SERIE. Der er et eller andet helt gammeldags ved Pusha-T – og måske netop derfor stikker han lidt ud i det moderne hiphoplandskab. Vi befinder os i en æra, hvor selv Jay-Z laver konceptalbum om utroskab og selvrealisering, hvor selv J. Cole samarbejder med trapproducere, og hvor Eminem gang på gang får det til at se ud som om, at en traditionel tilgang til hiphop automatisk medfører pinlige resultater.
Og midt i dette lader Pusha nærmest som ingenting, rapper som om intet var hændt, og alligevel bjergtager han os gang på gang – senest med albummesterværket ’Daytona’ og det efterfølgende Drake-diss ’The Story of Adidon’.
Der er selvfølgelig mange dygtige rappere i disse år, der trækker på en lidt gammel skole, og som stadig imponerer gang på gang. Men Pusha troner over dem alle, og i stedet for at befinde sig komfortabelt i undergrunden, som mange af de mere ‘klassiske’ rappere, er han en af verdens største hiphopstjerner.
Denne store succes gør Pusha-T til en anomali i hiphoppens verden – men succesen har han kun fået, fordi håndværket er så utrolig godt.
Originalitet: 6/10
Okay, indrømmet: Hvis der er en af vores kategorier, hvor Pusha-T halter lidt efter, er det her. Når han ikke lige er i gang med at disse Drake, er størstedelen af hans musik enten coke-rap eller pralende magtdemonstrationer – ofte begge dele på én gang. Og det er altså set før. Det var for den sags skyld heller ikke noget nyt, da Pusha-T debuterede i sin tid. Han skyldte allerede dengang en del til kunstnere som Raekwon, The Notorious B.I.G. og en ung Jay-Z.
At han alligevel kan snige sig op på et sekstal skyldes, at han de seneste 20 år har sørget for, at cokerap konstant har føltes frisk. Selv om Pushas vokal på overfladen ikke lyder mærkbart anderledes i forhold til på de tidlige Clipse-udgivelser, har han fra album til album tilpasset sin stil og sin levering, så hver udgivelse har noget unikt at byde på.
På 00’ernes Clipse-album rappede han over groovy Neptunes-beats, men på ’My Name Is My Name’ blev lyden langt hen ad vejen mere voldelig og støvet. På ’Darkest Before Dawn’ var instrumentationen mere underspillet og paranoid, og på sidste års Kanye-producerede ’Daytona’ var lyden blevet soulet og føltes helt organisk. Og uanset hvad, har Pusha lydt eminent – det kræver sin originalitet.
Og så ville det da være synd, hvis jeg ikke nævnte, at hans signaturvending, »yugh!«, nok er en af de mest opfindsomme hiphop-catchphrases nogensinde.
Tekster: 9/10
Hvis man skal kunne rappe om coke 20 år i træk, kræver det sine evner som lyriker, hvis det ikke skal blive kedeligt. Men Pusha-T er altid klar med stribevis af vittige punchlines, gruopvækkende detaljer og maleriske afbildninger af hårdkogte situationer. Tag ’Nosetalgia’ som et eksempel. Her kommer vi helt tæt på rapperens barndom, og gennem fængslende historiefortælling bliver det let at mærke, hvilke strabadser, kokain har voldet for ham allerede i en ung alder.
Men vi må endelig ikke overse, hvor millimeterpræcis og spydig hans lyrik også kan være. Det er ’The Story of Adidon’ et sublimt eksempel på. Ofte nævnes alle de vilde ting, han siger om Drake på det nummer, men det, der for alvor gav sangen slagkraft, var Pushas måde at sammensætte dem lyrisk. Linjer som »You mention wedding ring like it’s a bad thing / your father walked away at five – hell of a dad thing« er geniale og ville selv være opsigtsvækkende, hvis man ikke kendte til Pushas beef med Drake.
