Alle Kendrick Lamars album – rangeret

Nu hvor vi har haft en måneds tid til at tygge på ’Mr. Morale & The Big Steppers’, er det blevet tid til at rangere Compton-rapperens mesterlige bagkatalog.
Alle Kendrick Lamars album – rangeret
Kendrick Lamar. (Foto: Samir Hussein/Redfern)

Få rappere værner lige så meget om albumformatet som Kendrick Lamar.

Den Compton-fødte rapper har en nærmest filmisk tilgang til sekvensering, og lige siden gennembruddet i 2012 med ’Good Kid, M.A.A.D City’ har snart sagt hvert eneste album været defineret af en klokkeklar kunstnerisk vision.

Hans seneste – det grænsesøgende, ufiltrerede dobbeltalbum ’Mr. Morale & The Big Steppers’ – er bestemt ingen undtagelse. Efter at have brugt de forgangne uger på at dissekere Kendricks første album i fem (!) år, kan jeg med ro i maven konstatere, at han har rundet endnu en milepæl i sin i forvejen imponerende karriere.

Men hvordan spiller ’Mr. Morale & The Big Steppers’ op imod resten af kataloget?

Det ser vi nærmere på her med en rangering af alle rapperens album. Og ja, det var altså album. Det vil med andre ord sige ingen ‘Overly Dedicated’ og ingen K.Dot-mixtapes.

Det Kendrick-kuraterede ’Black Panther’-soundtrack figurerer heller ikke på listen, fordi the man himself kun optræder på knap halvdelen af numrene. Men vi kunne nu alligevel ikke dy os for at inkludere ’Untitled Unmastered’, der trods alt må gælde som et album.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Section.80’ (2011)

Lad os for en god ordens skyld lige slå fast, at det selvudgivne ’Section.80’ er et glimrende debutalbum.

Et kvalitetsmæssigt kvantespring fra mixtape-dagene, der ovenikøbet fungerer som et mission statement for rapperens efterfølgende karriere: »I’m not the next pop star, I’m not the next socially-aware rapper / I am a human motherfuckin’ being over dope-ass instrumentation«, rapper Kendrick over Terrace Martins hyperaktive jazztrommer på albummets næstsidste nummer, ’Ab-Souls Outro’.

Højdepunkter som ’A.D.H.D’ og ’Rigamortus’ viser glimt af den hiphop-auteur, som han siden skulle blive, men som helhedsoplevelse kan ’Section.80’ ikke undgå at blegne en smule i forhold til de senere udgivelser. Især ikke med inklusionen af et så tåkrummende nummer som ’No Make-Up (Her Vice)’, der lyder lige lovligt meget som et (dårligt) Chris Brown-nummer.

’Good Kid, M.A.A.D City’ blev måske nok Kendricks helt store gennembrud, men ’Section.80’ kørte ham i stilling som en af sin generations vigtigste stemmer. Et album af den kaliber havde toppet listen for de fleste rappere, men det er trods alt Kendrick, vi snakker om – og han er altså kun blevet bedre siden.

Bedste sang(e):
Kendrick kan bare et eller andet med afslutningsnumre, og den J. Cole-producerede ’HiiiPower’ er måske hans bedste af slagsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Untitled Unmastered’ (2016)

Indrømmet: Her snyder vi måske en lille smule.

’Untitled Unmastered’ er teknisk set ikke noget egentligt studiealbum, men nærmere en opsamling af demoer, outtakes og B-sider fra tilblivelsen af 2015’s ’To Pimp a Butterfly’. Et slags ’Amnesiac’ til forgængerens ’Kid A’, der efter sigende kun så dagens lys takket være et yderst entusiastisk tweet fra basketballstjernen LeBron James.

De otte numre er skåret ud fra samme jazzrappede skabelon som ’To Pimp a Butterfly’, og basvirtuosen Thundercat har da også en finger med i spillet her. Det siger sig selv, at et sådant ’album’ ingenlunde matcher de kunstneriske visioner, der definerer Kendricks stærkeste værker, men formatet giver ham til gengæld rigeligt med plads til at skeje ud og eksperimentere.

