Først og fremmest: Selvfølgelig er det alt for tidligt at fælde nogen som helst form for endelig dom over ‘Mr. Morale & The Big Steppers’.
Ethvert album fortjener mere end en eller to gennemlytninger, og Kendrick Lamars værker kræver – det kan man vist rolig sige – endnu flere lyt end de fleste. Så denne artikel er ikke et forsøg på at indfange albummets essens eller noget i den dur.
Det er i stedet en række hurtige observationer efter første gennemlyt af ‘Mr. Morale & The Big Steppers’.
Kendricks første soloalbum i fem år er noget af en mundfuld. Det er – som mange havde luret på forhånd – et dobbeltalbum, der består af to gange ni sange.
Den omfangsrige gæsteliste tæller blandt andet rappere som fætteren Baby Keem, Kodak Black (der dukker op flere gange) og gode gamle Ghostface Killah samt samarbejder med blandt andre Summer Walker og Beth Gibbons fra Portishead.
Albummet kredser om temaer som kærlighed, religion, cancel culture, materialisme, døden, race, seksuelle krænkelser, terapi, frelserkomplekser og… virkelig meget andet. Alt mellem himmel og jord og lidt mere endnu.
Det bliver fascinerende at dykke ned i over weekenden – men indtil da er her vores førstehåndsindtryk. En regulær anmeldelse følger i næste uge.
1. ‘Mr. Morale & The Big Steppers’ er et rapalbum
Denne virker måske åbenlys, men i de eneste år var der i perioder tale om, at Kendrick Lamar ville lave et mere rock-orienteret album. Han har desuden også vist på det jazz- og soul-inspirerede ‘To Pimp A Butterfly’, at han ikke er bange for radikale lydmæssige forvandlinger.
Men ‘Mr. Morale & The Big Steppers’ har faktisk ikke de helt store udsving rent lydmæssigt. Jo, jo, Pharrell får da eksempelvis skabt en hypnotiserende laser-storm af et beat på ‘Mr. Morale’, men vi er sjældent helt udenfor hiphoppens tempi og generelle strukturer.
2. Albummets mest uventede feature er…
…. den spirituelle guru Eckhart Tolle!
Jep, forfatteren bag ‘Nuets kraft’ er faktisk en gennemgående stemme på ‘Mr. Morale & The Big Steppers’, og dukker blandt andet op i starten af ‘Savior – Interlude’.
Tolle påberåbes også på sange som ‘Father Time’, hvor Kendrick Lamar bearbejder sin barndom og de maskulinitetsidealer, han indlærte som lille: »Man should never show feelings, being sensitive never helped«. Det er i virkeligheden lidt samme budskab som på Tobias Rahims seneste single om maskuline tårer.
3. Kendrick vil ikke være din frelser
På trods af, at coveret viser Kendrick Lamar med en tornekrone – du ved, ligesom Jesus – vil han ikke være nogens frelser. Det slår han fast på ‘Savior’, der blandt andet handler om, at musikere altså ikke skal være nogens entydige ledestjerner.
Netop frelserkomplekset har fyldt meget for Kendrick, der altid har været optaget af at være et godt forbillede, men også har revset sig selv for at være en hykler på tidligere album.
Her virker han afklaret omkring, at han ikke kan opfylde alles messianske forventinger: »I can’t please everybody« sukker han gang på gang på ‘The Crown’.
4. Kendrick Lamar har haft skriveblokering
»Writer’s block for two years, nothing moved me / asked God to speak through me, that’s what you hearing now«.
Sådan lyder det på sangen ‘Worldwide Steppers’, og måske er det altså på grund af den skriveblokering, vi ikke har hørt mere fra rapperen de seneste år.
‘Worldwide Steppers’ handler i øvrigt også om Kendrick Lamars to børn, og hans forlovede, Whitney Alford, der også er med på coveret. Men alt er ikke altid fryd og fred i familien og forholdet, hvilket ‘We Cry Together’ skildrer på ubehageligste vis.
5. ‘We Cry Together’ er voldsom som en Eminem-sang
Den her sang handler ikke om et skænderi. Den er et skænderi. Sådan et af den slags, hvor man slynger det allerværste, man kan finde på, i hovedet på hinanden. Lidt som hvis Eminem havde lavet en sang med ekskonen Kim, da de hadede hinanden allermest.
Kendrick og gæsterapperen Taylour Paige lyder klar til at dræbe hinanden – sidstnævntes stemme knækker faktisk lidt som ‘Stan’-karakteren i Eminems klassiker. Der bliver blandt andet slynget nedværdigende kommentarer om modpartens kønsorganer, og sagt »fuck you« flere gange, end vi kan tælle. Det er så intenst, at man knap kan klare at lytte til det.
Hvordan ender det så? Med makeup-sex, selvfølgelig. Det er en hel teaterscene i én sang, det her.
6. Kendrick Lamar kaster sig ind i tidens måske mest ophedede debat på ‘Auntie Diaries’
På sangen ‘Auntie Diaries’ rapper Kendrick Lamar fra perspektivet af en person, der har transkønnede familiemedlemmer. Den type greb kender vi fra rapperen: Han skifter tit synsvinkel mellem forskellige karakterer eller indre stemninger for at fortælle en større historie.
Men denne sang er alligevel bemærkelsesværdig, fordi debatten om transkønnedes rettigheder lige nu er et meget ophedet emne globalt, men måske især i USA, hvor der foregår en veritabel kulturkamp omkring seksualitet og identitet.
Den debat taler Kendrick Lamar ind i på det her nummer.