Madonna er den sexpositive boomer på TikTok, vi alle har brug for

Popikonets musikalske karriere er muligvis trådt ind i sit efterår, men på de sociale medier er Madonna stadig kvinden, der rykker grænser.
Madonna er den sexpositive boomer på TikTok, vi alle har brug for
Madonna. (Foto: Theo Wargo/Getty Images)

KOMMENTAR. »Flashede Madonna mig lige?«, lyder det målløst i kommentarsporet til en af Madonnas efterhånden utallige videoer på hendes TikTok-profil.

»Har Madonna brug for et værgemål?«, skriver en anden om klippet, hvor popstjernen langsomt lader kameraet filme sin krop, indtil hun når sit underliv, der kun er iført en g-streng. 

En tredje kommentar stiller spørgsmålet, som de fleste tænker: »Er hendes pr-team dødt?«. Det ville i hvert fald forklare, hvorfor en af vore tids største ikoner tilsyneladende ikke har nogen grænser på en app, der primært bruges af unge generationer, som knap nok kender hende af navn.

Men forklaringen er faktisk ganske simpel. Selvom man er 63 år med en musikalsk karriere, der peakede for årtier siden, kan man sagtens smide tøjet på TikTok og bede alle om at fucke af.

Madonna har nemlig aldrig været typen, der lader andre diktere sit liv. I 1989 skabte hun ramaskrig med den dybt kontroversielle video til ’Like a Prayer’, og 14 år senere provokerede hun i bedste sendetid, da hun snavede både Britney Spears og Christina Aguilera i gulvet ved MTV Music Awards 2003.

Og nu fortsætter hun altså den konfrontatoriske og autentiske stil online.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bare bryster

Det er ikke fordi, at Madonnas optræden på sociale medier er et nyt fænomen. Ligesom alle andre, der kæmper om rampelyset og for at forblive relevante, har hun længe gjort sig på nødvendige platforme som Instagram, Twitter og TikTok.

Her har hun promoveret sin musik, hun har delt ud af sit privatliv, og så er hun naturligvis hoppet med på NFT-hypen. Det er den klassiske online tilstedeværelse, som vi kender og nærmest forventer af de største stjerner, om de så gør sig i musik, film eller bare influencerlivet.

Men Madonna skiller sig alligevel ud. For imens mange berømtheder vælger at hyre et pr-firma eller i det mindste en assistent til at hjælpe dem på diverse platforme, har Madonna tilsyneladende fri adgang til sine egne profiler – og hun bruger dem ivrigt.

Det er især tydeligt på TikTok. Her er hun ikke er bleg for at lægge videoer op, hvor hun ser både høj, skæv og botox-pumpet ud. Ingen af delene er nødvendigvis (altid) tilfældet, da hun er er trofast fan af filtre, der giver stram babyhud, lange øjenvipper og delikate fregner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Alligevel har det skabt furore, at hun tilsyneladende ikke giver en fløjtende fis for, hvad andre synes om hendes videoer, der emmer lige så meget af liderlighed som af kaotisk boomer-energi, når hun fremviser sin krop og dermed understreger, at hun stadig er tryg ved at seksualisere sig selv.

I april dukkede hun således op i en bizar video, hvor hun iført gennemsigtig top sendte luftkys til sine fans (og haters), imens et remix af 1998-hittet ’Frozen’ kørte i baggrunden.

Videoen blev hurtigt slettet, men dukkede senere op på Twitter, hvor folk straks så deres snit til at skyde med skarpt.

»Madonna er ved at tabe sutten«, lød det, inden hendes modsvar faldt prompte i form af (endnu) en video, hvor hun vitterligt gav kritikerne fingeren.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er nemlig ingen, der fucker med Madonna. Og hvis de gør, slipper de ikke helskindet fra det.

Det måtte 50 Cent sande, da han sidste år kaldte det upassende, at en kvinde i Madonnas alder optræder delvist afklædt på Instagram.

