Zar Paulo bør åbne Orange Scene – det beviste de i Store Vega

Zar Paulo bør åbne Orange Scene – det beviste de i Store Vega
Zar Paulo i Store Vega. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Vi er i festivalannonceringernes tid. Og jeg glæder mig til at blive overrasket af alskens udmeldinger fra landets bookere. Men hvis jeg kunne kræve ét ønske fra en dansk festival, ville det være, at Roskilde fik Zar Paulo til at åbne Orange Scene.

Jeg har set det band mindst elleve gange efterhånden – senest i Store Vega i går, lørdag aften. Størstedelen af deres koncerter har drejet sig om de samme elleve sange, der er at finde på Zar Paulos debutalbum, ‘Elendig Software’, fra i år. Og de har egentlig ikke den store grund til at opdatere deres live-behandlinger af de elleve sange, for det er med dem i ryggen, at Zar Paulo lynhurtigt har opnået status som et af Danmarks mest pålideligt underholdende livebands.

Formlen fungerer. Den fungerer endda fremragende. Så der er ikke grund til at pille ved den, før de har ny musik på gaden. Men alligevel vælger de gang på gang at tweake lidt hist og her, at finpudse småting og at inkorporere nye gimmicks. De får den mest top-tunede sportsvogn til at køre endnu mere lækkert.

Zar Paulo i Store Vega. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Til aftenens koncert i Store Vega bemærkede jeg eksempelvis, at bassist Anton Breinbjerg, der ellers længe har været bandets mest anonyme scenetilstedeværelse, virkelig trådte i karakter som fysisk entitet. Han bar et smittende smil, mens han dansede rundt til det tidlige nummer ‘Kan du holde til at holde det inde’, og da vi senere nåede til stadionbangeren ‘Tiger’, osede han af headbangende vildskab, uden at det betød den mindste slinger i hans strengspil.

‘Tæt på paradis’ har for vane at få en lækker, jazzet synthsolo fra keyboardist Martin Kleberg (der i øvrigt også er blevet en rigtig fysisk engagerende performer), men også denne kan altid forbedres lidt – åbenbart. Jeg nød i hvert fald gevaldigt at se, hvordan hele resten af bandet samlede sig i højre side af scenen og kiggede op mod ham med de største julelys i øjnene.

Mit favorittiltag, som jeg ikke mindes at have set før, var nok under ‘Klap for fædrelandet’ – en sang, der i forvejen føles som om, den er skrevet med publikumsinteraktion in mente, og som derfor altid tager kegler live. Også denne sang fik sig lige en forfriskende ny gimmick, da det sidste »hallo-lå-lå-lå-lå« havde så mange ekstra »lå«’er, at det føltes som om, der var gået hak i forsanger Emil Vammen. Det var en lille smule ukomfortabelt, og det understregede dermed eminent det iboende mørke i sangen, der jo ellers på overfladen er så let at smile af.

Zar Paulo i Store Vega. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Emil Vammen var som altid en uovertruffen frontmand, der ustyrligt fægter med sine lange ben og arme, hver eneste gang han har mulighed for det. De seneste mange gange, jeg har set bandet, har det været på festivaler, hvor der derfor har været lidt afstand til første række af publikum. I Store Vega udnyttede han genialt det nu øgede nærvær, da han under ‘Elendig Software’-titelnummeret hev fat i min sidemakkers slips og kiggede ham dybt i øjnene.

Jeg gik egentlig ind til Vega-koncerten lidt nervøs for, at jeg ikke ville have noget nyt at sige om et band, jeg har set så mange gange – og skrevet om, siden de var helt nye. Og jovist, kernen var stadig den samme, som resten af deres øvrige 2023-koncerter har baseret sig på. Men selv om sætlisten ikke har ændret sig fra deres festivalturné, forstår de alligevel hele tiden at forny liveudtrykket.

Den dedikation til håndværket er evidens for, at de er klar. De er klar til Danmarks største festivalscene. Jeres tur, Roskilde!


Kort sagt:
Zar Paulos sætliste bestod af de samme elleve sange, som de over sommeren har turneret land og rige rundt med. Alligevel formåede bandet at overgå alle forventninger. De har fuldført den sjældne præstation at overgå en tidligere seksstjernet koncert – og viste en dedikation til håndværket, der er Orange Scene værdig.

Zar Paulo. Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af