Kendrick Lamar er frem for alt en album-artist. Han tænker i store værker, der er fyldt med komplekse forbindelser og nuancerede karakterer.
Tit taler sangene på hans udgivelser sammen på kryds og tværs. Tematikker og formuleringer går igen. Som på det seneste storværk, ‘Mr. Morale & The Big Steppers’, hvor han prøver at kortlægge, hvordan han selv defineres af de traumer, han bærer rundt på.
Men i det store fokus på Compton-kunstnerens albumværker glemmer man måske nogle gange, at han også har skabt rækkevis af sange, der stråler på egen hånd. Fra komplekse historiefortæller-numre til storhittende singler.
Så i denne liste vil vi prøve at hylde de Kendrick Lamar-sange, der især står stærkt som enkeltstående udgivelser. Helt fra karrierens begyndelse for over et årti siden til de nye numre.
15. ‘Rich Spirit’ (2022)
Kendrick Lamars seneste album er teksttungt og komplekst. Det er et lyttealbum uden specielt mange omkvæd og lethjertede momenter. Men der er enkelt lysere passager, som ‘Rich Spirit’, der næsten har en solrig stemning som på ‘Good Kid, M.a.a.d City’.
»Stop playing with me before I turn you to a song«, truer Kendrick Lamar, men lyder mest af alt som om, han smiler, mens han siger det. Han er i total kontrol – og fuldstændig i zen.
På et værk, der tit er sammenbidt og hyperalvorligt, var det her knap så tungsindige intermezzo spøjst nok en af de sange, der for alvor blev hængende.
14. ‘Rigamortus’ (2011)
Det her er sådan et nummer, som alle rappere prøver på at lave, men som meget få lykkes med. En lyrisk magtdemonstration. En sang så overlegen, at ingen vil have modet til at være gæsteartist på den.
Den unge Kendrick trækker nærmest ikke vejret, mens han udfolder en hvirvelvind af punchlines. Andet vers bliver rappet i dobbelttempo. I virkeligheden siger omkvædet det hele: »Don’t ask for your favourite rapper / he dead!«
Kendricks ’Hol’ Up’ (også fra ’Section.80’) havde en lignende kvalitet, og det var de to sange, der første gang for alvor skubbede den helt unge Compton-rapperen frem i rampelyset i begyndelsen af 2010’erne.
13. ‘The Blacker the Berry’ (2015)
Kendrick Lamars mainstreamgennembrud kom med ‘Good Kid, M.a.a.d City’ fra 2012, der var en velordnet, perfekt sammensat fortælling. Den orden blev totalt opløst med det efterfølgende ‘To Pimp a Butterfly’, som var et frenetisk, flertydigt storværk, der destabiliserede det hele. Det kan man især bevidne på ’The Blacker the Berry’.
Det er et stormvejr af en sang, der kredser om racismen i USA og den sorte befolknings selvopfattelse. Sangen, som kom i kølvandet på drabet af Trayvon Martin, er et militant, opildnende track ikke ulig Kanye Wests ’Jesus Walks’, men man får aldrig tilfredsstillelsen af en entydig slutning.
For Kendrick har ingen klare svar eller lette løsninger. Når man ankommer til sangens slutning ved man nærmest mindre, end da den startede.
12. ‘Humble’ (2017)
Det forholdsvis lettilgængelige ‘Damn’ var en nødvendig reaktion på det hyperkomplekse ‘To Pimp A Butterfly’, og den slagkraftige, direkte banger ‘Humble’ var en nødvendig modvægt til de jazz-eksperimenter Kendrick havde lavet i årene før.
Compton-kunstneren er i Kung Fu Kenny-modus på storhittet. Hvilket vil sige, at han finder tilbage til sine rødder som rendyrket rapper, hvor hver linje skal angribes og hvor hver punchline hiver bukserne ned om anklerne af modstanderen. Hvis altså modstanderen ikke allerede har fulgt Kendricks råd om at slå røven i sædet og være ydmyg.
‘Humble’ var, lidt som Compton-kunstnerens legendariske ‘Control’-vers, en påmindelse: Kendrick Lamar kan lave store, samfundskritiske værker. Men han kan også bare rappe.
11. ‘Love’ (2017)
Kærlighedssange er ikke Kendrick Lamars stærkeste side.
Sex-rimene i starten af karrieren var tit en smule akavede (bare hør gæsteverset på ‘Fucking Problems’, hvis du mangler beviser). Han er ikke smooth som Drake eller ASAP Rocky. Men på ‘Love’ skaber han karrierens ømmeste og måske også smukkeste nummer.
