Ryan Schreiber var 19 år, da han stiftede Pitchfork i sine forældres kælder i 1995. Han boede i en forstad tæt på Minneapolis og begyndte at skrive om bands, der turnerede i området. Timingen var god: Selv om de færreste havde noget, der lignede en ordentlig internetforbindelse derhjemme, var der ingen etablerede musikmedier, der var tæt på at have et brugbart website i midten af 1990’erne.
Han ramte et hul i markedet, og selv om sitet i lang tid primært bød på anmeldelser af mindre indiebands, så voksede læserskaren parallelt med populariteten på mange af de bands, som Ryan Schreiber og den voksende redaktion skrev om. Det handlede ikke bare om at være til stede online: Det var et spørgsmål om at skrive om kunstnere, som næsten ikke blev dækket af de andre medier.
Jeg havde ikke internet i 1995. Jeg var derudover ni år og var klædt ud som Freddie Mercury til fastelavn, så jeg havde næppe været vildt interesseret i amerikansk indierock (som de skrev mest om i starten), hvis jeg havde vidst, hvad det var. Men i 2001 opdagede jeg det skotske band Mogwai, og de havde dengang et website, hvor de delte forskellige tips. Ét af dem var at læse Pitchfork, som var »reviews of mostly good music«. Jeg husker det tydeligt, for det var øjen- og øreåbnende. En verden af ny musik åbenbarede sig for mig på en måde, jeg ikke havde oplevet før.
Nu hvor vi har etableret, at jeg ikke er helt ung længere, kan jeg altså fortælle, at jeg har læst med på Pitchfork i godt 20 år. Timingen var god dengang, for da jeg begyndte i gymnasiet, kunne jeg være ham, der lyttede til musik, som de andre ikke kendte. Som ung og genert er det godt med en følelse af identitet. Når jeg til festerne ikke turde snakke med pigerne, kunne jeg jo fortælle mig selv, at det alligevel ikke var fedt at danse til Laban. Det har jeg senere fundet ud af, at det er, men det er en anden historie.
Men tilbage til Pitchfork som ungt medie, som alt andet lige er mere interessant end en ung mand i dårlige bukser: De første år var anmeldelserne oftest kortere end i dag, men allerede fra starten gav de karakterer på den lidt arbitrære skala fra 0.0 til 10.0. Den store forskel på dengang og nu er stilen. De var mere punk, de var sjovere, og der var ingen frygt for at træde nogen over tæerne.
Men de tog også musikken alvorligt, og der var en klar følelse af, at der for dem var god og dårlig smag. Det var og er selvfølgelig ikke nyt for musikkritikken som helhed, men det var nyt, at det skete på den måde på internettet og ikke i fysiske magasiner.
En tissende chimpanse-anmeldelse
Deres mest kendte sviner er anmeldelsen af det australske band Jets album ‘Shine On’, som fik karakteren 0.0 uden et eneste ord. Selve anmeldelsen var en video af en chimpanse, der pisser sig selv i munden.
Det var i 2006, og på det tidspunkt var Pitchfork allerede indflydelsesrigt. Time Magazine havde kåret stifter og chefredaktør Ryan Schreiber som én af musikbranchens 25 mest magtfulde mennesker.
Et par eksempler: Canadiske Broken Social Scene havde problemer med at sælge både koncertbilletter og plader, før de fik en god anmeldelse hos Pitchfork i 2003 (»Det ændrede vores liv«, som Brendan Canning fra bandet har udtalt). Året efter var Pitchfork stærkt medvirkende til, at landsmændene Arcade Fire bragede igennem med debutalbummet ‘Funeral’, der blev Merge Records’ hurtigst sælgende album – nogensinde.
De to eksempler bliver understøttet og behandlet i en glimrende artikel i tidsskriftet N+1 fra 2012. Selvfølgelig fik de to bands i første omgang deres gennembrud på grund af deres musik. Men Pitchfork havde dengang magten til at skabe en karriere. De havde også magten til at ødelægge én.
Som der står i artiklen i N+1: »Det er den eneste publikation, online eller på print, der kan have en afgørende effekt på en musiker eller et bands karriere«. Det mærkede Travis Morrison fra bandet The Dismemberment Plan, da han i 2005 udgav sit solodebutalbum ‘Travistan’. Det blev slagtet og fik – ligesom Jet – den sjældne bundkarakter 0.0.
Den tidligere så populære sanger (årets album på Pitchfork med Dismemberment Plan i 1999!) solgte pludselig meget få plader, og næsten ingen dukkede op til hans koncerter. Radiostationerne ville ikke spille ham. Pitchfork stod for coolness, og de havde dømt Travis Morrison ude. Det kan måske lyde absurd i dag, men det var højdepunktet (eller snarere lavpunktet) for en hipsterkultur, hvor alt handlede om positionering.
