatralske elementer til en festivalscene?
»Der er altid stor forskel på, hvad en kunstner kan have med til et arenashow, hvor det hele er skabt ud fra deres vision, og hvad de kan have med til en festival, hvor de må tilpasse sig rammerne. Kendrick kan selvfølgelig ikke have sit helt eget visuelle udtryk med«.
»Men jeg er sikker på, at Orange Scene vil føles som hans hjem i den tid, han står der. Han indtager jo rummet uanset hvad. Det så vi også i 2013, da han spillede på Arena, og igen da han spillede på Orange i 2015«.
Ja, han havde jo sin debut på Roskilde Festival helt tilbage i 2013. Hvordan husker I den koncert?
Anders Wahrén: »Der skete rigtig meget for Kendrick i de år. Og der skete især meget efter Store Vega-showet i februar inden koncerten. Vi havde booket ham til Arena, og pludselig var der 20-25.000 mennesker, der var nede for bare at prøve at være med til showet«.
»Kendrick sad ude bag scenen og var fuldstændig blæst bagover, fordi det larmer så meget i vores Arena-telt, når publikum står og råber. Han havde jo ikke spillet så mange arenashows på det tidspunkt, så det der med at skulle spille så stort et show for et publikum, der bare var pumped…«.
»Dengang var han virkelig overvældet. Nu er han nok lidt mere vant til den slags«.
Hvad er temaet for årets bookinger?
Anders Wahrén: »I år har vi arbejdet med overskriften ‘Utopia’ som retningsgiver for, hvad vi gerne vil med vores program«.
Utopia. Hvordan skal det forstås?
Anders Wahrén: »Det skal forstås sådan, at vi gerne vil stimulere gæsternes forestillingsevne. De her artister giver et bud på en anderledes fremtid. Og jeg håber, at vi kan give nogle bud på et nyt og bedre sted, vi kan bevæge os henimod. Et sted med en større diversitet og mere rummelighed«.
»Årets program er præget af en nysgerrighed, som jo ikke er noget nyt for Roskilde Festival, men som vi prøver at skærpe yderligere og sætte endnu stærkere fokus på«.
Kendrick Lamar spiller klokken 22.00 onsdag den 28. juni på Orange Scene.
Læs mere af Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.