Flows: 9/10
Flowmæssigt leder Pusha stadig – uanset hvilket beat han rører ved – tankerne hen mod klassisk 90’er-hiphop. The Notorious B.I.G., Guru, Raekwon… Ikke noget melodisk stof, ikke for mange ad-libs, men rettere et komplekst system af stavelser, der låser sig ind over beatet, så hver linje spejler sig i den foregående, men også lægger logisk op til den næste. Det kan måske være, at yngre hiphopfans vil finde hans stil lidt spartansk eller ensformig, men der er noget enormt tilfredsstillende over denne klassiske flowstil, hvor hver konsonant bare føles gennemtænkt – især fordi det ikke sker på bekostning af hans lyriske indhold.
Men som tidligere nævnt er noget af det fede ved Pusha-T, at han kan tilpasse sig ethvert beat, og det er hans flow en af de væsentligste årsager til. Han har stort set aldrig givet en dårlig feature, for uanset om han skal passe ind i Goldlinks, Flumes, Rae Sremmurds eller Hudson Mohawkes univers, er han i stand til at låse hver stavelse fast lige præcis der, hvor det lyder bedst.
Hovedværk: 10/10
Pusha-T har to hovedværker – og begge er så fantastiske, fordi de forstår at begrænse Pusha til det, han er allerbedst til, uden at albummet når at blive et ensformigt bekendskab af den årsag. Og de gør det på to forskellige måder.
Det første er Clipse-albummet ’Hell Hath No Fury’ fra 2006, hvor Pusha får modspil af gruppefællen Malice (der nu går under navnet No Malice) og en række gæsterappere. Albummet er fyldt med nogle af de bedste, mest hårdføre Neptunes-produktioner nogensinde, og begge rappere har spækket albummet med engagerende, velleverede fortællinger om desperation, succes – og naturligvis masser af coke-dealing.
Det andet hovedværk er en soloudgivelse, sidste års 21 minutter lange ’Daytona’. Grundet længden kan man få den rendyrkede Pusha-oplevelse, uden der er brug for den store afveksling. Albummet er produceret af Kanye West, og sjældent har hans beats lydt nær så godt som på ’Daytona’. Det album markerede, at Pusha-T stadig den dag i dag er en af verdens allerstærkeste rappere, og hans alder får ham kun til at lyde bedre og udstråle yderligere autoritet.
Karisma: 7/10
Karisma er ikke altid det, man forbinder mest med Pusha-T, men i samarbejde med et godt beat kan han ose af det. Kig for eksempel på Clipse-hittet ’Mr. Me Too’. Det er altid en fryd at lytte til, fordi hans vanvittige heist-fortælling afsluttes med, at han kækt siger »I know, I know, yep, yeah, you too« til hvem end, der måtte have lyst til at prale med at have gjort noget lignende.
For et nyere eksempel kan man fremhæve ’If You Know You Know’ fra ’Daytona’. Når man hører ham rappe »You missed, boy; ya numbers don’t add up on the blow / that was ten years ago – if you know, you know« i slutningen af åbningsverset, er det svært ikke at mærke den smittende selvtillid, han emmer af. Og når han er på mere slap line, såsom på posse cuttet ’Mercy’, kan han stjæle showet fra stemmer som Big Sean og 2 Chainz – rappere, der i højere grad vinder på deres karisma end deres evner som lyrikere.
Ja, ja, måske bliver han lidt tør i længden i løbet af ’My Name Is My Name’ – men i de rette doser og rette kontekster stråler han af karisma.
I alt: 41/50
Pusha-T har siden 00’erne været en af spillets bedste rappere, og her 20 år efter debutsinglen lyder han bedre end nogensinde – og er måske også større end nogensinde før. Det er sjældent, en rapper går ind i sin storhedstid i starten af sine 40’ere, men Pusha har altså præsteret det. Og det bliver interessant, om det næste værk kan matche storheden fra ’Daytona’.