Sangen lyder sukkersød som en forelskelse, og stiller en række spørgsmål i omvædet – lidt a la 50 Cents ’21 Questions’. Men hvor dén sang var drillende og humoristisk er Kendrick mere direkte. Mere ærlig: Han virker oprigtigt sårbar, som om han rent faktisk ikke kender svarene på sine søgende spørgsmål.
10. ‘ADHD’ (2011)
Tidlige ting som ’Hol’ Up’ og ’Rigamortus’ viste, at Kendrick var en exceptionel mixtaperapper, men det var ’ADHD’ – fra 2011-albummet ’Section.80’ – der for første gang antydede det potentiale, der senere ville blive forløst på en række klassikerkårede album.
For det er her, den unge Kendrick for første gang rapper ud fra et større perspektiv, og inddrager både samfundsmæssige forhold og sin egen personlige historie. Han diagnosticerer sin egen generation som »crack babies«, fordi de er født under crack-epidemien i firserne, og forsøger at forstå den indifferens han ser i sine samtidige.
Der er næsten lidt ‘Euphoria’ over den scene, han sætter: Unge, narkotiserede mennesker, der leder efter mening, men kun finder flere drugs.
9. ‘The Heart Part 5’ (2022)
Før Kendrick Lamar vendte tilbage med sit første album i et halvt årti tidligere i år, udgav han en sang, der fungerede som overture til ‘Mr. Morale & The Big Steppers’.
‘The Heart Part 5’ rummer det albums centrale ledemotiver: Den afroamerikanske kulturs komplekse sammensætning, enkeltpersoners fortabthed i historiens og samfundets væv – og så den rolle generationsspændende traumer har på nutiden.
I modsætning til på albummet forsøger han ikke at finde alle svarene her –men det er fascinerende at høre finde frem til de rigtige spørgsmål. Blandt andet ved at smelte ind i forskellige faldne sorte kendte menneskers skæbner gennem sangens deep fake-musikvideo.
8. ‘Duckworth’ (2017)
Det her er Kendrick Lamars mesterværk som historiefortæller. Han har måske skrevet mere medrivende og catchy sange. Men han har aldrig formået at få så mange handlingsmæssige tråde til at spille sammen som på den her Wu-Tang-lydende rapsang.
‘Duckworth’ ligger til allersidst på ‘Damn’, og giver hele det album en dybere dimension ved at fortælle historien om, at Kendrick Lamars far nær var blevet dræbt af selvsamme Top Dawg, som senere blev hans billet ind i musikverdenen.
Compton-kunstneren har tit sammenlignet sin musik med film, og det her er den mest cinematiske sang, han har lavet. Inklusive et plot twist, der får hele Kendricks liv og karriere til at stå frem i et nyt lys. Pulitzer-værdigt!
7. ‘Money Trees’ (2012)
‘Good Kid, M.a.a.d City’ er en coming of age-fortælling, og ‘Money Trees’ er kapitlet, hvor det farlige og det spændende flyder sammen. Selvom rimene her handler om, hvordan gaden og vennerne lokker rapperen ind i kriminalitet, foregår det hele i en ret uskyldig atmosfære.
Sangen føles som en dagdrøm – for alt fra det døsige beat til Kendricks henkastede måde at slutte alle sine linjer med »ya bish« giver en stemning af sommerferie, rapserier og drengestreger.
Det er en dagdriversang. Det er en sjældenhed i Kendricks oeuvre, og måske føles sangen derfor så stemningsfuld og speciel.
6. ‘King Kunta’ (2015)
Inden ‘To Pimp A Butterfly’ var samfundskritik og punchline-sange oftest to adskilte størrelser hos Kendrick. Én stormfuld ’Backseat Freestyle’ for hver eftertænksom ’ADHD’. Men på ’King Kunta’ forenes de to sider i ét stort opråb.
Det starter med udbruddet »I got a bone to pick!«, og derfra er hele sangen en lavine, der vokser sig større og større. Der tordnes blandt andet mod racisme og mod penges korruption af sorte kunstnere som George Clinton og Richard Pryor. Attituden er militant og stolt, som når slaven Kunta Kinte ophøjes fra »peasant to a prince to a motherfucking king«.
Det er en lyrisk opvisning i mixtape-stil, men brugt med et formål. Det er her, Kendrick kanaliserer hiphoppens euforiserende potentiale ind i et politisk projekt.
5. ‘Cartoon & Cereal’ (2012)
I tiden mellem ’Section.80’ og ’good kid, m.A.A.d city’ udgav Kendrick Lamar to sange, der ikke kunne være mere forskellige.
