I går var det 10 år siden, Beyoncé udgav sit femte album, ‘Beyoncé’.
Det jubilæum har hun nu fejret ved at udgive en sang ved navn ‘Grown Woman’.
Nummeret var i sin tid med på ‘Beyoncé’ som en såkaldt »bonus video«, og fremgik ikke af albummets trackliste. Men nu, ti år senere, er den officielt ude på streaming.
Den oprindelige musikvideo til ‘Grown Woman’ inkluderer blandt andet klip af Beyoncé som barn og ung, der synger og danser.
‘Beyoncé’ blev udgivet som et surprisealbum den 13. december 2013. Det var et visuelt album, som bød på tilhørende musikvideoer til hver af dets 14 sange.
Albummet har efterhånden nået ikonisk status.
»Jeg søger konstant efter det dybere formål med min kunst. Tanker om livet, mine drømme eller mine fantasier«, udtaler Beyoncé selv i en Instagram-video, der fejrer værkets jubilæum.