Du kan lytte til og abonnere på Standard via Spotify og iTunes samt gennem gængse podcast-apps som Stitcher og Pocket Casts eller podcast-app’en på din iPhone eller Android-telefon.
Childish Gambino er hiphoppens frelser!
Okay, det er måske en anelse overdrevet, men det er godt nok overvældende, hvor positive reaktioner rapperen har fået på ‘This Is America’. Sangen har fået den slags ros, der normalt er reserveret til Kendrick Lamar, samtidig med at den har overgået Drakes to supersingler på den amerikanske singlehitliste.
Det er nærmest utroligt at tænke på, at det her den samme pinlige punchline-rapper fra 2011-albummet ‘Camp’, der dengang virkede som et fremmedlegeme i hiphopkulturen.
Hvordan er Donald Glover gået fra at være standup-komikeren og skuespilleren, der aldrig passede ind i hiphopuniverset, til at være udråbt til en af kulturens definerende stemmer?
Er han en slags anti-Kanye, der danner modvægt til Mr. Wests Trump-forelskelse? Eller er han stadig dybest set en elitær skikkelse, der bare bruger hiphop som en slags maske til sin Childish Gambino-karakter?
Værterne Kristian Karl og Mads Viktor får besøg af Soundvenue-skribent og Childish Gambino-ekspert Maibritt Enevoldsen for at få svar på alle de brændende spørgsmål.
Derudover: Hvilket album glæder vi os mest til i juni? Må hvide piger rappe n-ordet til hiphopkoncerter? Og har verden brug for endnu en Big Shaq-sang?
Standard udkommer hver 14. dag og gæstes af rappere, producere og eksperter for at diskutere de mange aspekter af hiphoppens dominerende rolle i kulturlandskabet.
Abonnér på Standard via iTunes HER og via Spotify HER.