Er det forbudt at give Kendrick Lamar mindre end seks stjerner?

Det kan føles som om, at nogle kunstnere er ‘too big to fail’. Som om, at vi alle er for investerede i deres storhed til at lade dem falde. Det kan stå i vejen for en ærlig bedømmelse af deres musik.
Er det forbudt at give Kendrick Lamar mindre end seks stjerner?
Kendrick Lamar. (Foto: Mark Metcalfe/Getty Images)

KOMMENTAR. »Bliver det endnu en 6’er?«

Sådan spurgte en anmelderkollega i en Soundvenue-gruppechat på Messenger, da jeg forleden skrev, at jeg sad og lyttede til det nye Kendrick Lamar-album, som jeg skulle anmelde.

Det spørgsmål fik mig til at studse lidt.

Det talte nemlig direkte ind i den forventning, jeg selv havde til albummet. Kendrick Lamar laver jo klassikere. Hans seneste tre soloalbum er blevet hyldet som vor tids vigtigste hiphopalbum. Også af Soundvenue, hvor de har fået seks stjerner. De to første har jeg selv anmeldt.

Kunstneren fra Compton er – især efter Drake og Kanye eftertrykkeligt har slået fast, at deres bedste år er bag dem – den største.

Så ’Mr. Morale & The Big Steppers’ skulle jo nok også bare have seks stjerner, ikke? Klassikerkåres ved fødslen. All hail King Kendrick, som rapperen selv har rappet engang.

Ovenstående er selvfølgelig lidt skarpt skåret op, men jeg føler ikke, at det er helt forkert. Maksimalt lidt overdrevet. Der er nemlig en særlig elite af artister, der føles urørlige på en måde, de fleste af deres kolleger ikke er.

Som en Beyoncé. Eller en Frank Ocean. Eller netop Kendrick.  

»Mesterværk«, skrev Consequence of Sound da også, da ’Mr. Morale & The Big Steppers’ kom i fredags. »Rap-geni«, jublede The Guardian. »Triumf«, lød det hos NME. Alle de anmeldelser udkom i øvrigt samme dag som albummet. Kritikerkoret startede hyldesterne tidligt.

Det er som om, vi – anmeldere, musikelskere, mennesker på jorden – har besluttet os for, at det her er the good guys. Moralske forbilleder, gode mennesker og geniale musikere. Når de udgiver et album, sættes alt andet på pause.

Sådan havde jeg det da også selv. Jeg tog Kendrick Lamars album meget alvorligt. Satte mig ned. Lyttede efter.

Netop det med at lytte endnu mere efter var noget, der slog mig, da jeg sad og lyttede til Kendrick Lamars nye album. Det er et teksttungt værk uden de store lydmæssige overraskelser. Det er et album, der kræver, at du virkelig dissekerer teksterne. Tolker. Analyserer. Hører efter hvert ord, som sad du til diktat i folkeskolen.

Det kræver meget af lytteren. Hvilket vi, i Kendricks tilfælde, accepterer. Men er vi lige så tålmodige, når andre artister forlanger en tilsvarende indsats fra lytteren? Det tror jeg ikke altid. Sidst Childish Gambino udgav et album, var det for eksempel som om, verden kollektivt besluttede, at det altså var lige komplekst og, ja, prætentiøst nok.

Beyoncé, Frank Ocean og Kendrick Lamar bliver sjældent kaldt prætentiøse. Selv om de alle tre har, hvad man lidt eufemistisk kan betegne som en hang til store armbevægelser.

Altså, vi behøver måske ikke at lade som om, det var en topgenial avantgarde-performance, dengang Frank Ocean trollede os ved at livestreame sig selv save brænde i timevis. Bare for at nævne ét eksempel på et tidspunkt, hvor en af De Ufejlbarlige var en smule fejlbarlig alligevel.

Min pointe er: Den her eksklusive klub af superkunstnere får længere line end andre. Det har de vel i princippet også fortjent i kraft af, at de har lavet kunstværker, der har defineret deres tid.

Men det siger også sig selv, at alt for stor forhåndsindtaget beundring kan være lige så farlig for en anmelder som negative fordomme kan være det. Selvfølgelig er total objektivitet og neutralitet en utopisk position. Men derfor skal man stadig forsøge at stræbe efter den.

Skal Kendrick Lamars nye album så have de seks stjerner?

Kendrick Lamar på coveret til ‘Mr. Morale & The Big Steppers’. (Foto: PR)

Nej, det synes jeg ikke. Men det er et virkelig godt album. Jeg gav det fem stjerner.

Kendrick Lamar er en fantastisk lyriker. Men på ’Mr. Morale & The Big Steppers’ er der helt enkelt også bare en håndfuld knap så stærke sange. De er imponerende rent teknisk. Men noget andet er gået tabt. Det umiddelbare. Det medrivende.

Ved de første lyt tænkte jeg: Måske må man godt det her, når man hedder Kendrick Lamar og i øvrigt er verdenshistoriens første Pulitzer-vindende rapper? Altså lave sange, der til dels er noget uinspirerende at lytte til, men som fungerer i kraft af deres rolle i den større fortælling?

Men efter at have tænkt nogle af de tanker, jeg nu har skrevet ned i denne artikel, spekulerede jeg også over noget andet.

Hvad hvis Childish Gambino eller – endnu værre! – Jack Harlow havde gjort noget lignende? Altså lavet en række krævende, monotone sange, der primært fungerede som kapitler i artistens personlige udviklingshistorie? Havde jeg givet dem samme tålmodige lytteindsats som Kendrick?

Måske, måske ikke, det er i virkeligheden totalt umuligt at afgøre, men det er nok alligevel meget sundt at spekulere lidt i de baner. At genoverveje nogle af de ting, vi tager for givet. At turde (gisp!) tænke kritisk.

Også – eller måske især? – når det gælder vor tids mest hyldede kunstnere.

Kendrick Lamar rapper i hvert fald mere end én gang på ’Mr. Morale & The Big Steppers’, at han ikke er en ufejlbarlig frelser. Måske bør vi tage ham på ordet, når han siger, at han ikke er fejlfri.

Så når han laver en dårlig sang, er det vigtigt, at man stoler nok på sig selv til at sige: Det her er ikke en god sang.

I stedet for at tænke: Måske var det rent faktisk en god sang, for det var jo Kendrick, der lavede den.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af