Syv druklege, der kunne have gjort Sean Pauls jammerlige Smukfest-koncert lidt sjovere
På Smukfest er det tilladt at drikke sig i hegnet, så lad mig foreslå en række potentielle druklege, man med fordel kunne have spillet under Sean Pauls jammerlige optræden på Bøgescenen.
Hvad med eksempelvis at drikke, hver eneste gang Sean Paul viftede armene rytmisk fra side til side og opfordrede publikum til at gøre det samme? Hvis man fulgte den drukregel, ville man ikke kunne være gået hjem til sit telt uden hjælp.
Det er isoleret set en fin form for publikumsinteraktion. Men når man gør det så mange gange, som Sean Paul gjorde det på Smukfest, stopper det med at være sjovt. Det ender i stedet med at føles som en desperat måde at holde gejsten oppe, så publikum ikke mister interessen.
Eller hvad med at drikke, hver gang Paul ikke sang en linje til ende og måtte lade enten sin hypeman eller sit backtrack tage over? Det ville nok være decideret dødeligt. Og man ville slet ikke kunne nå at bestille nyt fra baren, før reglerne fordrer, at man skal drikke igen.
Versene var svingende i kvalitet, men efter de mest hastige af slagsen – såsom det sidste vers i ‘Temperature’ – måtte han gispe så meget efter vejret, at han på ingen måde kunne følge med, når omkvædet tog over. Jeg har svært ved at nævne et omkvæd, der rent faktisk var velleveret.
Okay, hvad med at drikke, når han sagde ordet »ladies«? Vel at mærke ikke når ordet indgik i en sangtekst, men når Paul spontant erklærede, at den her koncert var dedikeret til kvinderne. Det ville have gjort dig plørefuld.
Når han bad publikum om at synge med, endte han nærmest konsekvent med at opfordre specifikt kvinderne til at gøre det. Han ville virkelig ikke have, at nogen var i tvivl om, at han er heteroseksuel. Han indledte endda Clean Bandit-samarbejdet ‘Rockabye’ med at fortælle, at han havde lært at elske kvinder endnu mere efter at være blevet far.
Af uransagelige årsager fik vi i øvrigt ‘Rockabye’ i sin helhed – og sangen er altså primært sunget af Anne-Marie, ikke Sean Paul. Det skabte en pludselig følelse af tomgang.
På et tidspunkt afbrød han en sang for at pimpe sit merchandise, og så lovede han endda en trøje til den kvinde, der kunne juble højest. Men i stedet for at gøre som lovet, gjorde han det til en konkurrence mellem hvorvidt højre eller venstre side af publikum kunne larme mest.
Men også denne konkurrence blev uforløst, og han sluttede af med at kaste trøjen mere eller mindre tilfældigt ud i publikum. Og så begyndte han gudhjælpemig at brokke sig, da det ikke var en kvinde, der greb den.
Men hey: Der har vi en mere realistisk drukregel. Man kan jo tage en slurk, hver gang der blev kastet merchandise fra scenen. For det skete også en del gange, enten via Sean Pauls hypeman eller en roadie.
Så kunne man også drikke, hver gang man så nogen udvandre fra publikum. Jeg så det omtrent et dusin gange. Hvilket alligevel er imponerende, da jeg stod på tredje række.
Man kunne også drikke, hver gang Paul lå-lå-lå’ede ‘Seven Nation Army’ over et af sine hits. Det skete to gange, og det vidner om en kunstner, der måske også selv er bevidst om, at han ikke har stærke nok liveevner til at kunne undvære den slags billige finter.
Til sidst kunne man også drikke for hver positiv ting, man kunne sige om koncerten. Der ville jeg personligt drikke for det gode tempo, hvor bandet og de to dj’s sørgede for energiske overgange mellem sangene. Og jeg ville drikke for de to dygtige dansere, der virkelig imponerede.
Men lige akkurat denne drukleg ville have efterladt mig helt ædru.
Kort sagt:
Sean Pauls vokal var ikke stærk nok, og hans billige festtricks blev trættende i længden. Et par få oprigtige lyspunkter redder denne koncert fra en bundkarakter.