’Untitled Unmastered’ er underspillet, men overlegent. Måske faktisk det største vidnesbyrd om Kendricks talent overhovedet. Hvem kunne ellers slippe afsted med at tømme harddisken for ubearbejdede skitser og alligevel formå at udgive et af årets absolut stærkeste hiphopalbum?

Mage til magtdemonstration skal man lede længe efter. Pimp-pimp, hooray!

Bedste sang(e):
Det ville være en skændsel ikke at fremhæve den tredelte ’Untitled 07’, der med sit ikoniske »Levitate, levitate, levitate, levitate«-hook og sin småpsykedeliske produktion (takket være en femårig?) ikke bare er det bedste nummer på ’Untitled Unmastered’, men et af Kendricks bedste numre til dato.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Damn’ (2017)

Allerede her – ikke engang halvvejs inde i listen – er vi altså nået til decideret mesterværk-niveau.

Ikke alle var lige glade for 2015’s ’To Pimp a Butterfly’. Især ikke Fox News-værterne Eric Bolling og Kimberly Guilfoyle, som i et notorisk nyhedsindslag efter Kendricks 2015 BET Awards-optræden tog anstød af ’Alright’-linjen »And we hate po-po / wanna kill us dead in the street fo sho’«.

En linje, som Fox News-kollegaen Geraldo Rivera sågar brugte som tungnemt argument for, at det dersens hiphop i de seneste år vel faktisk har gjort mere skade på den afroamerikanske ungdom, end racisme har. Suk.

Kendricks reaktion på hysteriet? At sample selvsamme nyhedsindslag på de to første numre af ’Damn’. Et vanvittigt power move, som egentlig meget fint afspejler den kompromisløshed, der gennemsyrer hans fjerde album.

Her viser rapperen sig ganske vist fra sin mest mainstreamvenlige side, men hvert eneste fængende hook (leveret af skikkelser som Rihanna, Zacari og endda U2) er perfekt kontrasteret af alter egoet Kung-Fu Kennys foruroligende selvransagelse og desperate søgen efter spirituel klarhed.

Så tror da fanden, at ’Damn’ snuppede fem Grammys, landede Kendrick sin første topplacering på Billboards Hot 100-liste og i øvrigt blev det første hiphopalbum i historien til at vinde en Pulitzer.

Bedste sang(e):
Alene på banger-fronten kan ’Damn’ meget vel være Kendricks stærkeste album, og det skyldes blandt andet monstersinglen ’Humble’ og i endnu højere grad den harmdirrende, konfronterende ’DNA’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Mr. Morale & The Big Steppers’ (2022)

Kald det recency bias, men Kendricks seneste album er også et af hans bedste. Et grænsesøgende, ufiltreret og ikke mindst ærligt værk, der ser Kendrick forsøge at navigere i sine transgenerationelle traumer, alt imens han kæmper for at holde sine egne laster fra døren.

Det er med længder hans mest personlige album – endnu mere end det introspektive ’Damn’ og det autobiografiske ’Good Kid, M.A.A.D City’ – og ’Mr. Morale & The Big Steppers’ føles faktisk mest af alt som én lang terapisession.

Det er også et problematisk album. Fra inklusionen af den overgrebsdømte Kodak Black til Kendricks kritik af cancel culture og hans såkaldte deadnaming af sine transkønnede familiemedlemmer på ’Auntie Diaries’ (uddybet her) er det en noget mere kontroversiel Kendrick, vi har at gøre med nu.

Men det er jo netop også pointen. For ligesom ingen af os er perfekte, er Kendrick det heller ikke. Han kan vise os vejen, men han er ikke vores frelser – og på sit første dobbeltalbum sætter han sig selv og sin familie i første række. Like it or not, ’Mr. Morale & The Big Steppers’ er lyden af virkeligheden.

Eller som partneren Whitney Alford formulerer det på den Eminem-inspirerede ’We Cry Together’, før Kendrick og Taylor Paige kaster sig ud i en Oscar-værdig fremstilling af et parforhold i forfald:

»This is what the world sounds like«.

