Childish Gambinos ’3.15.20’ sigter efter avantgarde-ikoner som Kendrick, Kanye og Tyler
Donald Glover er det, man kalder et renæssancemenneske. Sådan en Da Vinci-agtig karakter, der er mesterlig inden for ikke bare én disciplin, men flere felter. Ud over musikken har Glover således både været skuespiller i kultserien ’Community’ og skabt ’Atlanta’, der er en slags metaserie over sort kultur og fremstillingen af den.
Inden for musikkarrieren (under aliasset Childish Gambino) har denne her polyvalente tilgang dog været både velsignelse og forbandelse. For renæssancemandens katalog har været præget af en række kostumeskift, hvor Glover med album som ’Awaken, My Love!’ og ’Because the Internet’ har vist, at han kan skabe både stilsikker funk og undergrundsrap – men hans eget fingeraftryk har altså ikke været det tydeligste.
I hvert fald indtil ’This Is America’ fra 2018, hvor han pludselig blev en kulturel force med en konceptuel og politisk vakt sang, der måske tog lige lovlig mange tricks fra Kendrick Lamars tryllebog, men som blev et fænomen, fordi den ramte lige ned i tidsånden – også takket være en stærk video.
Det nye Childish Gambino-album ’3.15.20’ er det første siden ’This Is America’, og det forsøger at leve op til de forventninger, dén sang har skabt, ved at knytte an til nogle af den sorte musiks store avantgarde-albumkunstnere fra dette årtusinde.
’Algorhythm’ har således et gyngende, blip-bloppende beat, der kunne være taget fra Kanye Wests ’808 & Heartbreak’, mens første vers bruger et mekanisk, forvrænget flow, der nikker til ’Yeezus’.
’12.39’ er derimod en gyngende, smuk sang om det både sårbare og smukke ved at være sort. Den ville have passet perfekt ind på et Blood Orange-album, og den citerer desuden André 3000, der er et af de store forbilleder for den nuværende auteur-generation.
Samtidig fragmenterer og opløser Glover sin stemme over hele albummet, ligesom Tyler, the Creator og Frank Ocean har populariseret det på de karrieredefinerende album ’Igor’ og ’Blonde’. Især ’24.19’ har et meget Ocean-agtigt omkvæd.
Men der er samtidig mere på spil end forvrængning og decentralisering af stemmen. På svampetrip-fortællingen ’12.38’ (der gæstes af en sjov, men lidt malplaceret 21 Savage, der rapper om at spise Popeye’s Chicken på en privatjet) er der passager, hvor Childish Gambino spiller flere forskellige stemmer, der summer ind og ud af lydbilledet – lidt ligesom den slags fragmenterede fortællinger, man kan finde på Kendrick Lamars ’To Pimp a Butterfly’.
Netop dén periode af Kendricks karriere er nok den største indflydelse for de seneste års Glover, hvilket man allerede kunne mærke på ’This Is America’. Ikke kun på grund af den meget konceptuelle tilgang til albumformatet og den fragmenterede flerstemmighed, men også på grund af viljen til at gå i dialog med sort musikhistorie.
Ligesom Kendrick inkorporerede soul, funk og jazz, lader Glover (og hans faste producerpartner Ludwig Göransson, der har produceret en fremragende, flersidig lydside sammen med Kendrick-produceren DJ Dahi) også en række forskellige genrer glide ind fra højre og venstre, som på ’24.19’, der gynger ligesom det tidligere funkhit ’Redbone’.
Koncepter, genrer og tematikker i overflod: Det er et rimelig ambitiøst album, Donald Glover har lavet. Bare det, at sangene ikke har rigtige titler, men i stedet refererer til tidspunktet, hvor de optræder, understreger en konceptuel ambition. Det samme gør de mange lydeffekter, der suser gennem albummet, som den gyseragtige knirken til sidst på ’19.10’ eller det intense åndedræt i slutningen af ’24.19’.
Man overraskes hele tiden. Men det konstante sansebombardement er også det, der gør albummet ujævnt. For de mange tråde samles ikke til ét samlet fokus. Det her er et album, hvor der pludselig kan dukke en country-trapsang som ’35.31’ op, der har et flow som M.I.A.’s ’Paper Planes’ og citerer et gammelt hit af OJ Da Juiceman og Gucci Mane (‘Make Tha Trap Say Aye’). Hvilket er en sjov nok ting, men det er også bare helt vildt random.
Albummet har mange referencer og prøver at indskrive Glover i sort musikhistorie, men det er også klart en efterkommer af store værker som de tidligere nævnte album af Kanye, Kendrick, Frank, Blood Orange og Tyler.
Men ‘808s & Heartbreak’ handlede om at miste, ‘To Pimp a Butterfly’ fremstilede smerten og stoltheden ved at være sort i USA, og ‘Igor’ tematiserede flydende seksualitet i et kærlighedsforhold. Hvad handler ‘3.15.20’ om? Det er svært at sige – ud over at det indeholder elementer af alle forebillederne.
Og heri ligger albummets svaghed. Det er et værk, der er skabt af en elev – ikke af en mester.
Når Donald Glover laver musik, er han stadig på skolebænken. Han er en ivrig studerende, der efterligner forgangsmændene. Og for at være et sandt renæssancemenneske, må han også en dag samle alle de tråde og referencer til et værk, der for alvor lyder som noget, der er hans helt eget.
‘3.15.20’ ender derfor med at være et spændende skridt på Donald Glovers musikalske vej frem – men ikke det endelige storværk.
Kort sagt:
Childish Gambino følger op på succesen ‘This Is America’ med et ekstremt ambitiøst album, der vil sætte ham i samme kategori som forebillederne Kanye, Kendrick og Frank.