SERIE. Kendrick Lamar er ikke en af de der moderne succeser, der opstår fra den ene dag til den anden. Tværtimod. Compton-rapperen er i stedet nået til sin status som ubestridt moderne hiphoplegende ved at studere, arbejde og, som man siger, være på sin grind.
Som lille så han Tupac i sit nabolag og ville være rapper som ham. Senere udgav han en hel udgivelse, hvor han dyrkede sin egen fascination af Lil Wayne.
Selv på sin første store klassiker, ‘Good Kid, m.A.A.d City’, var han stadig til en vis grad i lære hos ældre mestre – albummet var nemlig udgivet på westcoast-ikonet Dr. Dres pladeselskab og med dennes involvering.
Men de mange år i lære har – lidt som i den lange oplæringsfase i samurai-film – gjort ham til genrens største mester lige nu. Nu skaber han storværker som ‘To Pimp a Butterfly’, der går i dialog med store dele af den sorte, amerikanske musikhistorie, eller iklæder sig superhelteklæder som iscenesætter af sit eget ‘Black Panther’-soundtrack.
Den gode dreng, der artigt har lært hiphop siden barnsben, er altså i dén grad blevet en auteur i sin egen ret, der ikke står tilbage for nogen. Studenten er blevet en sand mester. Og det er svært at benægte, at han er en af de bedste rappere i verden lige nu – hvis ikke den bedste overhovedet.
Originalitet: 10/10
Gennembrudsværket ‘Good Kid, m.A.A.d City’ revitaliserede vestkystrappen, men det er albummene efter, der især har slået Kendricks enestående originalitet fast.
Storværket ‘To Pimp a Butterly’ udvidede persongalleriet med metaforiske bipersoner, og rapperen lød stedvis som om han talte i tunger, når han lod forskellige sider af sig selv komme til orde på albummet. Samtidig fungerede værket som dialog med den bredere sorte musiktradition ved at inddrage elementer og gæster fra genrer som jazz, soul og funk. ‘To Pimp a Butterfly’ var et album, der tematiserede hvad det vil sige at være sort i USA – og gjorde det ved at samtale med tidligere sorte stemmer.
Senest har Kendrick manifesteret sig som en form for hiphopsuperhelt med først det selvsikre ‘Damn’-album og hits som ‘Humble’ og ‘DNA’, og derefter ‘Black Panther’-soundtracket, hvor han lod vestkysthiphop mødes i dialog med afrikanske musikere.
Med alt det in mente må man sige: Der er næppe mange andre rappere, der har skubbet grænserne for, hvordan hiphop kan lyde i samme omfang som Kendrick Lamar.
Tekster: 10/10
Det er næsten synd at kaste sig ud i de dybere lag og forskellige stemmer, der spøger i Kendrick Lamars tekster, i en så kort tekst som denne. Det kræver nærmest en hel Ph.D. at give sig i kast med. Men lad os prøve.
Først og fremmest er Kendrick Lamar en fantastisk fortæller, der tit udfolder sine historier over flere tracks (eller hele album), og som bruger flere lag af symbolske og metaforiske virkemidler til at fortælle sin historie. Som på ‘Good Kid, m.A.A.d City’, hvor vi møder den evigt fristende Sherane, eller på ‘To Pimp a Butterfly’, hvor en lang række forskellige karakterer overtaget ordet. Nogle er fragmenter af Kendricks indre, mens andre er deciderede karakterer – eller noget et sted i midten.
Det gør Kendrick til en ægte flerstemmig historiefortæller. Han formår at skabe hele persongallerier på sine album. Men han kan også gå den modsatte vej – som på ‘Damn’, hvor han stedvis trak sig tilbage i sig selv og talte fra et direkte personligt standpunkt.
Samtidig kan han også bare gå ind på klassisk rapper-vis. Som på banger-sange som ‘Backseat Freestyle’ eller skarpe gæstevers som på Big Seans ‘Control’, hvor han nærmest dissede alle andre rappere på scenen. Han kan det hele.
Flows: 10/10
Kendrick Lamar har altid markeret sig ved at bruge et flertal af fascinerende flows, der er alt andet end konventionelle. Han hvisker, nynner, råber, græder eller noget helt andet.
