Kendrick Lamars ‘Auntie Diaries’ er en ualmindeligt kompleks skildring af transfobi – træder den alligevel ved siden af?

På 'Auntie Diaries' rapper Lamar om to transkønnede familiemedlemmer, og sangen har fået meget blandet modtagelse i LGBT+-miljøet. Vi ser nærmere på, præcis hvad Kendrick Lamar italesætter, og hvad kritikken går ud på.
Kendrick Lamars ‘Auntie Diaries’ er en ualmindeligt kompleks skildring af transfobi – træder den alligevel ved siden af?
Kendrick Lamar på coveret til 'Mr. Morale & The Big Steppers'. (Foto: PR)

KOMMENTAR. Som så mange andre sad jeg klar om morgenen for at høre Kendrick Lamars nye album ‘Mr. Morale and the Big Steppers’, og efter første gennemlytning var der især ét nummer, der sad fast ved mig. Nemlig ‘Auntie Diaries’.

Ikke nødvendigvis fordi det var mit yndlingsnummer. Rettere fordi det efterlod mig med komplicerede følelser. Og jeg var ikke den eneste.

Da albummet udkom, gik jeg ind på mit yndlings-musikboard, RateYourMusic, hvor halvdelen af albummets kommentarspor handlede om at diskutere, hvorvidt det var en stærk ode om accept af transkønnede, eller hvorvidt sangen trådte så meget ved siden af, at den spredte mere queerfobi, end den bekæmpede. Blot få timer efter udgivelsen af albummet var der ild i kommentarsporet.

Internationale medier har også været splittede omkring sangen. Variety har bragt en artikel, der hylder ‘Auntie Diaries’, en skribent fra Vox har kaldt den klodset og sagt, at den falder til jorden, og NPR har rapporteret, at LGBT+-miljøet generelt har været meget splittede omkring sangen. Den omtalte splittelse matcher også min erfaring fra de online queer-rum, jeg har set diskutere sangen.

Hvorfor splitter ‘Auntie Diaries’ sine lyttere som intet andet nummer på Kendrick Lamars nye album? Eller rettere: Som få andre sange de seneste år?

Det vil jeg se nærmere på. Her skal det lige siges, at jeg (ligesom Kendrick) ikke selv er transkønnet. Det påvirker selvfølgelig det perspektiv, denne kommentar er skrevet ud fra. Dog er jeg biseksuel, jeg har en transkønnet søsken, to transkønnede bofæller, en transkønnet ekskæreste og adskillige nære transkønnede venner – og det påvirker selvsagt også mit perspektiv.

Hvorfor er sangen så kontroversiel?

‘Auntie Diaries’ handler om en fortæller med en transkønnet onkel, og Kendrick bliver ved med gentagne gange at bruge de feminine pronominer »she« og »her«, selv om onklen jo er sprunget ud som mand. Onklen bliver også beskrevet som »auntie«.

I slutningen af første vers begynder Kendrick Lamar endelig visse steder at bruge pronominerne »he« og »him«, som om fortælleren er begyndt at anerkende sin onkels køn. Han går dog direkte tilbage til at kalde ham »auntie« og bruge feminine pronominer, når andet vers begynder – omend de maskuline pronominer vender tilbage, og det flere gange bliver gjort klart, at han anerkender onklen som en mand, også selv om ordet »auntie« vender tilbage.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I tredje vers hører vi i stedet om fortællerens transkønnede kusine Mary-Ann, som konstant bliver kaldt »he« og »him«. I dette vers hører vi, at Mary-Ann kom ud som transkønnet inden Caitlyn Jenner – som Kendrick i øvrigt her kalder »Bruce«.

I fjerde vers hører vi en mere afklaret Kendrick, der ganske vist atter både kalder sin onkel for »auntie« og nævner sin kusines deadname – men som derudover lader til at anerkende begge familiemedlemmers køn nu.

I løbet af ‘Auntie Diaries’ skildrer han også al den nedgørende retorik, både onklen og kusinen gang på gang bliver udsat for, blandt andet gennem ordet »faggot«, der bliver brugt intet mindre end ti gange på tværs af nummeret.

Sangen slutter da også af med at fabulere over, om Kendrick kan tillade sig at gøre netop det, når han jo i 2018 fortalte en hvid fan, at hun ikke måtte sige n-ordet, når hun rappede med på hans tekster.

‘Auntie Diaries’ er en skildring af transfobi, der er virkelig hård at bevidne, fordi fortælleren ikke står uden for. Men samtidig er fortælleren ikke portrætteret som en decideret skurk.

Som lyttere bliver vi inviteret til at sætte os i fortællerens sted, og det er ikke rart. For et eller andet sted ser vi jo Kendrick Lamar reproducere den selvsamme transfobi, han kritiserer.

Eller hvad?

Kan det måske gøre kritikken af transfobi skarpere, at man ser fortælleren begå transfobien selv? Altså show it, don’t tell it.

Reproducerer skuespiller Edward Norton racisme, når han – i rollen som nynazist – kaster om sig med racistiske bemærkninger i ‘American History X’? Det ville jeg ikke selv påstå. En af filmens pointer er jo at udstille og kritisere figurens adfærd og mentalitet.

Jeg ved ikke, om ‘Auntie Diaries’ bygger på noget virkeligt. Jeg kan i hvert fald ikke snuse mig frem til noget om, at Kendrick har transkønnede familiemedlemmer i virkeligheden – men fair, hvis han værner om sit privatliv. Såfremt det er en ægte fortælling, håber jeg i hvert fald ikke for hans kusine, at han har rappet hendes deadname til millioner af lyttere.

