Det kan være svært at kende forskel på de store scener, man spiller på, når man er på verdensturné. Især når man er en af verdens mest berømte popstjerner, der spiller i et nyt land nærmest hver dag.
Selv for ikoniske artister som Madonna kan det blive svært at finde hoved og hale i. Tilbage i oktober kom hun til at takke sit svenske publikum med danske flag – hehe – og nu er den gal igen.
»Hello, Boston«, lød det således fra poplegenden under en nylig koncert, der uheldigvis ikke fandt sted i Boston. Men i et helt andet land: Toronto i Canada.
Madonna ville dog ikke være Madonna, hvis ikke hun tacklede det lille faux pas på perfekt vis.
»Er I sure, fordi jeg sagde ‘Hej, Boston?’«, spurgte hun ifølge Stereogum publikum. »Det er jeg ked af. Hvor fucked up er det lige? Det ville være, som hvis I sagde: ‘Hey, Lady Gaga, spiller i aften’! Det ville jeg heller ikke kunne lide. Intet imod Lady Gaga. Jeg elsker hende. Jeg elsker alle, der er lavere end mig«.
Mon ikke publikum elskede Madonna endnu mere, efter den geniale blanding af undskyldning, selvironi og sass?