Taylor Swift er efterhånden kendt for at omringe sig med andre famøse venner, men denne gang har hun taget tingene til et nyt niveau.
Forleden ramte popstjernen, der lige nu er aktuel med ‘1989 (Taylor’s Version)’, nemlig en New York-restaurant med et mildest talt omfattende hold af berømtheder.
I en billedserie fra TMZ kan man se popstjernen forlade restauranten, mens hun holder i hånd med Selena Gomez og NFL-spilleren Patrick Mahomes’ hustru, Brittany Mahomes. Bag Taylor Swift ser man Gigi Hadid og Sophie Turner, og derudover var model Cara Delevingne også til stede.
Det skabte – forståeligt nok – en del påstyr fra begejstrede tilskuere. Især da holdet efterfølgende gik ned ad gaden.
Taylor Swifts vennecirkel har også tidligere inkluderet Selena Gomez, Gigi Hadid og Cara Delevingne. Derudover er hun i den seneste tid flere gange blevet set med Sophie Turner i forbindelse med Turners omdiskuterede skilsmisse fra Joe Jonas.
Slutteligt lader Taylor Swift til at være blevet venner med Brittany Mahomes, efter Swift er begyndt at date NFL-spilleren Travis Kelce.