Det er kun cirka et halvt år siden, at Travis Scott udgav sit imødesete fjerde studiealbum, ‘Utopia’, men rapperen er allerede i gang med at lave ny musik.
For tiden turnerer rapperen rundt i USA med sin Circus Maximus Tour, som har stået på siden oktober. Man skulle tro, at der var rigeligt arbejde at tage sig til på sådan en turné. Alligevel har Travis Scott også gang i et sideløbende musikprojekt.
Complex og fanprofilen Tervis Scoot pointerer, at rapperen har postet Instagram-stories fra turnéen, hvor han i sit backstagelokale har sat et lille studie op. Scott har åbenbart sat sig for at lave en sang for hvert stop på turnéen.
»Boston, jeg forsøger at indspille heromme«, skriver Scott for eksempel i en story. »Før hver koncert«, tilføjer han i den næste.
Fans spekulerer nu i, om sangene skabt under turnéen vil blive samlet i kommende udgivelse – det kunne jo for eksempel være et (temmelig langt) album. Da en bruger på X luftede netop denne idé, svarede Travis Scott: »Er du i min hjerne eller hvad ????«.
Vi må vente og se, om der er noget om snakken.