SERIE. Drake har som ingen andre formået at dominere både rapgamet og popsfæren i ufatteligt lang tid. Den canadiske superstjerne har over mange år fremvist en enestående evne til at navigere de overlap, der efterhånden er opstået mellem rap og pop.
Han kan både lave hård hiphop, dancehall-inficerede hits og bløde popnumre. Og selv om han ikke længere er den nyskabende figur, han var i starten karrieren, er han stadig ofte med helt ude på frontlinjerne gennem co-signs og shout-outs til unge rappere. Så på den måde har hans originalitet og sans for trends bare udviklet sig til nye udtryksformer.
Han er den logiske efterfølger til Jay-Z og Kanye West, og en kunstner af en kaliber og popularitet, der er meget sjælden. Drake er klart verdens mest succesfulde rapper lige nu. Men betyder det, at han er verdens bedste?
Originalitet: 9/10
Det er hans første tre album (og det mixtape, der kom inden), der definerer Drake. Den følsomme rap-persona, den melankolske Toronto-lyd, og vokalen der veksler mellem rap og autotune-croon, er centrale for Drakes verden.
Siden da har han været så alsidig, at han kan føles uoriginal, næsten ubestemmelig. ’If You’re Reading This It’s Too Late’ var rendyrket rap, mens ‘Views’ havde tydelige dancehall-inspirationer. ’More Life’ og ‘Scorpion’ var uoverskueligt lange og flersidede, men alligevel havde de noget, der var umiskendeligt Drake. Og fra Future-samarbejdet ‘What a Time To Be Alive’ til utallige features hos unge rappere, har han altid suget andres stil og lyd til sig. Nogle gange så meget, at man bliver i tvivl om, hvem han er.
Men Drake er det hele og gør det hele. Rapper om dyre biler, synger om knuste hjerter. Evnen til at smyge sig igennem forskellige genrer og følelser er hans styrke. Det er det, der er den egentlige genistreg; han kombinerer det hårde med det bløde, pop med hiphop, og gør det på en måde, så alt hvad han rør ved ender med at blive til Drake.
Nogle gange består den rendyrkede originalitet ikke i at opfinde én frisk idé (som han har gjort tidligere), men også i at kombinerede udtryksformer, lyde og genrer, som ingen havde tænkt muligt før. Drake startede som ekstremt original kunstner – nu er det i lige så høj grad hans rolle som kurator og trendsetter, der defineret dét aspekt af hans virke.
Tekster: 8/10
Drake er ikke den største lyriker i rapper-forstand. Hans ordspil kan være, og var især tidligt i karrieren, klodsede og corny – »This lost boy got fly without Peter Pan / and my delivery just got me buzzing like the pizza man«, fra ‘Succesful’ må være en af de absolut værste Drake-linjer. Senere er det blevet bedre, men i grunden skal det her punkt handle mere om, hvad Drake siger – og ikke altid så meget om, hvordan han siger det.
Hans tekster rummer nemlig en oprigtighed og ligefremhed, der kan være fængende og rammende som hos få andre. Hvem kan glemme den ikoniske »She said do you love me?«-linje i ‘God’s Plan’ eller omkvædet fra ‘Hotline Bling’? Eller hele den følelsesmæssige tumult på ‘Take Care’-albummet?
Drake er ærlig og følsom på en måde, som har været og stadig er sjælden i rap. Her han han helt og holdent været en pioner og ledestjerne for en helt ny generation af rappere. Og det er hovedsageligt selve udtrykket og indholdet – fremfor den mere tekniske del af det – der gør hans tekster så gode.
Flows: 7/10
Igen brillerer Drake ikke som rapper i klassisk forstand, og igen er især starten af karrieren en opvisning i klodsede flows: ’So Far Gone’, der ellers på alle måder var skelsættende, er præget af en usikker Drake, der stedvist lyder som om han nærmest klamrer sig til beatet.
‘If You’re Reading This It’s Too Late’ er hans mest fuldendte rapper-realisering, og det album beviste, at han sagtens kan rappe. Men han kommer nok aldrig til at levere de vildeste flows.
Han kan derimod synge bedre end de fleste rappere, og i virkeligheden er hans største styrke nok, at han mesterligt formår at blande rap og sang, flow og melodi, så man ikke længere ved, hvad der er hvad. Det er i det krydsfelt, at han fra starten af karrieren har fundet sin egen lyd og senere defineret nutidens hiphopbillede.
Hovedværk: 9/10
2011’s ‘Take Care’ er uden tvivl Drakes mest komplette, Drake-agtige album. Sammensmeltningen af rapper og sanger er fuldendt, og følelserne hænger helt ude på tøjet, side om side med de enorme guldkæder, man ser på coveret.
‘Take Care’ cementerede hans status som en ny form for kunstner og markerede en ny tid i hiphop, hvor en rapper også sang ballader. Det var set på Kanyes ‘808s and Heartbreak’, men det unikke var, at Drake netop opererede i spændingen mellem følelser og bling, ballader og hiphop-bangers.
Det er et ikonisk album – med ikoniske sange som ‘Take Care’, ‘The Motto’, ‘Headlines’ og selvfølgelig ‘Marvins Room’ – der med sine subtile synthflader og usikre vokal er indbegrebet af den sarte Toronto-dreng.
Sammen med Kendrick Lamar og Kanye Wests store værker er ‘Take Care’ et skelsættende øjeblik i nyere hiphophistorie, hvis efterdønninger spreder sig langt ud over Drake – men det er kun ham, der kunne have lavet det.
Karisma: 8/10
Nogle vil måske kalde Drake en smule identitetsløs, men alligevel er man (stadig) aldrig i tvivl, når han kommer på. Drake har en markant stemme, og hans unikke rapsang-flow og melodier står altid frem.
Man når ikke til tops uden en god portion karisma, og det har Drake. Og samtidig er han jo en kunstner, som ikke bare holder sig til musikken. Han engagerer sig i beefs, basketball, folder sig ud på sin Instagram – alle faktorer, som bidrager til det samlede billede af Drake.
Der er bare noget ved Drake, der føles meget specifikt, som gør ham til en stærk karakter.
Måske er det også derfor, at han har kunnet dyrke så mange forskellige lyde og stilarter gennem sin karriere og alligevel altid fremstå som den samme. Samtidig med, at han har en statisk, klart defineret lyd, er han en foranderlig størrelse, der kan flyde hen over alting og gøre alting til en del af sit eget univers.
I alt: 41/50
Drake er måske ikke den, der scorer allerhøjest i klassiske rapdyder som tekster og flow. Det kan ikke overraske, for det har aldrig været hans største styrker. Til gengæld kan han andre ting, som har defineret ham som kunstner og fra starten skilt ham ud fra flokken: Blandingen af store følelser og hiphopattitude, af sang og rap, har gjort ham til en af de mest markante hiphopkunstnere i nyere tid.
Trods det er Drake altså ikke, og bliver aldrig, verdens bedste rapper-rapper. Han er noget andet (måske større) end det. Han er Drake.
Følg med, når vi i næste uge afslører rapperen med den højeste samlede score!
Tidligere i serien:
Best rapper alive #1: 20 år efter sin debutsingle er Pusha-T stadig en af verdens bedste rappere
Best rapper alive #2: Lil Uzi Vert har arvet den maniske energi fra Young Thug og Lil Wayne