Det indflydelsesrige musikmedie Pitchfork lukker – men fortsætter andetsteds

Det indflydelsesrige musikmedie Pitchfork lukker – men fortsætter andetsteds
Bon Iver er blandt de navne, som har fået en masse hype gennem Pitchfork. (Foto: Karl Walter/Getty Images)

Gennem efterhånden 28 år har det digitale musikmedie Pitchfork haft en fremtrædende og magtfuld rolle i musikbranchen – ikke mindst for fans af indiemusik, som siden 1996 har kunnet opdage nye artister gennem sitets toneangivende (og til tider hårde) anmeldelser og artikler.

Nu bliver Pitchfork lukket ned – og lagt sammen med herremode- og livsstilsmagasinet GQ, skriver Deadline. I samme ombæring er flere journalister samt chefredaktør Puja Patel blevet fyret.

Nyheden blev annonceret onsdag af Pitchforks ejer, Condé Nast.

»Denne beslutning blev truffet efter en omhyggelig evaluering af Pitchforks præstation, og hvad vi mener er den bedste vej frem for brandet, så vores dækning af musik kan fortsætte med at trives i virksomheden«, skriver Anne Wintour, chief content officer hos Condé Nast til Deadline.

»Både Pitchfork og GQ har unikke og værdifulde måder, de går til musikjournalistik på, og vi er spændte på de nye muligheder sammen«.

Condé Nast købte Pitchfork i 2015 af Ryan Schreiber, der som teenager stiftede sitet tilbage i 1996. Siden voksede Pitchfork i størrelse og indflydelse, og undervejs har Time Magazine kåret Schreiber som én af musikbranchens 25 mest magtfulde mennesker.

»Ekstremt ked af nyheden om, at Condé Nast har valgt at omstrukturere Pitchfork og afskedige så meget af dets personale, inklusive nogle, der har været uundværlige for dets operationer i mange år/årtier«, skriver Ryan Schreiber på X. »Sender kærlighed til alle berørte og håber på det bedste for fremtiden«.

Vil du have hele historien om de seneste års mest magtfulde musikmedie? Læs vores nekrolog af Pitchfork her.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af