KOMMENTAR. Det er tankevækkende, at det mest omtalte Madonna-øjeblik i år overhovedet ikke handlede om hendes musik. Det handlede heller ikke om noget, hun sagde, eller om hendes opførsel.
Nej, det handlede om hendes ansigt.
Til årets Grammy-uddeling skulle Madonna overrække prisen for årets duet til Kim Petras og Sam Smith for deres kolossale hit ‘Unholy’. Det gav god mening, at det netop var Madonna, der skulle uddele den pris: En livslang LGBT-allieret, der overrækker en historisk pris til en duo bestående af en transkønnet og en nonbinær kunstner.
Desuden for en sang, der med sin ekstremt liderlige fuckfinger til religiøs askese ligger i direkte forlængelse af Madonna-sange som ‘Like a Prayer’, ‘Erotica’ og ‘Holy Water’.
Det kunne have været et historisk Grammy-øjeblik, hvis ikke det var fordi, Madonnas ansigt stjal opmærksomheden.
I hvert fald hvis man skulle tro reaktionerne på X – tidligere Twitter – og i en lang række medier: »Madonnas nye ansigt gør ikke bare ondt at se på – det er et totalt forræderi«, lød en overskrift fra The New York Post, mens The Spectator kaldte hendes ansigt for et alarmerende, desperat forsøg på at klamre sig til sin ungdom.
Bevares, her er ikke ligefrem tale om den slags medier, der typisk vinder Pulitzerpriser for deres journalistisk, men de lod alligevel til at afspejle en slags konsensus: Madonnas ‘nye ansigt’, som med sin skinnende, teksturløse overflade og sine ekstremt markerede kindben så ud, som om det var formet i modellervoks, var intet mindre end en skandale.
I de efterfølgende uger rykkede Madonnas ‘nye ansigt’ ind i mere seriøse medier som New York Times, Time Magazine og Dagbladet Information.
Her blev Madonna generelt taget i forsvar, men en undertone af undren hang ved: Hvorfor så hun sådan ud? Hvad betød dette ‘nye ansigt’?
Pludselig kravler hun op på bordet og viser sit undertøj
Personligt elskede jeg hendes ‘nye ansigt’ i al dets fremmedgørende unaturlighed, ligesom jeg har elsket stort set alle de andre ofte forvirrende, sommetider tåkrummende og altid underholdende ting, hun har gjort de seneste par år.
Det gælder hendes to år gamle Tonight Show-optræden, hvor hun under interviewet pludseligt og fuldstændigt umotiveret kravler op på Jimmy Fallons bord og begynder at fremvise sit undertøj.
Og det gælder de utallige TikTok-videoer, hun har delt siden hun i 2018 tog platformen til sig, hvor hun flittigt performer mere eller mindre subtilt seksuelle roller.
Jeg kommer blandt andet til at tænke på én, hvor hun lægger sig på en træningsbænk, spreder benende og tilsyneladende begynder at massere sit underliv.
Og det gælder ikke mindst, da hun valgte at annoncere sin aktuelle ‘Celebration Tour’ via en fem minutter lang video, hvori hun spiller sandhed eller konsekvens med blandt andre Diplo, Amy Schumer og Lil Wayne.
Her blev Schumer udfordret til at vise, hvordan hun slikker sin mands røvhul, Diplo blev udfordret til at vise sin penis til Jack Black, og Bob the Drag Queen blev udfordret til at vise, hvordan man bedst giver et blowjob, inden Madonna til sidst bliver udfordret til at tage på turné.
Her på Soundvenue blev videoen kaldt »grotesk« og kåret til »den mest pinlige promovideo i verdenshistorien«. Jeg er uenig.
Videoen er uden tvivl plat, akavet og endda en smule grænseoverskridende, men den er også et lille mesterværk fra en kunstner, der har været bedre end nærmest nogen andre til at dekonstruere vores forestillinger om seksualitet, begær og nydelse.
Og som måske kun er blevet bedre til det efterhånden, som hun er blevet ældre.
Ingen står i vejen for Madonna
»Poor is the man whose pleasures depend on the permission of another«, sang Madonna på singlen ‘Justify My Love’ fra 1990.
Ingen skal stå i vejen for Madonnas nydelse, og aldrig skal hendes nydelse være afhængig af en anden.
Hvis en enkelt linje kan være nøglen til at forstå Madonnas fuldstændige kompromisløshed i forhold til seksualitet og nydelse er det denne.
For mens sex i stadig stigende grad lader til at fylde alt hos Madonna, er det meget tydeligt, at hun ikke er interesseret i at gøre sig selv til genstand for andres seksuelle fantasier.
Se blot på ‘Celebration Tour’-promovideoen, den performative TikTok-onani, hendes umotiverede ekshibitionisme på ‘The Tonight Show’ eller hendes konstant foranderlige ansigt: Mens en eller anden idé om sex og skønhed tydeligvis driver hende, er det svært at forestille sig, at hun ville gøre de her ting med henblik på at blive begæret af andre.
På den måde er det chokerende ved Madonnas ikke, at hun insisterer på at være sexet, men nærmest snarere, at hun nægter at være det.
Hun afskriver sexethed til fordel for nydelse. En nydelse, der virker for ekstrem, for obskøn, for orgiastisk, for forbudt til, at den kan passe ind i konforme idéer om, hvad sexethed er.
Inden for et paradigme, hvor kvindens seksualitet er til for mandens nydelse og aldrig for hendes egen, er Madonnas nydelse så utøjlet – og, ja, usexet – at den for nogle vil fremstå nærmest frastødende.
»Cause you’re the one I crave / And my cravings get dangerous«, lyder omkvædet i en af mine absolut yndlings Madonna-sange, ‘Crave’, fra hendes seneste, fremragende og i min optik uretfærdigt kritiserede album, ‘Madame X’.
Sangen er en duet med Rae Sremmurds Swae Lee, hvor Madonnas stemme – med alderen dybere og varmere end i 80’erne – og Swae Lees lyse, drengede falset sammen synger både melankolsk og nydelsesfuldt om det arketypiske begær mellem den modne kvinde og den unge mand.
Det kan være farligt kompromisløst at følge sine cravings efter nydelsen. Men vi kan aldrig være i tvivl om, at alt Madonna gør, er et skridt på hendes lange, utrættelige søgen efter den.