Bedste sang(e):
Åbningsnummeret ’United In Grief’ og den ditto hårdtslående single ’N95’ skriver sig ind i en kongerække af Kendrick-bangers, men den hjerteskærende ’Mother I Sober’ tager nu alligevel prisen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Good Kid, M.A.A.D City’ (2012)

‘Good Kid, M.A.A.D City – det første af Kendricks to hovedværker – er en masterclass i musikalsk historiefortælling. Et konceptuelt coming of age-drama, der nøgternt skildrer den unge artists opvækst i det ludfattige Compton. Hvis Kendrick var en superhelt, ville det her være hans origin story.

Det kan lyde tungt, og det er det sådan set også. Men tag endelig ikke fejl: Selv om albummets narrativ ganske vist kulminerer med noget så alvorligt som tabet af en nær ven i et meningsløst bandeopgør, er Kendricks major label-debut frem for alt et gedigent banger-orgie.

Tag bare den Drake-assisterede ’Poetic Justice’ eller den blærede ’Backstreet Freestyle’, der kaster om sig med så testosteronfyldte bars som »I pray my dick get big as the Eiffel Tower / so I can fuck the world for seventy-two hours«.

Med sit andet album hævede Kendrick barren for socialt bevidst hiphop og lagde fundamentet for et hav af nykommere som eksempelvis den britiske rapper Dave. ’Good Kid, M.A.A.D City’ er en certificeret klassiker, og det er et eller andet sted ufatteligt, at Kendrick skulle overgå sig selv bare tre år senere.

Bedste sang(e):
Mange Kendrick-fans sværger (forståeligt nok) til den 12 minutter lange ’Sing About Me, I’m Dying of Thirst’ som rapperens bedste nummer overhovedet, men intet kan i min bog måle sig med det nervepirrende, frenetiske titelnummer ’M.A.A.D City’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘To Pimp a Butterfly’ (2015)

Efterfølgeren til Kendricks kommercielle gennembrud er så hyperambitiøst et projekt, at det næsten kun kunne gå galt. Rapperen har ganske vist aldrig været bleg for at stille krav til sine lyttere, men selv efter Kendricks komplekse standarder er ’To Pimp a Butterfly’ et album, der når omkring lidt af hvert.

Lad os tage nogle eksempler:

En mildest talt kringlet tematik om alt fra survivor’s guilt og historisk racediskrimination til Kendricks eget evindelige messias-kompleks? Tjek. Et nummer, der skildrer et møde mellem rapperen og en hjemløs sydafrikansk tigger, som viser sig af være Vor Herre i egen høje person? Selvfølgelig.

Og så lige et 12 minutter langt afslutningsnummer til at runde det i forvejen timelange album af, som ovenikøbet mestendels består af en filosofisk diskussion mellem Kendrick og forbilledet Tupac Shakur, der som bekendt har været død i et kvart århundrede? Klart. Albummet kunne ikke ende anderledes.

Kendricks tredje album havde al mulig grund til at implodere, men han når mirakuløst i mål med det hele. ’To Pimp a Butterfly’ er på én gang et politisk oprør og en introspektiv rejse, en kritik af USA’s strukturelle racisme såvel som af Kendrick selv, og syv år senere står det tilbage som det forgange årtis måske vigtigste album.

Pharrell Williams-samarbejdet ’Alright’ blev en slagsang for Black Lives Matter-bevægelsen, og det understreger blot albummets betydning i hjemlandets politiske virkelighed.

’To Pimp a Butterfly’ er ikke bare Kendrick Lamars bedste album, men et af de bedste hiphopalbum nogensinde. Et tidløst, dagsordenssættende mesterværk, der føles mindst lige så relevant i dag, som det gjorde i 2015.

Bedste sang(e):
’To Pimp a Butterfly’ fortjener i højere grad end noget andet album på denne liste at blive lyttet til fra ende til anden, men det er nu alligevel svært ikke at fremhæve den livsbekræftende single ’i’ – og ikke mindst nummerets grådkvalte tematiske modstykke, ’u’ – som åbenlyse højdepunkter.

Men hey, hør nu bare hele albummet, ikke?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af