Madonna ‘MDNA’
Der går ikke mere end et minut og ti sekunder, før det første pumpende omkvæd lander. Madonna er tilbage, og hun vil have os til at danse. Og når dronningen taler, følger masserne trop.
Albummet er Madonnas 12. af slagsen, og med den euforiske, trance-poppede åbner ’Girls Gone Wild’ plus en titel, der blandt andet refererer til det kærlighedsfremkaldende stof ecstasy, står det klart, at klubben står for skud.
Madonna har specielt på sine senere år været enmusikalsk kamæleon, der skifter tempo og melodi efter tidens tendenser. Sidste gang var samarbejdspartnerne The Neptunes og Timbaland, men denne gang har hun blandt andre slået sig sammen med electro-hitmagerne Martin Solveig og Benny Benassi.
Det har resulteret i et par slående, bastunge baskere som ’I’m Addicted’ og ’Turn Up the Radio’, som uden tvivl fungerer efter hensigt, men samtidig imiterer popmusikkens landskab lidt for heftigtkomplet med wobble bas og house-beats. Madonna er 53, ikke 25, og det virker da også mest som et ungdommeligt markedsføringsstunt, når Nicki Minaj og M.I.A. gæster den noget kedelige single ’Give Me All Your Lovin’.
Så er det altså rart, når ’Ray of Light’-produceren William Orbit kommer ind over. ’I’m a Sinner’ er ukompliceret og lidt mere nedtonet klassisk Madonna-pop, og så er den strygerfyldte afslutter ’Falling Free’ balladekunst, når det er allerbedst.
Det er lidt ligesom med den ultrarige fodboldklub Chelsea. Bare fordi man har flest penge og de bedste spillere, betyder det ikke nødvendigvis, at man vinder. Men heller ikke, at man med mellemrum ikke leverer nogle fremragende resultater.