Han undskyldte senere for kommentaren (som Madonna afviste, hvilket eskalerede deres beef), men han er ikke den eneste, som hun offentligt har hevet rundt i manegen for det, man snildt kan betegne som sexistisk dobbeltmoral.

Det største opgør skete ligeledes i 2021, da Instagram fjernede billeder fra Madonnas Instagram-konto for at overtræde platformens retningslinjer for nøgenhed, da hendes ene brystvorte tittede frem fra et korset.

Stjernen gik straks til modangreb og uploadede øjeblikkeligt nøjagtig de samme billeder, denne gang dog med en smiley over det udsatte område, imens hun tornede mod Instagram og en problematik, hun har kæmpet med igennem hele hendes karriere:

»Jeg er taknemmelig for, at jeg har formået at forblive rolig igennem fire årtiers censur med sexisme, aldersdiskrimination og kvindehad«, skrev hun i stikpillen, der lige så meget var rettet mod samfundets konstante trang til at iføre hende et kyskhedsbælte som mod Instagram.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et sidespor

Madonnas stridslystne tilstedeværelse på de sociale medier er ikke kun en konsekvens af, at det tydeligvis ligger i hendes natur at give igen, når hun møder modstand.

Hendes musikalske karriere skød hende ind blandt stjernerne som et af de største og mest indflydelsesrige ikoner i 80’erne og 90’erne, hvor hendes bramfri væremåde og unge alder spillede sammen med hendes status som sexsymbol (hvilket hun bevidst plejede og udnyttede på sin egne præmisser).

Men med udgivelsen af ’MDNA’ i 2012 skete der et skift i fortællingen om hende. Albummet blev modtaget noget lunkent, og en bekymrende tendens begyndte at vise sig: Den før så originale Madonna var på afveje.

»Madonna lyder bedst, når hun er sig selv, og ikke prøver at mime tidens poptendenser«, lød det i Soundvenues anmeldelse.

Det var ikke fordi, at musikbranchen (eller hele den popkulturelle sfære) vragede hende, men hun blev kørt ud på et sidespor, og hendes efterfølgende album har virket mere som desperate greb efter fordums tid frem for genopfindelsen af Madonna i en ny tidsalder.

Hun formåede simpelthen ikke at forblive relevant i sit eget navn, men allierede sig i stedet med yngre navne som Nicki Minaj, Quavo og Chance the Rapper.

Et trick, der stadig gør sig gældende, nu sker det dog bare på musikbranchens nyeste yndlingsplatform, nemlig TikTok.

Her har Madonna, ironisk nok, fået en mindre renæssance med ’Frozen’, der remixes i et utal af udgaver.

Og selvom det måske har taget overhånd, så er hun lykkedes med tiltrække interesse – således kunne vi kåre remixet med Sickick og 070 Shake som Top Track i april.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Langt fra pension

Selvom Madonna nu (endelig) genoplever en vis popularitet, er det nok ikke noget, der ændrer radikalt på hendes musikalske karriere. Der skal formentlig mere end et TikTok-stød til at genoplive dén.

Men hendes ageren på sociale medier viser, at hun stadig har noget at byde ind med. For det kan godt være, at hendes musik er sakket bagud, men hendes attitude er stadig lige så relevant – hvis ikke mere – i en verden, der er besat af holdbarhedsdatoer på kvindelige stjerner.

Hvor sociale medier, især de visuelle som Instagram og TikTok, bugner af brugere, der har travlt med at opretholde og finpudse et image, som skal passe ind i samfundets konventioner for seksualitet og udseende, skærer Madonna igennem med en sjældent set autenticitet.

Her pakkes brysterne ikke væk, og balderne får lov til at fremstå i topform i hendes sexpositive budskab. Hvis andre har et problem med hende, er det er deres problem. Hun har aldrig bøjet sig for nogen, så hvorfor starte nu?

Eller som en bruger kommenterede på g-strengs-videoen: »Det her er Madonna. Bare fordi hun er i 60’erne, skal hun ikke ændre sin personlighed eller attitude«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af