Spotify har lige udgivet lister over årets mest streamede musikere, og til ingens overraskelse tog Taylor Swift prisen for årets mest afspillede artist i verden.
Det har popstjernen nu fejret ved at udgive en ny sang. Eller okay, helt ny er ‘You’re Losing Me’ ikke. Den har før været at finde på en særlig CD-udgave af hendes 2022-album ‘Midnights’.
Nu er sangen for første gang tilgængelig på streamingtjenesterne.
»At være Spotifys største artist i verden er den skønneste fødselsdags-/julegave, I kunne have givet mig,« skriver Taylor Swift på X.
»Jeg prøvede at finde på en måde at sige tak på, og mange af jer har bedt mig om at udgive ‘You’re Losing Me’ på streaming. Så here you go!«
‘You’re Losing Me’ er endnu et kapitel i Taylor Swifts ‘From The Vault’-udgivelsesserie, hvor hun udgiver sange, der ikke kom med på den endelige version af hendes albumudgivelser.
Senest genudgav Taylor Swift i oktober en ny version af ‘1989’ fra 2014 med flere aldrig før udgivne sange.