Som Travis Morrison senere udtalte til Washington Post, mente han ikke, at Pitchfork havde nogen idé om, hvor katastrofal en effekt deres anmeldelse kunne have. Det handlede heller ikke så meget om anmeldelsen, som det handlede om reaktionen på anmeldelsen: »Det er ufatteligt, hvor seriøst folk rent faktisk tager Pitchfork«, udtalte han.
Musikbranchen ændrer sig – så det gør Pitchfork også
Det var i 2006. Her sidder jeg og tager Pitchfork alvorligt i 2021. For vi taler stadig om dem. Deres magt er måske ikke så skelsættende længere, men deres position som det førende musikmedie globalt er der ikke rokket ved. Fra anmeldelser og interviews udvidede de sitet til større features, forsøgte sig med store mp3-projekter (det var en anden tid) og satsede tidligt på videoindhold. Siden lancerede de en festival i Chicago, senere i Paris, London og Berlin, og i 2015 blev Pitchfork opkøbt af mediekonglomeratet Condé Nast.
Men det er alt sammen objektive kendsgerninger. Er de stadig værd at beskæftige sig med? Jeg har ikke tal på, hvor mange bands jeg har opdaget gennem Pitchfork siden starten af 00’erne. Det sker sjældnere efterhånden. Anmeldelserne er blevet mere saglige, lidt mindre underholdende, men stadig habile. Det er stadig den arbitrære karakter, der løber med opmærksomheden.
Men hvor de tidligere satte en retning og var med til at skabe karrierer og mikromiljøer, handler det i dag mere om at følge med, så de ikke går glip af et fænomen. Det er næppe, fordi de er blevet solgt til et stort mediehus, eller fordi deres redaktion ikke følger godt nok med. Det er et resultat af, at musikbranchen har ændret sig, ikke mindst med streaming.
Hvor Pitchfork de første 10-15 år skulle læses for deres anmeldelser, blev det senere deres længere artikler, som strålede. Dels fordi artiklerne i sig selv ofte var gode, dels fordi et hav af blogs pludselig var et skridt foran Pitchfork, når det kom til at opdage – og præsentere – ny musik. Mod slutningen af 00’erne mistede de deres status som stedet, man fandt ny musik, men de havde til gengæld fået så stærk en position, at de kunne få nogle af de bedste skribenter til at skrive dybdegående om tendenser, musikbranchen, nye kunstnere, gamle kunstnere.
I dag er der knap 28.000 anmeldelser at gå på opdagelse i på Pitchfork. Det vil sige: I deres nuværende arkiv. De har nemlig ryddet op i deres anmeldelser og blandt andet slettet de fleste anmeldelser fra før 1999. Og her begynder det at blive lidt problematisk. Én ting er at slette den procentdel af anmeldelser, som de skammer sig mest over. Noget andet er at begynde at anmelde genudgivelser positivt og samtidig slette de negative, oprindelige anmeldelser af selvsamme album.
Det ville være relativt nemt for dem bare at linke til den gamle anmeldelse og så ellers argumentere for, hvorfor et album er blevet bedre med tiden, eller at man selv er et andet sted nu, eller for den sags skyld, at man bare synes noget andet end den person, som skrev den første anmeldelse – og så ellers gå videre til at skrive om, hvad albummet har betydet og sætte det i kontekst. Så kan det give fin mening at anmelde en genudgivelse.
Et eksempel på denne ’oprydning’ er Smashing Pumpkins-albummet ‘Mellon Collie and the Infinite Sadness’, som Ryan Schreiber anmeldte på Pitchfork i 1996 til karakteren 6.8. Genudgivelsen fik i 2012 karakteren 9.3. Den oprindelige anmeldelse var blevet slettet, men internettet glemmer aldrig, som man siger: Via Wayback Machine kan man finde den korte originalanmeldelse.
Som en kommentar til Pitchforks behandling af genudgivelser lavede sitet Collapse Board i øvrigt et herligt stunt i anledning af netop denne anmeldelse: De oversatte Pitchfork-anmeldelsen via Google Translate til japansk, så til hebræisk, videre til tjekkisk, japansk igen og så tilbage til engelsk. Slutresultatet var selvfølgelig noget sludder, men redaktørens pointe var skarp: »I bund og grund gør vi det samme som resten af internettet – kører den samme anmeldelse som Pitchfork bare med en lidt ændret rækkefølge af ordene«.
