Madonna har haft en travl Coachella-weekend – og nu også en frustrerende en af slagsen.
Efter sin overraskelsesoptræden under Sabrina Carpenters headliner-show fredag fortæller popikonet nemlig, at flere vintage-genstande fra hendes personlige arkiv er forsvundet backstage.
Blandt de forsvundne genstande er jakken, korset og støvlerne fra det outfit, hun også bar på festivalen for 20 år siden under ‘Confessions on a Dance Floor’-æraen, skriver Rolling Stone.
Madonna havde netop fundet tøjet frem fra sit personlige arkiv for at markere 20-årsjubilæet for sin første Coachella-optræden.
»Det her full circle-moment føltes ekstra særligt – indtil jeg opdagede, at de vintage-genstande, jeg havde på, var forsvundet«, skriver Madonna i en Instagram-story.
»Det er ikke bare tøj. Det er en del af min historie«.
Madonna udlover nu en dusør for at få tøjet tilbage og fortæller samtidig, at flere andre arkivgenstande fra samme æra også er forsvundet. Om de når hjem inden udgivelsen af ‘Confessions II’ 3. juli, må tiden vise.
