Kendrick Lamar var en hårsbredde fra perfektion i Royal Arena
Man går ikke ind til en Kendrick Lamar-koncert med samme forventninger som til andre shows.
Compton-kunstneren er ikke kun en virkelig god rapper. Han er en generationsstemme. En sådan type artist, der ser både sine album og live-optrædener som konceptuelle kunstværker.
Andre rappere kan måske nøjes med at skabe en fest, når de kommer til Danmark. Men når Kendrick kommer, forventer man noget større. Noget skelsættende.
Der var, med andre ord, rimelig store forventninger til aftenens hovedperson, men det fantastiske var, at Kendrick Lamar ikke kun levede op til dem. Han overgik dem.
Han fandt en perfekt balance mellem avantgarde-elementer og hitkomponenter.
Det ene sekund forvirrede han publikum ved at rappe med en bugtaler-dukke, det næste forløste han den summende forventning i arenaen med altomsluttende fællessang på ’Element’, ‘Money Trees’ og ’N95’.
Han gav sig tid til at synke helt ind i de komplekse tekster på ’Father Time’. Men fik også hele Royal Arena til at skråle »we want the funk« på ’King Kunta’.
Nogle gange, som når Kendrick Lamar interagerede med op til 12 dansere under ’Humble’, føltes koncerten som en blanding af ballet, performancekunst og teater. Andre gange var den bare en gennemført magtdemonstration. Som da hele salen udbrød »bitch, I’m attractive« fra den relativt nye sang ’Rich Spirit’ som om den var en etableret koncertklassiker.
I det hele taget havde han en selvtillid og karisma, der ikke altid var til stede tidligt i karrieren. Der var mange pludselige mørklægninger af salen og langstrakte kunstpauser, hvor Lamar kortsluttede publikums forventninger.
Lige før han spillede ’Love’ boblede publikum som en jacuzzi, indtil rapperen løftede hånden på messiansk vis – og modtog massiv applaus. Det var en opvisning i kontrol.
Det var en koncert, der kom tæt på perfektion. Kendrick Lamar havde sådan et stort, skinnende bælte på, som boksere får, når de bliver verdensmestre. Et pænt selvsikkert statement, men rapperen levede op til verdensmesterbæltet.
Han virkede virkelig som hiphoppens Muhammad Ali, da han summede rundt på scenen som en sommerfugl, blot for pludselig at stikke som en bi, når sangene krævede det.
Der er dog en grund til, at jeg skrev, at han var tæt på perfektion. For mod slutningen af koncerten var det som om, Kendrick Lamar mistede pusten.
Han optrådte længe inden i – og oven på – en stor, gennemsigtig kasse, hvilket var visuelt interessant, men samtidig gjorde den i forvejen ikke ligefrem folkelige rapper endnu mere fjern.
’Alright’ blev ikke den store forløsning, den kunne have været, fordi Kendrick havde svært ved at nå ud til publikum fra sin gennemsigtige boks.
Det lod også til, at der var et teknisk koks med kassen.
På et tidspunkt stod han komisk længe fuldstændig stille på scenekonstruktionen over for gæsterapperen Baby Keem, uden at der skete noget som helst.
Den blanding af fremmedgørende sceneshow og tekniske vanskeligheder gjorde, at koncerten mistede momentum til sidst. Slutningen med ’Savior’ blev et antiklimaks.
Det var synd, det skulle slutte sådan, for størstedelen af koncerten viste lige præcis, hvorfor vi forventer mere af Kendrick Lamar end alle andre; fordi han opererer på et højere niveau end nogen anden rapper eller popstjerne lige nu.
Kort sagt:
Kendrick Lamars koncert ramte en næsten perfekt balance mellem hits og avantgarde i Royal Arena.