Søns koncert på Smukfest var et værdigt farvel til kvintetten, som vi kender den
KONCERT. Det var ikke mange festivalgæster, der havde lagt vejen forbi The Hood torsdag eftermiddag for at se Søn.
Der var fri passage til hegnet foran scenen, da bandet gik på til en akustisk version af ’Breaking News’, der udelukkende bestod af spansk guitar og Kristoffer Jessens sarte vokal. Det var også et beskedent, men begejstret »wuh«, publikum svarede igen med, da frontmanden udbrød det nærmest selvfølgelige »hvad så, Smuk?«
Iklædt sin lidt for stramme og lidt for korte sort-røde trøje slangede Jessen sig rundt på scenen i en tiltagende større radius. Langsomt indtog frontmanden hele scenearealet, bid for bid.
Bandet fik engageret det beskedne publikum til en clap along i stil med Zar Paulos ’Klap for fædrelandet’ i slutningen af ’Mrs. President’. Klapperiet kulminerede med en ekstatisk Kristoffer Jessen, der febrilsk rystede alle de hæmninger af sig, der hidtil havde bundet ham til stedet midt på scenen.
Herfra var koncerten en kavalkade af løssluppen energi og gimmicks.
De ambiente guitartoner i introen til ’HD Sol’ blev spillet med en saks, før nummeret tog fart med en kakofoni af trommefills, guitarfeedback og blip blop-synthesizer. Selv foruden Jessens vokal er Søn en tydeligvis musikalsk overlegen og sammentømret enhed.
Jessens trøje blev skiftet ud med, hvad der må være verdens største skjorte og stylter, der hævede forsangeren til overnaturlige højder, da bandet spillede ’Verdens højeste mand’.
Med den løstsiddende skjorte svøbet om sig og lettere motorisk handicappet af stylterne skabte Jessen et nærvær med publikum – og med bandet. Nummeret blev afsluttet med endnu en omgang småpunket ekstase, der gav anledning til dansefest for det mest engagerede publikum foran scenen.
Klaverintroen til ’Kan ik connect’ gav desværre også anledning til en mindre snakkefest for den knap så engagerede del. Ærgerligt, specielt da selvsamme publikum tidligere havde bevist, at de godt kunne håndtere stille numre, da bandet spillede deres kommende singleudspil ’Skabt til at være 2’. En smuk kærlighedserklæring med Søns sædvanlige socialrealistiske tekstunivers.
Da Kristoffer Jessen trådte tilbage på scenen – denne gang uden stylter – fik han dog omvendt snakkefesten til fællessang. »Ik’ connect, ik’ connect«, sang publikum i kor med frontmanden, fuldstændig blottet for instrumentering.
’Pissoir’ blev den sidste sang, bandet spillede. Ikke bare på Smukfest – der i øvrigt var deres koncert nummer 100 – men også som kvintetten, som vi kender den. Jessen fortalte, at koncerten var den sidste for trommeslager Søren Michelsen, der nu vil fokusere på at skrive musik i eget navn.
Det var et værdigt farvel. På trommepodiet, bag Michelsen, kommanderede Kristoffer Jessen publikum at tage hænderne over hovedet. Så det gjorde vi. I sangens klimaks hoppede Jessen rundt på scenen. Så vi hoppede med.
Som han stod der, iklædt sin alt for store, hvide skjorte, lignede Kristoffer Jessen en læge klædt i sin kittel. Jeg har til gode at finde ud af, hvad sygdommen var denne eftermiddag i Bøgeskoven – måske bare gængse tømmermænd – men Søn havde kuren.
Kort sagt:
Trods det utaknemmelige tidspunkt og publikumsfremmøde satte Søn på Smukfest et værdigt punktum for kvintetten, som vi kender den, med en sart og ekstatisk koncert på stylter og med saks og kittel.