Den exceptionelt ekspressive rapper har heller aldrig været bange for at læne ind i den hæse og lyse del af sin stemme – en lektie, han tydeligvis har lært fra det tidlige forbillede Lil Wayne. Samtidig har han en form for syngende tilgang til rappen, der måske er et levn fra lokalheltene i Bone Thugs-n-Harmony. På nyere sange, som ‘Humble’ eller det scenestjælende gæstevers hos Rich Tha Kid (‘New Freezer’), tager han samtidig moderne flows og mestrer dem bedre end nogen anden.
Men det er kun facetter af et større hele. For Kendrick Lamars flows er frem for alt uforudsigelige. Man ved aldrig, hvilken stemme han bruger, hvilket perspektiv han taler fra, og hvilke nye retninger han introducerer i sin stemmeføring.
Hovedværk: 10/10
Det her burde faktisk hedde hovedværker i flertal. For Kendrick Lamars seneste tre soloalbum, ‘Good Kid, m.A.A.d City’, ‘To Pimp a Butterfly’ og ‘Damn’ har alle været klassikere. Og de har været det på hver deres måde.
Først kom det store westcoast-epos, hvor Kendrick Lamar kørte sig i stilling som arvingen efter Los Angeles-legender som Snoop, Dre og Tupac. Derefter det politiske, selvbevidst sorte konceptalbum, hvor Kendrick forgrenede sin egen hiphoptradition med en større genealogi af sort musik. Og så kom albummet, hvor han primært kiggede indad og samtidig demonstrerede sin overlegenhed som klassisk battle-rapper på tracks som ‘Humble’ og ‘DNA’.
Det her været en tour de force over flere år, der vækker mindelser om Outkasts legendariske albumudgivelser omkring anden halvdel af 90’erne, hvor de udgav rækkevis af mesterværker som ‘Aquemini’, ‘ATLiens’ og ‘Stankonia’. Samtidig vil dag et-fans også påpege, at det tidlige album ‘Section .80’ faktisk markerede Kendrick som noget af en undergrundsstjerne allerede før det brede gennembrud.
Derfor må vi igen sige: Ingen anden nulevende rapper har et tilnærmelsesvis lige så stærkt cv som Kendrick.
Karisma: 6/10
Kendrick er mange ting. En exceptionel fortæller, frygtløs flow-eksperimentalist og fornyer af hiphoppen. Men dybest set er han ikke den helt store karismatiske kunstner.
Compton-artisten er nemlig ikke en dragende, manisk skikkelse a la Lil Wayne på sit højeste, og han har ikke den hypnotiserende tilstedeværelse Tupac havde. Han mangler også samme djævelske glimt i øjet, der har gjort folk som Gucci Mane eller Biggie til stjerner.
Lidt ondt sagt kunne man sige, at Kendrick netop er en »good kid«, som han døbte sig selv på gennembrudsalbummet. Og alle ved jo, at de gode drenge sjældent er de mest fascinerende.
Men det Kendrick måske mangler i karisma, vejer han op for med rendyrket talent og kunstnerisk virke. Han skaber album (og koncertoptrædener) som de færreste fra hans generation kan røre. Og han er villig til konstant at udfordre sig selv. Det her mere end kompenserer for en vis mangel på naturlig starpower.
I alt: 46/50
Kendrick Lamar er hiphoppens store messianske skikkelse lige nu. Hans seneste tre soloalbum har alle været klassikere, og han har skabt hits som ‘Humble’, der blev verdenssucceser uden at give kald på den kunstneriske identitet. Folk som Drake har måske større kommerciel appel. Men de færreste vil benægte det faktum, Kendrick allerede selv påpegede på sit legendariske ‘Control’-gæstevers: At det er ham, alle andre bliver målt imod lige nu.
Tidligere i serien:
Best rapper alive #1: 20 år efter sin debutsingle er Pusha-T stadig en af verdens bedste rappere
Best rapper alive #2: Lil Uzi Vert har arvet den maniske energi fra Young Thug og Lil Wayne
Best rapper alive #3: Drake er verdens største rapper – er han også den bedste?