Revisionistisk historiesyn
For nylig opdaterede Rolling Stone deres liste over de bedste sange nogensinde. Nu er der en ny bedste sang ever. Pitchfork er selvfølgelig ikke de eneste, der opdaterer den globale kanon. Når de bruger deres 25-års jubilæum til at se tilbage på udgivelser, som de ville anmelde anderledes i dag, har de både udgivelser med fra starten og helt op til sidste år. Som en god ven sagde for nylig: »De behandler nærmest deres fortid, som om det er 250 år siden«.
Deres nye ‘Rescored’-artikel, hvor de forholder sig til gamle karakterer, som de gerne vil ændre, er ment delvist humoristisk, men kun delvist: For troværdighed og coolness er stadig vigtige faktorer for Pitchfork, og det indebærer åbenbart et revisionistisk historiesyn. Her er jeg måske lidt hård ved dem, men mon ikke de kan klare det.
Og hvad betyder det egentlig, om de engang gav et Chairlift-album 7.6 og fem år senere ville give det 8.5?
At se ting i bagklogskabens klare lys er mest interessant, når man indrømmer, at man hypede noget for meget. Det gør de med udgivelser af blandt andre Foxygen, Grimes og Interpol. Men nogen store redaktionelle indrømmelser støder man ikke på. De kan lave moderat sjov med deres fortid, men de tager sig selv meget alvorligt, mens de gør det.
Ifølge deres egen opgørelse er 7.0 i øvrigt den mest brugte karakter på Pitchfork. Jeg kommer i tanke om Mogwais beskrivelse af Pitchfork i starten af 00erne: »Reviews of mostly good music«. Ser man på de seneste musikanmeldelser på Metacritic, der samler engelsksprogede anmeldelser på tværs af medier, er det svært at finde en udgivelse med et gennemsnit under 70 (ud af 100). På den måde ligger Pitchfork ikke over gennemsnittet, hvad angår høje karakterer.
Så vidt så godt. Hvis man har læst med hertil, er man måske ligesom mig, der i årevis har læst med og fundet musik via Pitchfork. Måske man savner de gode, gamle dage. Måske man foragter deres magt og kunne tænke sig, at jeg gik et skridt videre i kritikken. Måske man ville tage det skridtet videre og havde håbet, at jeg ville skrive om smagsdommen og Immanuel Kant. Det ved jeg ikke, om nogen har tålmodighed til.
Tillykke … trods alt
Slutteligt kan man måske spørge, om det ikke er lidt meta, at jeg som gammel musikblogger ’anmelder’ Pitchfork hos Soundvenue. Sandheden er, at jeg stadig læser med. At jeg – selv om det sker sjældnere end før – trods alt opdager ny musik engang imellem, når jeg besøger Pitchfork.
Når jeg forholder mig til Pitchfork i anledning af deres jubilæum, forholder jeg mig til mig selv som musikfan og forbruger. Jeg er hoppet lidt for velvilligt med på vognen nogle gange (Clap Your Hands Say Yeah, Passion Pit, Wavves, chillwave), og det kommer jeg nok til at blive ved med. Man bliver begejstret, opslugt, og senere kan man ikke forstå, hvorfor man syntes, at noget var så fedt. Men oplevelsen er en del af den, man er, og det er der noget smukt ved.
Andre gange fangede man måske ikke, hvor godt noget faktisk var, eller man gav det ikke nok tid. Som forbruger kan det derfor – måske lidt spekulativt – have en værdi, når Pitchfork anmelder noget gammelt, som man tidligere hørte på et for tidligt eller forkert tidspunkt. Omvendt virker det meningsløst, at de har givet karakteren 10.0 til i alt 127 gamle udgivelser, siden de i 2016 introducerede deres ’Sunday Review’ med anmeldelser af plader, som de ikke tidligere havde anmeldt.
Nærmest månedligt får et gammelt album eller en genudgivelse altså denne perfekte karakter, som kun 11 plader har prøvet at få på Pitchfork, da de blev udgivet. Det er selvfølgelig en fjollet omgang med karakterer og fortiden. Men næppe så fjollet, som at jeg bruger så meget tid på det. Hvordan er det, klichéen lyder? Når du peger på noget, er der tre fingre, der peger tilbage på dig selv?
Pitchfork er måske ikke så spændende, som det engang var, men de har skrevet så mange gode artikler gennem 25 år og introduceret mig for så meget god musik, at jeg stadig besøger sitet dagligt.
De er ikke længere den cool onkel til familiefesten, men det er jeg sgu heller ikke. Tillykke med jubilæet. Jeg håber, I fortsætter. Trods alt.