Det ene var den lige lovlig konventionelle vestkyst-homage ’The Recipe’ med Dr. Dre. Det andet var ’Cartoon & Cereal’, et mærkværdigt nummer, som både har tegneserie-samples i ren DOOM-stil, stammende spoken word-passager og maskingeværs-adlibs ud over hele omkvædet.
Kendrick rapper sit første vers samtidig med, at hans adlibs ser ud til at orkestrere deres egen sang. Gæsterapperen Gunplay lyder derimod som en såret soldat i sit sammenbidte vers; en uventet dosis realisme midt i en tegneseriesang.
Det hele er som en drømmeagtigt fordrejet version af ’Good kid, M.A.A.d City’-universet – et tegn på, at den pæne orden fra dét album, var ved at blive opløst.
4. ‘DNA’ (2017)
Det her er grundlæggende en af den slags triumferende rapsange, hvor Kendrick opremser alle de måder, han er større, sejere og bedre end alle andre på. Men der er, ligesom på ‘King Kunta’, også noget dybere på spil.
For ‘DNA’ dissekerer også – som titlen antyder – hvilke strenge, Kendrick Lamars personlighed består af. Hvilke biografiske og biologiske omstændigheder, der har skabt ham. Det ene sekund praler han med, hvad han er; det næste spørger han eksistentielt, hvordan han egentlig er blevet den han er.
Selv i sit mest arrogante humør kan Kendrick ikke lade være med at se indad: »I got dark, I got evil, that rot inside my DNA / I got off, I got troublesome heart inside my DNA«.
3. ‘Swimming Pools (Drank)’ (2012)
Kendrick Lamars sang om alkoholmisbrug har haft en ekstremt mærkværdig virkningshistorie.
Ved første lyt er ‘Swimming Pools’ egentlig ikke en stor popeksplosion, men en døsig lytteoplevelse med en undersøisk lyd, der afspejler sangens titel. Det er et komatøst nummer, der lyder som at synke mod bunden af sangtitlens pool i slowmotion.
Men ’Swimming Pools’ har et uimodståeligt, storladent omkvæd og masser af små, catchy vokaltics af Kendrick. Især omkvædets »drink« er blevet et sted, hvor folk synger med, når der skal bundes tequila-shots eller lignende.
Det er heri sangens ironiske skæbner ligger: En fortælling om alkoholmisbrug er endt med at blive hele verdens druksang. Det kan man vidst godt kalde et modsætningsfuldt verdenshit.
2. ‘Alright’ (2015)
Nu vi er ved sange, der har haft en ret vanvittig virkningshistorie…
Det store højdepunkt på klassikeren ‘To Pimp A Butterfly’ er ‘Alright’, der siden gik hen og blev en signatursang for Black Lives Matter-bevægelsen, og en slags generationshymne for alle dem, der gik på gaden mod racisme i årene efter.
Sangen selv er måske ikke ved første lyt en oplagt politisk slagsang, men den har nogle af de vigtigste komponenter, sådan en hymne skal have. Den er nemlig både trodsig (»All my life I has to fight, nigga!«) og oprørsk (»we hate po-po!«) men frem for alt optimistisk, takket være sit håbefulde knytnæve-i-vejret-omkvæd.
Det er en sang, der handler om at verden er uretfærdig – men at den ikke behøver at blive ved med at være det.
1. ‘Bitch, Don’t Kill My Vibe’ (2012)
Det er svært at udpege ét højdepunkt fra ‘good kid, m.A.A.d city’. Man bliver blæst væk af ‘Backseat Freestyle’ og suget ind af ‘Sing About Me, I’m Dying of Thirst’.
Men det er et af albummets (og hele diskografiens) mest stille øjeblikke, der står tilbage som det tætteste, Kendrick kommer en signatursang: Den dvælende, Boom Clap Bachelors-samplende ’Bitch Don’t Kill My Vibe’.
Det er som om, den her altid ekstremt ambitiøse rapper har tilladt sig ét enkelt nummer, hvor han ikke behøver at bevise eller sige noget, men bare er sig selv. Det gør ‘Bitch, Don’t Kill My Vibe’ intimt, som de øjeblikke i film, hvor karaktererne bonder og hygger sammen lige før det store slag.
Det er et stilhed før stormen-moment: »I can feel a new life«, rapper han et sted. Kendrick Lamar er klar til at blive verdens største hiphopkunstner. Han skal bare lige have et minut for sig selv først.