Lizzo forsøgte at sprede så meget godt humør i Royal Arena, at det gik ud over musikken
Det er som om, Lizzo inden for de seneste par år har besluttet, at hendes musiks primære formål skal være at gøre folk i bedre humør. Som hun synger på titelnummeret til sit seneste album: »In case nobody told you today / You’re special«.
Det er som sådan en fin intention. Men der er overhængende fare for, at det endelige produkt ikke har større kunstneriske ambitioner end en generisk motivational poster. Hendes seneste album endte med at være lettere kaloriefattigt, og det samme kan desværre siges om hendes koncert i Royal Arena lørdag aften.
Der var absolut mange ting, der fungerede, og jeg forstår godt, hvis mange gik fornøjede derfra. Lizzo havde nogle dygtige dansere med, hvis stil passede eminent til Lizzos cheeky image. Hendes band kunne til tider blive lidt øredøvende med deres over-tætpakkede instrumentation, men de spillede utvivlsomt godt.
Lizzo selv skruede på intet tidspunkt ned for den elskværdige personlighed, der har gjort hende så folkekær. Der blev altid gjort plads til nogle komplimenter til publikum, hun var i noget nær konstant bevægelse, og hendes smil var ikke til at tage fejl af.
Hun lod oprigtigt til at nyde at være der, omend jeg ikke kunne lade være med at tænke, at »det siger du sikkert til alle dine koncerter«, da hun allerede under andet nummer udråbte seancen til at være hendes yndlingskoncert nogensinde.
Men bevares, på papiret vil jeg hellere have for meget charme end for lidt, når det gælder Lizzo. Bare så længe det ikke går ud over musikken. Det gjorde det dog desværre i går.
Der var flere linjer, hun simpelthen fravalgte at synge – nogle gange halvvejs gennem, at hun allerede havde begyndt dem. Omkvædet til ‘Soulmate’ sang hun aldrig i sin helhed, vokalerne til ‘Like a Girl’ blev nærmest båret mere af korsangerne end Lizzo selv, og selv under hittet ‘Juice’ prioriterede hun det højere at danse, end hun gjorde at synge omkvædet færdigt.
Meget kunne reddes af korsangerne, men det var trods alt ikke dem, vi var kommet for at høre. Vi var kommet for at høre Lizzo, der jonglerede mellem at være entertainer og at være musiker, men uden at sidstnævnte fik nok plads til at udfolde sig.
Når der blev skruet lidt ned for spektaklet under de langsommere, ømmere numre, fik Lizzo vist, at hun faktisk er en fremragende livesanger. Omstændighederne skal bare tillade det.
‘Jerome’ og ‘Cuz I Love You’ gik rent ind. Sange som ‘Boys’ og et kort cover af Lauryn Hills ‘Doo Wop’ (i duet med hendes dj, Sophia Eris) viste desuden, at hun stadig er en virkelig habil rapper med fornem kontrol over mikrofonen. Og hver gang hun fik anledning til en lille fløjtesolo, var det ikke til at stå for.
Hendes vokal kommer bare ikke til sin ret, når det hele skal presses ned i showformatet, der med kostumeskift og eksakt koreografi konstant prøver at gøre os i godt humør. Det er et virkelig tight maskineri (showet varede præcis to timer på minuttet), men som vokalist trængte Lizzo til lidt løssluppenhed. Når det gode humør bliver så indøvet, som det var her, er det bare ikke nær så smittende.
Mange af numrene var også virkelig korte. Der var sjældent plads til, at de kunne udfolde sig. Hvis en instrumentalist fik mulighed for lige at lege lidt med nummeret, var det som regel i en dedikeret outro.
Med en så stram tidsplan, som der øjensynligt blev holdt, ville jeg have foretrukket, at der blev givet løsere tøjler til musikken – frem for at vi fik en lang ekskurs inden ‘I Love You Bitch’, hvor samtlige publikumssektioner fik individuelt dedikerede hilsner fra Lizzo, der udpegede specifikke fans, hvis look eller energi, hun kunne lide.
Publikumsinteraktioner, kostumeskift og dans er altid kærkomment. Men musikken skal helst komme i første række.
Kort sagt:
Lizzos koncert i Royal Arena var meget besat på at sprede godt humør og at få et tætpakket program til at køre som smurt. Desværre gik det bare ud over musikken på et kunstnerisk plan.