Madonnas ’Madame X’ er vovet – men også langtrukkent og retningsløst
Baseret på de singler, Madonna indledningsvis udgav op til udgivelsen af ‘Madame X’, havde jeg lidt forventet endnu et album, hvor popdronningen jagtede trends i et håbløst forsøg på at være hip igen. Når hun nu havde allieret sig med kunstnere som Maluma, Swae Lee og Quavo, virkede det bestemt til at være tilfældet, og både Maluma- og Swae Lee-samarbejdet lød godt nok som udvandede udgaver af samarbejdspartnernes typiske lyd.
Men ‘Madame X’ er faktisk langt mere interessant end blot en stribe sange, hvor en popveteran fejlslagent forsøger at bevise, at hun stadig er relevant i 10’erne. Dermed ikke sagt, at albummet er bedre, end jeg forventede, men det er langt mere vovet.
Jovist, det kan føles lidt opportunistisk, at Madonna inkorporerer elementer af trap og reggaeton, mens de to genrer er mere populære end nogensinde. Men der foregår også meget andet, bare på et sonisk plan. ‘Batuka’ er bygget op omkring tribal-chanting og buldrende percussion, ‘Come Alive’ lader til at låne sin percussion fra gnawa-musik, og ‘Dark Ballet’ interpolerer Tjajkovskijs ‘Nøddeknækkeren’ med vocoder henover sig.
Mens det gør albummets lyd mere varieret, end jeg forventede, er det dog ikke videre spektakulært at overvære. Madonnas sangskrivning er ofte tynd og fattig på mindeværdige melodibidder. Når man først er præsenteret for et nummers uortodokse lyd, har det sjældent mere at byde på end dét, og en stor del af tracklisten ender med at føles langtrukken og ustruktureret.
Et på overfladen prisværdigt aspekt ved ‘Madame X’ er, at Madonna faktisk ikke bruger vante popformler særlig meget. Ideelt set ville dette lede til et sprælsk album, hvor sangskrivningen kunne stikke i adskillige retninger, men alt for ofte ender det dog med, at sangene bliver ved i længere tid, end de kan holde til. Der er sjældent et øjeblik, hvor strukturen føles velgennemtænkt eller tilfredsstillende. De fleste sange sumper i stedet rundt i et par minutter, hvor forskellige sektioner bliver smidt ned over dem, uden at de rent faktisk skubber sangen frem mod forløsende eller mærkbart punchy punkter. I stedet for at være eventyrlystent, føles det retningsløst.
Albummets lyrik er langt hen ad vejen eksplicit politisk – især i starten af tracklisten. Sange som ‘Dark Ballet’, ‘God Control’, ‘Batuka’, ‘Killers Who Are Partying’ og ‘Come Alive’ behandler emner som kønspolitik, våbenkontrol, Donald Trump og systemisk undertrykkelse. Med så mange politiske sange er det lidt imponerende, at hendes konklusion til de fleste af disse emner er intetsigende floskler som »We got to wake up«, »You can’t stop us« og »All I want is peace«.
‘Madame X’ arbejder med nogle lidt interessante lyde hist og her, men albummets målsætninger er aldrig synderligt spændende, og som resultat er sangene flade, retningsløse og stilforvirrede.
Kort sagt:
‘Madame X’ er en samling sløve, flade sange, der veksler mellem et væld af forskellige stilarter, uden at Madonnas sangskrivning får noget ud af dem.