Fik du ikke set Taylor Swifts rekordsættende koncertfilm i biografen, kan du snart streame den på Disney+.
I går kunne streamingtjenesten nemlig annoncere, at ‘Taylor Swift: The Eras Tour (Taylor’s Version)’, som filmen hedder, kan streames ekslusivt på platformen fra den 15. marts.
Som nogle måske vil bemærke, har titlen indtil nu blot været ‘Taylor Swift: The Eras Tour’, men i forbindelse med premieren på Disney+ har popstjernen tilføjet endelsen ‘Taylor’s Version’ ikke ulig hendes genindspilninger af gamle album.
Forklaringen er, at koncertfilmen på Disney+ for første gang vil kunne streames »i sin fulde længde«. Således vil streamingversionen indeholde både sangen ‘Cardigan’ samt yderligere fire akustiske sange, der altså ikke var inkluderet, da filmen gik i biografen.
Koncertfilmen foreviger Swifts historiske verdensturné af samme navn, der inden længe sætter kursen mod blandt andet Europa, men som desværre ikke lægger vejen forbi Danmark.
Allerede før premieren satte filmen rekord for flest solgte biografbilletter på én dag, og i sidste måned vippede den Michael Jacksons ‘This Is It’ af pinden, idet filmen nu er den mest indtjenende koncertfilm nogensinde.