Om lidt under to måneder udkommer Taylor Swifts 11. album, ‘The Tortured Poets Society’. Det afslørede popstjernen til årets Grammy Awards, under sin takketale, da hun havde vundet prisen Årets bedste popvokalalbum.
Under sin koncert i australske Melbourne satte Swift nogle flere ord på det kommende album, som har betydet meget for hende. Faktik betegnede hun arbejdet med albummet som »en livline«, skriver NME.
»’Tortured Poets’ er et album – jeg mener i højere grad end noget andet album, jeg nogensinde har lavet – som jeg blev nødt til at lave. Det var virkelig en livline for mig. Bare de ting, jeg gennemgik, og de ting, jeg skrev om«, fortalte Swift fra scenen, mens hun sad bag sit klaver.
»Det mindede mig på en måde om, hvorfor sangskrivning er noget, der rent faktisk får mig gennem mit liv, og jeg har aldrig haft et album, hvor jeg havde mere brug for det, end jeg havde på ‘Tortured Poets’«.
Herefter viste Taylor Swift et nyt albumcover på storskærmen bag sig. Coveret hører til en alternativ udgave af ‘The Tortured Poets Society’ med undertitlen ‘The Bolter Edition’. Hun forklarede, at denne udgivelse indeholder en bonussang, der hedder ‘The Bolter’.
Det nye album udkommer 19. april.