Lizzo nægter at tage chancer på det leflende album ‘Special’

Lizzo nægter at tage chancer på det leflende album ‘Special’
Lizzo. (Foto: PR)

Lizzo vil virkelig gerne have, at folk har det godt. Hun vil give dig det selvværdsboost, du har brug for, når du er nede.

I 2019 stod hun for netop det, idet hun storhittede med de kække, positivitetsspredende popsange ‘Juice’, ‘Truth Hurts’ og ‘Good as Hell’, hvoraf de to sidste ellers allerede dengang havde nogle år på bagen.

Efter mange år i undergrunden, fik Lizzo endelig sit velfortjente gennembrud.

Med den nye skive ‘Special’ er tiden kommet til at følge op på successen. Og én særlig ting er fulgt med gennembruddet, der desværre hæmmer ‘Special’ en hel del: Lizzo er blevet til et image.

Jovist, hun har altid haft en personlighed, der skinnede klart igennem – det var et af de stærkeste aspekter ved ‘Cuz I Love You’ fra 2019.

Men idet hun blev en decideret kendis, har Gud og hvermand fået en forventning om, hvilken slags offentlig persona Lizzo er. Når jeg hører ‘Special’, kan jeg så let se boardroom-møder for mig, hvor folk fra pladeselskabet giver Lizzo input til, hvordan hun kan pleje sit image.

Eksempelvis er singlen ‘Grrrls’ ekstremt fattig på egentligt indhold. Men den sampler drengerøvshymnen ‘Girls’ af Beastie Boys og twister den til at være en hyldest til at være i byen med sine veninder. For et »damerne skal i byen«-nummer er noget, der passer med Lizzos image.

Eller kig på sangen ‘Everybody’s Gay’. Som LGBT+-person selv føler jeg mig leflet for på ynkelig vis af nogen, der ved, at der er mange af os i hendes fanskare. Sangen handler om lykken, trygheden og den gode stemning, man kan finde i queer-kredse, og det lyder som om, den er skræddersyet efter målet om at blive spillet til fremtidige pride-events og ‘RuPaul’s Drag Race’-afsnit – rettere end det rent faktisk lyder som om, der har været kunstneriske intentioner som drivkraft.

Hooks som »I love you bitch« og »In case nobody told you today – you’re special / In case nobody made you believe – you’re special« føles som total leflen for, hvad folk allerede opsøger et Lizzo-album for at høre hende synge.

Og det er jo fint at give folk, hvad de ved, de vil have; i doser. Men hvis man stryger lytteren for meget med hårene og nægter at udfordre eller overraske, bliver det altså kedeligt i længden.

Det er desuden næsten ikke til at huske, at Lizzo startede som rapper. Der bliver kun rappet få steder på albummet, og næsten aldrig klinger instrumentationen af hiphop. Er Lizzo blevet træt af genren, som ellers gav hende så meget karakter på tidligere udgivelser, eller er det mon gjort af hensyn til den skrumpende, midaldrende middelklasse-andel af poplyttere, der brokker sig, så snart de hører hiphop?

Forstå mig ret: håndværket på ‘Special’ er fint. Sangene er lækkert produceret. Omkvædene er catchy og rammer på det rette tidspunkt. Lizzos stemme er fremragende, og hun oser stadig af charme. Hun har ikke sløset sig igennem arbejdet, hun har blot holdt sig fra ting, hun ikke allerede vidste, at hendes fans ville kunne lide.

De mest vellykkede sange, såsom ‘The Sign’, ‘2 Be Loved (Am I Ready)’ og ikke mindst hittet ‘About Damn Time’ kan endda jeg let se mig selv vende tilbage til – det er dem, der lyder mest som om, fokus har været på at lave en god sang, frem for en Lizzo-agtig sang. Jeg tvivler dog alvorligt på, at jeg nogensinde vender tilbage til ‘Special’ som helhed.

Lizzo vil bare have, at folk har det godt. Og hvis man tager chancer, risikerer man jo, at der er nogen, der ikke har det godt med dem. Måske er det derfor, Lizzo nægter at overraske.


Kort sagt:
Lizzos opfølger til succesalbummet ‘Cuz I Love You’ er en kedelig udgivelse, der nægter at tage chancer, men som i stedet følger formler for, hvordan Lizzo tidligere har ramt plet. Håndværket er solidt, og nogle få sange rammer plet, men generelt er det en meget kedelig udgivelse.

Lizzo. 'Special'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af