‘Rednecks’

Uanset om ‘Auntie Diaries’ er fiktion eller virkelighed (jeg vil antage, at det er fiktion, blot for at tilgå den konsekvent), synes jeg, den fortjener sammenligning med to sange, der handler om diskrimination, men som ikke er villige til at behandle emnet med samme grad af nuance.

Det drejer sig om ‘Rednecks’ (1974) af Randy Newman og ‘Same Love’ (2012) af Macklemore & Ryan Lewis.

‘Rednecks’ er – ligesom ‘Auntie Diaries’ – formidlet fra perspektivet af en person, der ikke er kunstneren selv, hvor fortællerens ytringer er med til at legitimere diskrimination af minoritetspersoner.

Fortælleren i ‘Rednecks’ er en redneck af den dybt racistiske slags. Omkvædet går »We are rednecks, we’re rednecks / we don’t know our ass from a hole in the ground / we’re rednecks, we’re rednecks / and we’re keeping the ni**ers down«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jeg føler, det mest af alt er en sang, der går ud på at gøre grin med folk, der er mindre tolerante, end man selv er. Og bevares, det kan da være sjovt nok at gøre grin med dem, men det er ikke just en pointe med meget på hjerte.

Sådan en sang er ‘Auntie Diaries’ ikke.

Den udforsker virkelig tæt de mekanismer, der gør, at alle – ikke kun tegnefilmskarikaturer af rednecks – kan komme til at udøve transfobi. Og vi ser direkte i ‘Auntie Diaries’, at fortællerens transkønnede onkel bliver utilpas i selskab med de andre onkler, og at Mary-Ann bliver ukomfortabel omkring fortælleren selv – altså en anerkendelse af, at hans udtalelser og opførsel ikke har været i orden.

Kunne man skildre dette uden gang på gang at fejlkønne og deadname familiemedlemmerne? Muligvis.

Men omvendt virkede det vel.

Jeg mærkede ubehag, da jeg hørte Kendrick omtale familiemedlemmerne sådan, første gang jeg hørte sangen. Jeg mærkede ubehag, da jeg hørte ham sige »faggot« om og om igen. Og det i en grad, jeg på ingen måde gør, når jeg hører gamle Eminem-sange, hvor han bruger ordet. Med Eminem tænker jeg bare ‘bliv lige voksen, Marshall’, men med Kendrick er det tydeligt, at han vil have dig til at føle et ubehag a la det, jeg mærker, når jeg ser ‘American History X’.

‘Same Love’

Den nok tydeligste parallel til ‘Auntie Diaries’ kommer dog fra Macklemore & Ryan Lewis, der i sin tid famøst vandt Grammy-prisen for bedste hiphopalbum over Kendrick Lamars ‘Good Kid, M.A.A.D. City’.

Jeg har hørt nogle sammenligninger med duoens legendarisk kluntede ‘White Privilege II’, hvor Macklemore ligesom Kendrick fabulerer over skyldfølelse over ikke at have gjort det rigtige, mens han ellers vil det bedste. I Macklemores tilfælde blot med hensyn til racisme frem for transfobi.

‘Same Love’ handler om homoseksualitet på samme måde, som ‘Auntie Diaries’ handler om transkønnethed. Macklemores sang har endda også en tilbagevendende homoseksuel onkel, som han spejler sig i og bruger til at forstå homoseksualitet, ligesom Kendricks fortæller lærer at forstå transkønnethed bedre gennem sin onkel.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men ligesom ‘Rednecks’ er det begrænset, hvor meget ‘Same Love’ rent faktisk formår at sige. I starten af første vers, hvor Macklemore går i tredje klasse, overbeviser han sig selv gennem stereotyper om, at han selv må være homoseksuel, hvorefter han lynhurtigt indser, at det bare var noget fordomsfuldt vrøvl. Men derfra bliver homofobien gjort til noget, der fundamentalt er uden for Macklemores magt.

Homofobi er ifølge ‘Same Love’ at finde hos institutionaliseret kristendom, »right wing conservatives« og folk på internettet, der siger »man that’s gay«. Men det er i hvert fald ikke at finde hos Macklemore selv længere, han overkom jo homofobien der i tredje klasse.

‘Same Love’ er essentielt blot fem minutter af »jeg er imod homofobi, og jeg støtter homoseksuelles rettigheder«. Hvilket er et godt udsagn, der stadig trænger til udbredelse, men som kunstnerisk statement er det ikke videre fængslende.

Kendrick Lamar havde nok mødt mindre kritik fra LGBT+-miljøet, hvis han i stedet for ‘Auntie Diaries’ havde lavet en fem minutter lang sang om, hvor uretfærdigt institutioner behandler transkønnede, og hvor udbredt det er at bruge comedy til at nedgøre deres eksistens (*host* *host*).

Men ‘Auntie Diaries’ handler i virkeligheden meget lidt om de to transpersoner, han rapper om. Sangen handler om fortælleren selv; hans vej mod at anerkende deres køn, og hans vej mod at anerkende, at han tager del i en kultur, der diskriminerer mod dem og nedgør dem.

Synes jeg, Kendrick Lamar gør det perfekt? Njah.

Jeg vil i hvert fald ikke sige de transpersoner imod, der har kritiseret sangen for muligvis at være med til at normalisere deadnaming, fejlkønning og brug af ordet »faggot« blandt folk, der ikke er LGBT+ – for jeg vil ikke afvise, at sangen uvilligt gør netop det.

Men jeg synes alligevel, det er en modig sang, der inviterer til, at vi ser indad og reflekterer over, hvordan vi selv uvilligt kan komme til at udbrede transfobi.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af